Nyheder/analyse

  • Tillykke Jakob Ellemann-Jensen

    af Kære Jakob Ellemann-Jensen, hjertelig tillykke med formandsposten, og den mulige chance for at vinde statsministerposten. Jeg synes, personligt, at det tegner meget lyst. Men som enhver som har været i politik ved, så er der mange farer som lurer fremad. Hvedebrødsdagene vil sikkert hurtigt fortone sig, og så kommer kampen.… Læs videre

Historiens erkendelse i forhold til nationalisme og internationalisme

i Leder af

Den europæiske og den vestlige civilisations krise er i dag et produkt af moralsk korruption og manglende viden. Genesen for den europæiske civilisation ligger ca. syv – otte tusinde år tilbage i Mesopotamien og Egypten. Mesopotamien gav os retsstaten, bystaten, vores arkitektur, bankvæsnet, fysikken, den militære organisation, nogle af grundstenene til vores spiritualitet. Egypten gav os hoveddelen af vores videnskab, spiritualitet, matematikken og meget andet.

Den arv har vi slet ikke formået at administrere, og mange af de tegn vi så før opløsningen af det romerske imperium ses nu igen.

Lad os prøve at analysere.

Udgangspunktet for det romerske imperium var den kultur romerne havde lært af etruskerne. Etruskerne var et lidt mystisk folk, som var emigreret fra Lille asisen, såvidt vides. Men denne unikke kultur, som gav dem den oprindelige romerske republik, statsreligionen med de etruskiske harpiflexer og den ekstreme militære disciplin, var grundlaget for det romerske imperium.

I praksis skete der det, at romerne kopierede den bystatside de havde arvet fra etruskerne ud i alle de erobrede områder. De nye områder fik et offentligt bad, et lille senat, en tribun og så videre. Anyway, dette system virkede, så længe romerne selv gik op i det.

Problemerne kom, da den frie romerske landejer begyndte at forsvinde fra Latium. Problemet var, at store rigmænd med al den rigdom de havde erhvervet sig, begyndet at købe jorden op, og lave gigantiske slavefarme. Den romerske bonde soldat forsvandt dermed, og det romerske rige begyndet at være afhængige af lejetropper. Det havde romerne været oppe imod i deres kampe imod fønikerne, så de vidste godt, at egne tropper var de bedste. Der var en lang dramatisk kamp, fra processen begyndte at tage fart til det kulminerede med kristendommens officielle indførelse i romerriget ved Nicea konventionen. Kampen gik imellem folket, der ikke ville lade sig presse ud af de store herremænd, og aristokraterne som ville bestemme. Det mest dramatiske opgør var imellem Julius cæsar, der repræsenterede folket, og Pompeius der repræsenterede rigmændende.

Det endte, som bekendt med, at rigmændende og korruptionen vandt. Det romerne ikke formåede, var at skabe den nødvendige balance imellem bystatsideen (nationen) og det internationale perspektiv. Det blev de internationale der vandt, og dette førte reelt til en undertvingelse af den ide som reelt er det drivende i den europæiske civilisation; nationalismen, eller polisen.

Vi kan se mange af de samme trends i dag. De internationale slås imod de nationale. Kosmopolitterne imod politterne. Forskellen imellem det romerske riges kamp og i dag, er på den ene side en endnu mindre forståelse for de mekanismer der er på spil i den europæiske civilisation i dag end i den romerske tid. På den anden side findes der en der reelt forstår hvad der sker i udviklingen; altså desværre, og sagt med den største ydmyghed; mig selv. Dermed har vi i dag en reel chance for at skabe en balance imellem de nationale og de internationale ideer, hvis man lytter til mig, men desværre, en mere reel chance for at blæse al civilisation endnu længere væk fra udgangspunktet denne gang end efter romerrigets fald.

Hvad der vinder; intelligensen, eller destruktionen er op til fremtiden at vise. Jeg håber det bliver oplysningen og viden der kommer til at vinde, ellers vil menneskeheden reelt gå sin undergang i møde.

Retfærdighed og fred

i Leder af

Menneskehedens historie er skrevet med blod. Ud over alle siderne i den bog, der skulle have været en bog for fred, er blodet sprøjtet. Men også undertrykkelsen en integreret del. Det er ikke lykkes menneskeheden at finde den balance imellem natur, kultur og spiritualitet som er forudsætningen for fred.

Det spor kører vi videre af. Konflikterne tårner sig op i horisonten; Mellemøstens entre i Vesten, Israel, Sydamerika, you name it you hate it. Årsagen til problemerne ligger en den materielle tilgang mennesket stadig har til verden; det handler om territorie, magt, penge og energi. Så længe menneskeheden er fanget i materialismens klamme greb, vil menneskehedens lidelser fortsætte.

Bevægelsen imod krig kommer nu primært fra Mellemøsten, men også i Mellemamerika er krigen og undertrykkelsen præsent. I over femhundrede år har Vesten undertrykt de kulturer der var der før Christopher Columbus opdagede de forjættede land. Og de synder Vesten foretog imod de hjælpeløse folk der boede der i forvejen ligger stadig som en gæld vi betaler af på. Det er derfor venstrefløjen bliver ved med at fable om Vestens skyld, fordi skylden imod de Mellemamerikanske indianere tårner sig op i horisonten. Først når vi ophører med at undertrykke svage folk rundt omkring på jordkloden vil Vesten have mulighed for at udvikle sig hen imod fred. For den undertrykkelse Vesten står bag giver modstand og skyld. En skyld som er baggrunden for den manglende handlekraft imod det andet imperialistiske system; Islam.

Det er muligt at komme ud over den Machiavellianske tilgang til verden Vesten er fanget i. Det er ikke rigtigt det Machiavelli siger i rennæssance forfatterskab, selvom han bygger på Polybius, Plutarch og Aristoteles, så er konklusionen ikke nødvendigvis klar. I følge Machiavelli er der kun er realistisk tilgang til dominering, erobring og magt, og det er udryddelse. Det er jeg uenig i. I den klassiske tid var det muligt at finde fred med et andet redskab; retfærdighed. Det var sådan, at hvis der var en krise i Hellas så kunne hele krisen finde en løsning ved at en Spartansk konge mæglede imellem de stridende parter. Hvorfor? Fordi spartanerne var berømte for retfærdighed.

Den retfærdigdhed spartanerne udførte var en retfærdighed som baserede sig på loven, og altså hermed en retfærdighed som tog udgangspunkt i en forståelse af naturen. Det er nøglen til fred, eller i hvert fald en meget væsentlig nøgle til fred, vi skal give og opnå naturlig fred og retfærdighed for alle folkeslag i verden.

Tag iranerne f.eks. For mig at se, bør iranerne have mulighed for at oprette den stat de har lyst til. Det skal være en stat som bygger på de traditioner der er i Iran; Zoroastrianisme, og renæssancen af den meget smukke filosofi der oprindelig var den persiske. Denne ideologi kan knyttes sammen med en reel retsstatsforståelse og måske demokrati, hvis iranerne ønsker dette. Pointen er; at iranerne skal have mulighed for at finde en reel balance med naturen og friheden, med udgangspunkt i iranernes egne traditioner.

Sådan skabes fred; ved at vi mødes som ligemænd, alle folkeslag, i en retfærdig international retsorden.

Venstrefløjens fortrængninger

i Leder af

I følge Freud kommer det fortrængte tilbage i perverteret form.Hvis man f.eks. fortrænger sin seksualitet kommer den tilbage i form af en uhyggelig seksualitet. Venstrefløjen har fortrængt familien og spiritualiteten, og den er nu kommet tilbage i den perverterede form; Islam. Islam er, som sådan, ikke perverteret. Det er bare en utrolig konservativ og gammeldags religion inkl. et absurd styresystem. Det perverterede er venstrefløjens behandling af Islam. Islam bliver deificeret af venstrefløjen som; fantastisk spirituel og familiemæssigt smuk. Der er ikke noget særlig smukt over flerkoneri og æresdrab. Den islamiske spiritualitet er, for den danske dels vedkommende, ekstremt bindende og konservativ. Med andre ord, er der intet vidunderligt over det system som venstrefløjen drømmer om, og deres deificering af det er perverteret.

Det giver venstrefløjen den grundlæggende udfordring, at den skal forholde sig til sine egne behov. Det nytter ikke noget, at man ikke opfylder de behov man har, hvis de vender tilbage i perverteret form. For denne perversion er ikke alene ekstremt skadelig for de venstrefløjsere som er ramt af illusionen, det er også ekstremt skadelig for alle de andre borgere der skal leve under den magt, som venstrefløjen har til at gennemføre deres uheldige forståelse af verden. Værst bliver det, når man tænker lidt frem i tiden, og erkender at der er en reel fare for, at venstrefløjen bliver helt er delvist islamiseret. Så vil der pludselig være store dele af Danmark som reelt vil være i en primitiv og uduelig religions vold.

Den eneste reelle løsning der er på problemet er imidlertid en genopdagelse af spiritualiteten i det socialistiske perspektiv, og en reinstitutionalisering af familien. Dette kan kun ske, hvis man erkender grundlaget for marxismen, og kritikken af denne. Aristoteles siger det klart i hans kritik af Platon (som også deificerede Sparta ligesom Marx); det er unaturligt for mennesket ikke at have familie. Demokratiet bør basere sig på familiens grundenhed. Det er i familien at værdier, opdragelse og traditioner føres videre.

Yderligere mener jeg, at socialismen bør gå videre af den vej som Obama og Alinsky (Obamas filosof) har vist. Altså en genopdagelse af spiritualiteten. Denne gang ikke en ubalanceret og undertrykkende spiritualitet, men en reel frigørende spiritualitet. En spiritualitet der bygger på humanismens fundament, og frigører den enkelte i en pagt med naturen, ikke binder den enkelte til golde moralske foreskrifter.

Det hele knytter sig til en erkendelse af naturen og dens forhold til det etiske såvel som det spirituelle. Alt skal være i balance. Det er nøglen.

Mennesket først

i Leder af

For mig at se, er det største problem for Islam, at det ikke behandler mennesker som mål, men behandler mennesker som middel. Det er ikke Islam der er til for mennesket, men mennesket der er til for Islam. Centralt for Islam står underkastelsen, det er ikke meningen at mennesket skal have sin frie vilje, men omvendt sådan at mennesket skal lyde alle de regler der er i Islam. Dette mener jeg giver en falsk forestilling om at Islam giver retfærdighed. Ideen er, at man analyserer på de handlinger, og de ideer som Mohammed havde, og så, i en uendelighed, indretter verden efter denne Islams første profet. Det er ikke særlig fornuftigt set ud fra et menneskeligt perspektiv. For godt nok kan Mohammed have været en oplyst person, det har han været i nogle tilfælde, og andre tilfælde ikke, hans voldelige adfærd bryder jeg mig f.eks. ikke om. Men den åbenbaring han har fået, kan selvfølgelig ikke bruges i en uendelighed. Verden skifter, og nye situationer af virkelighed dukker op.

Her er det således, at man, i min, og Grundtvigs, perspektiv skal se mennesket først. Man skal forholde sig til, hvad der er godt for det enkelte menneske, man skal så at sige “se” det enkelte menneske. Buber taler også om “du”, altså evnen til at se det menneske der er foran en udenom alle reglerne.

Det kan Islam ikke det ser ikke mennesket, men ser kun reglerne. Der er derfor at et islamisk samfund er meget velordnet men dødt. Ingen sang, ingen glæde, ingen reel kærlighed kan trives i dette ørkenlandskab af gold retfærdighed.

Det er menneskeligt at underkaste sig, specielt kvinder har ofte et drive imod underkastelse, men bare fordi det er naturligt, så er det ikke nødvendigvis godt for mennesket. Jeg mener at man skal se mennesket i den kompleksitet der er, og så følge den, for at nå imod den poetiske livsoplysning.

Jeg og du

i Leder af

Det sværeste i verden er at se mennesker som de er. Ofte tingsliggør vi andre mennesker, og ser dem som midler og ikke som mål. Vi tænker hvad vi kan få ud af dem, og ikke hvem de er. En af de værste fælder vi som mennesker kan falde i, er at se verden som “dem og os”. Det er falsk forestilling, for verden er ikke tosidig, verden er kompleks, det er forkert at se verden “DF er de onde – og vi er de gode”. For verden er for kompleks til at sættes så simpelt op. Der er nogen DF´ere der er usympatiske overfor deres hunde, så er der nogle SF´ere som er naive i forhold til Islam. Sådan er vi så forskellige, men kun når vi reelt formår at se vores næste som det de er, lykkes det os at selv at blive mennesker. For mennesker er vi kun når vi møder andre mennesker uden fordomme, som det de er. Buber, en jødisk filosof, siger det smukt, synes jeg. Det handler om at se “du”, og ikke “det”.

Indhold og ikke form

i Leder af

Den borgerlige fløj fremturer i disse dage med alskens islamkritiske holdninger, jeg synes at det er noget skrammel, det er form uden indhold. For hvorfor er vi Islamkritiske? Er det fordi vi ikke kan lide folk med brunt hår? Nej, vi kan f.eks. godt lide Ayaan Hirsi Ali. Er det fordi Islam er en religion? Nej, hovedparten af Islam har ikke noget med religion at gøre, det er primært en politisk ideologi.

Derfor mener jer, at man bør forholde sig til hvilke dele i Islam man ikke bryder sig om, hvorfor man ikke bryder sig om dem, og hvad konsekvenserne af denne, rimelige antipati, bør være.

Først og fremmest bør vi således forholde os til hvad vi godt kan lide. Primært kan vi godt lide vores frihed. Det har altid været et kendetræk ved danskerne og germanerne generelt. Hvis der kommer en udefrakommende magt og forsøger at tage friheden fra os; EU, Islam, eller anden ideologi, så vil vi ikke være med, men siger fra, og er parate til at kæmpe for den frihed, som ikke skal tages for givet.

Vores frihed ligger i demokratiet. Det smukke ved demokratiet er, at det netop giver en balance imellem firhed og ansvar. Friheden ligger i at vi kan sige lige hvad vi vil, ansvaret ligger i, at vi overholder den danske lov og ret.

Hermed kommer vi til den anden del af de vi godt kan lide; ansvaret. Det er ikke godt når folk snyder, bedrager eller lyver.

Dette system; den demokratiske retsstat, eller, i klassisk forstand kaldet en republik, er det system vi har i Danmark, og som vi godt kan lide. Det står i skærende kontrast til Islam.

I Islam har man, i den iranske version, en islamisk republik baseret på koranen. Det vil vi ikke have her i Danmark. Det giver nemlig mullaerne fuldstændig hånd og halsret over os danskere, og det er selvfølgelig ikke en ønskelig situation. Så er der den klassiske islamiske version som er kalifatet, det er en stor islamiske retsstat; sharia som gælder alt og alle. Igen er det mullaerne der styrer det hele.

Hermed kommer vi til konfliktens kerneområde; sharia imod demokrati. Islamister vil have en islamisk retstat, vil vil have en demokratisk retsstat.

Det er her vi kan tillade os at sige fra. For det er egentlig sådan, at nu har vi i Danmark bestemt os for at vi vil have demokrati, og så skal man ikke komme og lave om på det. Hvis man så gerne vil have sharia, så kan man godt få det i Iran eller et andet islamistisk land. Man er mere end velkommen til at rejse derned og lave lige så meget islamisme man har lyst til, men man kan altså ikke gøre det her.

Konsekvensen ved at ville islamismen bør, efter min demokratiske mening, også være virkelig hård. Det er demokratiets overlevelse vi taler om. Løsningen er repatriering af alle islamister.

Det er efter min mening den eneste holdbare vej frem.

Angsten æder sjæle op

i Leder af

En af de værste følger af Mohammedkrisen er at danskerne er blevet bange, de er blevet bange for Islam. Det var også meningen, så mission accomplished for de islamister der forsøger at gennemføre deres sharia agenda i Vesten.

Men angsten, der har mange og ofte forsmædelige udtryk, har også en modgift, og den hedder mod.

Jeg gennemgik den teoretiske filosofi bag dyden for et par ledere siden, du kan se det her.

Lad os, for praksis skyld, analysere lidt på de handlinger angsten så har afstedkommet, hvem der har klaret terroren flot, og hvem der har givet efter.

Først mener jeg, at vi har én som reelt ikke har bøjet af; han Hedder Kurt Westergaard. Det er tydeligt at Westergaard, uden blusel, og uden nogen form for angst overfor hverken den politiske korrekthed eller Islam har stået distancen. Derfor får han al den ros som han skal have.

Men der er imidlertid andre som ikke klarede den helt i mål, og disse tilfælde kan fortælle os lidt om angstens struktur, og de psykologiske mekanismer den sætter i gang.

Først var der Hr. Anders Fogh Rasmussen. En meget kompetent, omend lidt stiv, statsminister. Han stod ikke distancen. I selve situationen klarede han det godt, men efter kort tid tog han sit gode tøj, og flygtede til en relativ ligegyldig og indholdsløs stilling i udlandet. Det var angsten, og han brød det første princip i Platons teori; en mand forlader ikke sin post. Derfor hører vi heller ikke mere om Fogh Rasmussen, for han viste sig ikke at have det som en rigtig chef og skipper skal have; modet. Vi skammer os lidt over ham, det gør jeg i hvert fald.

Så er der Hr. Lars Hedegaard, som jeg jo, desværre fik givet problemer. Jeg skal lige sige, at jeg selvfølgelig er mere end ked af konsekvenserne af det interview jeg lavede, men at det er fuldstændig ude af proportioner at mene at jeg var skyldig. Jeg lavede et interview, som blev brugt af det socialliberale parnas, skylden ligger altså hos det socialliberale parnas, ikke hos mig. Det var ikke mig der hetzede Hedegaard i mange måneder, det var de socialiberale.

Hedegaard foretog, efter min mening, en fejl. Han undskyldte. Det var der ingen grund til, for alt det han sagde var fagligt funderet. Her foretog også Hedegaard den samme fejl som Fogh Rasmussen; han forlod sin post. Dette vil, hvis ikke han kommer op på posten igen, være en fejl der potientielt kan koste ham hans politiske liv.

Der sker det, rent psykologisk, at folk vender sig imod den svage part når de bliver bange. Det var typisk, i konflikten imellem de socialiberale og Hedegaard, mig der fik skylden, fordi jeg er den svage part. Jeg har ikke mulighed for at komme til orde, selvom jeg prøvede, hermed vender konflikten “den tunge ende nedad”. Tilsvarende ser vi det i forhold til Mohammekrisen. Her er der mange af dem som er bange som skyder på Jyllands Posten, fordi Jyllands Posten er den svage part i konflikten. Det er nemmere at forsøge at lukke munden på JP end alle de islamister der rundt omkring i verden vil Danmark til livs.

Sådan er det at være svag, man risikerer at få al skylden, det er sådan terror virker. Den får den angrebne til at vende sin aggression indad imod sig selv.

Hermed er løsningen på terrorproblematikken også klar, for som Platon siger, er modet viden om forholdet imellem frygt og håb. Det har hele tiden været ytringsfrihedens forkæmperes fordel at de har haft viden. Man ser det også i Holland, hvor Wilders triumferer, fordi han ved hvad Islam er. Eller den sejr jeg mener Hedegaard fik over Ole Birk Olesen, redaktør for bladet 180 grader, i en slåskamp i DR´s Deadline, det var tydeligt, at Hedegaard vidste noget, og Ole Birk Olesen ikke vidste noget.

Viden er det våben vi har, som altid vil være til vores fordel, for virkeligheden er som vi forsøger at beskrive den. Så længe vi er ærlige og sandfærdige overfor virkeligheden, og har modet til at se den øjnene, så vil vi vinde over frygten.

Hvornår stopper den socialistiske racisme?

i Leder af

Det er trist når folk lader sig snyde og gør vold på det etiske fundament under verden og den danske stat. Socialisterne er vant til at betragte sig selv som de gode. Men med en ny medieverden, hvor denne illusion ikke længere kan opretholdes, begynder revnerne at vise sig i den ellers polerede overflade. Lad os tage nogle eksempler; en uhellige alliance med de mest mørke islamistiske kræfter, en uhæmmet og uetisk propaganda for kommunismen i kommunismens reelt sidste dage i 70´erne og 80´erne, en familieødelæggende feminisme, en materialistisk indstilling til sex, drugs and rock´n roll, men værst; en udbredt antisemitisme og racisme overfor jøder.

Den borgerlige fløj har igennem de sidste mange år udviklet en ideologi der reelt skelner imellem den religiøse og den sekulære del af Islam. Hermed har man forsøgt at skelne imellem de nedbrydende og de opbyggende kræfter der er blandt de muslimske medborger i landet. Vi elsker Ayaan Hirsi Ali, og vi tager dyb afstand fra Seidenfaden og hans islamistiske cronies på den yderste PLO front.

Hermed er den borgerlige fløj et skridt foran den socialistiske fløj, idet de reelt ikke er racistiske i deres holdning til muslimer og indvandrere generelt. Dette kan man ikke sige fungere på venstrefløjen. Her angriber DR undertegnede og udråber mig som paranoid, jøderne flygter fra Malmø et stenkast fra København, og ingen socialister rynker et øjebryn. Jeg har selv stået på Rådhuspladsen og hørt på Mordors palæstinensiske hære, deres had, deres heilen, deres råb som var “down, down democracy, down, down Denmark”. Dette afstedkom ingen reaktion i det socialistiske parnas, nej det forårsagede tværtimod en let skjult fryden over de jøder der nu, endelig, kunne smage den smerte som det palæstinensiske “folk” mærkede.

Lad os sige det som det er. Socialisterne er i dag de onde. De accepterer heilen, de lever med udsagn som “down, down democracy”, de accepterer racismen, antisemitismen, progromerne uden af løfte et øjenbryn. Så er man ikke “de gode” længere, så er man de onde.

Jeg anerkender, og respekterer, udgangspunktet for socialismen, ja jeg er selv vokset op i et SF/humanistisk hjem. Men jeg kan ikke leve med, at socialismen, som den ser ud i dag, er korrumperet til at være alt det som det, i udgangspunktet skulle bekæmpe.

Jeg står stadig på bøssernes, jødernes, de svage, naturens og kvindernes side. Men socialisterne har, i dag reelt, forladt deres egne idealer, i en tilbedelse af Islam.

Hvad er mod?

i Leder af

I disse dage med forøges spændingen imellem øst og vest, vi står overfor krig, derfor et af de væsentligste karaktertræk for en vestlig leder; mod. Kun de modige vil formå at gå igennem denne forfærdelige menneskelige tragedie som krigen er. Vi vil opleve forøget antal voldtægter, økonomisk ruin og alle de forfærdelige ting der er ved krig.

Så spørgsmålet er; hvad giver en modig leder? Jeg behandlede emnet i min sidste bog, her kommer lidt tips og erkendelse formuleret af en af Vestens stjerneteoretikere; Platon.

Først og fremmest ser jeg Kong Leonidas, med hans trehundrede krigere, foran den persiske kong Xerxes ved slaget ved Thermopylæ, foran mig. Leonidas var en klassisk spartansk konge, hans respekt for loven, var større en ambitionen om at redde sit eget skind. Og en spartaner  flygtede ikke, men forsvarede deres post til døden.

I følge legenden mødte Leonidas Xerxes ved en lille slugt med meget få mænd. Overfor Leonidas stod en million krigere, Leonidas havde fjorten-femten tusinde.

Jeg ser det for mig, der den første morgen. Spartanerne stod op og gjorde gymnastik, og hyggede sig, for de havde krigen som sport. Ved krig lod de deres hår vokse, og satte blomster på deres rustninger og skjolde. Foran stod Leonidas, en af de mest retfærdige og stolte spartanske konger.

Xerxes, denne persiske opkomling med en gigantisk slavehær mødte her frie mænd der kæmpede for det gode.

Xerxes forsøgte først at købe Leonidas, han lovede ham kongeværdighed over hele Hellas, dette afstod Leonidas fra.

Så sagde Xerxes at han ville skyde så mange pile af, så himlen blev mørk, Leonidas svarede at han ville kæmpe i skyggen.

Dette førte til, at Xerxes sendte halvtredstusinde mand afsted, alle blev slået tilbage af Leonidas styrker, der døde et meget stort antal persere. Dette kom sig af en overlegen træning, og et system som var langt mere professionelt end det persiske. Det persiske rekruteringssystem bestod i at borgere skulle stille med en mængde våben og levere et antal mænd. Med andre ord var de fleste persiske krigere amatører, imens spartanerne var proffer.

Bemærkelsesværdigt ved denne første træfning var yderligere, at Leonidas gjorde det han sagde. Man taler også om, at de doriske grækere (bla. spartanerne) havde harmoni imellem de sagde, og det de gjorde, harmoni imellem logos og ergon.

Der gik et par dage, og som bekendt blev Leonidas forrådt af en hellener til Xerxes. Xerxes tropper fandt en lille sti op bagom Leonidas tropper.

Dette fandt Leonidas ud af, og han skulle foretage en realistisk vurdering af sine chancer. Han vurderede at han ikke ville formå at holde Xerxes tilbage med de tropper han havde, og valgte at sende størstedelen af sine tropper hjem for at beskytte de bystater der lå i Hellas, men for at købe sin tropper tid, stillede han sig op, men trehundrede spartanere imellem de tropper der retirerede og Xerxes.

Så der stod Leonidas så med trehundrede mand imod en million, og kæmpede til han døde. Det betød, i følge lengenden, at athenerne havde tid til at mønstre deres flåde, hvilket betød at de vandt slaget ved Salamis.

Leonidas havde lavet en iskold kalkule i forhold til den strategiske situation. Det var ham klart, at han ikke kunne overleve, men at flere kunne overleve hvis han ofrede sig.

Leonidas var ikke bange, for han havde vurderet det forhold der var imellem frygt og håb. Han vidste at han ville dø, men han vidste også at det offer ville give håb. For det er reelt det som mod er for en ordentlig mand eller kvinde; viden om forholdet imellem frygt og håb.

Hvad nu Sverige?

i Leder af

Det er ikke nemt at Sverige i disse dage; Sverigesdemokraterne stormer frem, maskerne er ved at falde i de hellige intellektuelle haller, det hele er ved at ramle for de politikere og den elite som er vant til at have ret, og nu pludselig har uret. Hvad er der sket? Og hvordan finder Sverige, dette smukke, ærlige og retfærdige land, en vej ud af det morads som det er endt i?

Hermed mit bud på en analyse, og et forslag til hvordan Sverige, reelt, kan redde sig selv ud af den rapide destruktion som landet er inde i.

Først og fremmest vil jeg gerne, på trods af svenskernes store foragt for danskerne, bidrage med min beundring for dette flotte land. De svenskere jeg kender er reelle, ærlige, forholdsvis ydmyge og arbejdsomme. Ja, jeg kan godt forstå at svenskerne ind imellem rynker lidt på næsen over danskerne, som kan være lidt mere “plattenslager” agtige end svenskerne er.

Denne anstændighed og etiske opførsel, er, efter min mening, Sveriges største styrke, og samtidig Sveriges største svaghed. For det giver også en stor blindhed overfor de kræfter i verden, som forsøger at manipulere med dette smukke og stolte land. Man snakker meget om Sveriges “blå øjethed”, altså en naivitet i forhold til andre mennesker. Svenskerne stoler alt for blindt på de internationale spillere som Sverige er underlagt. Hermed er Sverige i proces imod sin undergang.

I praksis sker der det, at organisationer som FN og EU snyder Sverige til at gøre ting som ikke er i Sveriges interesse. FN er f.eks. et relativ korrupt organisation, hvor stærke islamistiske kræfter har al for meget magt. Når så FN kommer og belærer Sverige om “flygtninge” og lignende, så gennemskuer svenskerne ikke det dobbeltspil der ligger bag motivation for at sende “flygtninge” til Sverige. FN er en stor lobbyvirksomhed, og der er helt klart nogle i FN’s system som har en fordel i at sende en masse muslimer fra Mellemøsten til Nordeuropa. Eller tag “frihedsflotillien”, altså det sæt skibe der, planlagt af yderliggående islamistiske kræfter, lavede en propagandatur til Israel. Jeg skal ikke kunne vurdere det endelige etiske i konflikten, men at blive forbundet med de stærke islamistiske kræfter som stod bag happeningen, er ikke noget godt. Endnu engang er svenskerne i deres destruktive naivitet blevet snydt og udnyttet. For det er nemlig det der sker hvis man ser verden alt for enkelt, og selv er for god; man bliver udnyttet af de mennesker som er korrupte.

Det er denne dynamik der reelt er på spil i Sverige, korrupte lande udnytter svenskernes naivitet imod dem selv. Og så bliver destruktionen så rapid og uhyggelig, for det er moralske mennesker der udfører korrupte menneskers ideer, og det er ekstremt effektivt.

Korrupte menneskers største svaghed er nemlig at de ikke kan organisere noget, idet organisation fordrer moral. Men kan de snyde moralske mennesker til at gøre deres ting, så kan de få udrettet noget.

Hvad gør Sverige så, nu hvor de er blevet snydt så vandet driver af FN og EU? Ja, Empedochles har en verdensforståelse, eller man kan vel bedre kalde det for en naturforståelse, som kan blive svenskernes redning. Han siger, at al natur fungerer imellem strid og kærlighed. Naturen er forstå som en sfære. Udenpå sfæren ligger striden, indeni kernen af sfæren er kærligheden. Udviklingen i naturen er en svingning imellem strid og kærlighed. I nogle faser vil kærligheden fylde hele sfæren, når så udviklingen vender, vil striden, fra overfladen af sfæren bevæge sig ind imod kernen af sfæren. Striden vil nå helt ind til centrum, men vil vende idet kernen, den inderste kerne, har bevaret den mest essentielle kærlighed, og bevægelsen vendes, idet kærligheden begynder at bekæmpe striden.

Sverige har nu, i lang tid, bevæget sig tættere og tættere imod sfærens midte, ja nogle mener at der ikke er noget kærlighed derinde i midten af sfæren til at modvirke striden. Jeg mener at det er spørgsmål om svenskernes eget valg, de kan vælge at forholde sig til det de elsker, og kæmpe for det. Det er egentlig meget enkelt. Svenskerne kan spørge sig selv; hvad elsker jeg egentlig? Elsker jeg mit land? Elsker jeg min frænde? Elsker jeg min familie? Elsker jeg mine venner? Hvis svaret er ja, så er det enkelt, at svenskerne kan kæmpe for det de elsker. Det vil selvfølgelig koste i “anseelse” og det er meget muligt at fuskerne i FN og EU vil blive sure, men man kan spørge sig selv; hvad er vigtigst? Kærligheden eller at bevare ansigtet udadtil?

Det er på høje tid at svenskerne, og specielt den svenske elite, forholder sig realistisk til verden og de spil der kører bag kulisserne, hver dag koster denne naivitet i unge menneskers sorg og nedbrydelse, skællene må fra øjnene, man må se, at man har inviteret striden ind i Folkehjemmet. Og hermed kan man, hvis man er ærlig, redde det man holder af, for det er nu engang det vigtigste.

Go to Top