Nyheder/analyse

  • Sharia i Danmark

    af Dansk politi har mistet voldsmonopolet der hvor sharia domstolene råder. Det giver sig udtryk i, at de bliver stenet ud af ghettoerne. Det siger jeg ikke for at sige noget negativt om politiet, tværtimod. De har kæmpet med ryggen imod muren i mange, mange år. Først nu, er der begyndt… Læs videre

Det socialistiske skilsmisse med islam, og de socialistiske piger

i Kritik/Politik/Socialisme af

Opbruddet imellem socialismen og islam er snart reelt ind i sin terminale fase. Det bliver er meget dramatisk skilsmisse.

Opbruddet har været længe undervejs, lad os forsøge at analysere os ind til årsagerne, og den nuværende situation.

Grundlæggende er socialismen ikke en fascistisk filosofi som mange gerne vil gøre den til. De fleste seriøse socialister kæmper for solidaritet, social ansvarlighed, ja sågar næstekærlighed.

Hermed er kernen af socialismen ikke egoisme, men det modsatte; selvopofrelse.

I opposition til dette er islam, som reelt er en krigsreligion. Heri er humanisme i den version som islam prædiker ikke så omfattende og dyb som den socialistiske. Der er elementer af humanismen i islam, men den alt dominerende version af islam handler om gold retfærdighed og machismo.

Det kan der være kvaliteter i, retfærdighed er en god ting, men det står i direkte opposition til socialismen.

Zoomer vi lidt ud til det verdens politiske niveau, kan vi betragte en anden væsentlig årsag til at islam og socialisme er ved at skilles. Netværket af socialistisk allierede i syd og mellem amerika har tydeligt været allieret med Iran. Hugo Chavez har for eksempel haft en meget tæt dialog med Ahmadinejad. Ligeledes har også andre sociaslistiske lande haft en tæt dialog med islamisterne.

Læs videre

Renæssance

i Europa/Humanisme/Renæssance af

Fremtiden ligger i fortiden. De erkendelser vi har haft, vil pege fremad imod det som kommer til at ske. Det store problem for Europa lige nu er den Europæiske Unions fald. Det kommer til ske, måske ikke nu, så snart i en form. Årsagen er enkel; projektet er initieret fra toppen af samfundet uden at inkludere bunden af samfundet. Lægmand, vaskekonen, billetkontrolløren og bonden var ikke med i planlægningen af unionen. Da først den stod, gik det op for eliten at de ikke er folket, men at folket findes udenfor elfenbenstårnet.

Hvad skal vi så gøre efter at det elitære projekt falder? Ja, vi skal til at vende tilbage til demokratiet, det nationale demokrati. Min plan har hele tiden været at forsøge at lægge de frø i den europæiske muld, som kunne løfte Europa og resten af Vesten efter unionerne ville falde.

Denne proces skal selvfølgelig ikke komme oppefra, det har vi prøvet, nej den skal komme nedenfra. Engagementet i demokratiet, med alle demokratiets smukke principper og realistiske funktioner, skal være, hvis det skal lykkes at få et comeback, det der skal drive udviklingen.

Læs videre

Socialisterne og Israel fortsat

i Humanisme/Israel/Socialisme af

For at finde en ny retning for SF´ og generelt for de socialister, som er ledende indenfor dansk politik, bør det give mening at se den lokale politik i lyset af den internationale politik.

Det væsentligste nylige politiske skred, er den fantastiske udvikling Obama har forårsaget i Nordafrika; han gav håb. Håbet er stadig lysegrønt, men muligheden for at skabe fred og demokrati har bevæget sig med stormskridt her på det sidste. Ingen har for alvor takket Obama endnu, så det vil jeg benytte chancen for; godt gået gået Obama!

Men hvad betyder det så for den lokale politiske virkelighed for socialisterne?

Primært betyder det, at Obama har materialiseret det løfte om demokrati som han har arvet fra filosoffen Alinsky. Alinsky siger det tydeligt; vi bevæger os fra minoriteternes perspektiv imod majoriteten. Vi giver de forarmede mere end dem som har i forvejen.

Det løfte opretholdt Obama i Nordafrika; han støttede libyerne imod tyrannen Gadaffi. Hvorfor? Fordi folket i Nordafrika ikke ville have tyranni, men selv ville styre. Ja, nu er hele suppedasen blevet forankret i Anders Foghs politiske inkompetence, sådan er det. Men der var et tidspunkt, hvor håbet var der!

Under processen blev konfrontationslinjerne klare: På den ene side står USA og Frankrig med den demokratiske agenda, på den anden side står islamisterne med den islamistiske agenda. Socialisterne og Israel står midt imellem.

Dette havde som effekt, at Medvedev, Ruslands Premierminister, støttede Obama. Han ville også demokrati. Hvorfor?

Læs videre

Venstrefløjen og jøderne

i Humanisme/Israel/Politik af

At være jøde har aldrig været let. Den mission Abraham gav det jødiske folk; at bekæmpe egoismen og give verden kærlighed har været jødernes forbandelse og gave. Forbandelse fordi det altid har stillet ekstra høje krav til jøderne om etisk opførsel og ofte har betydet forfølgelse fordi de kulturer jøderne har boet i har været skuffede over jødernes manglende erkendelse af deres eget ophav.

Således er det langt mere risikofyldt for jøder at være egoistiske end det er for danskere eller svenskere, kravene er højere, og kun hvis jøderne lever op til de abrahamiske krav bliver jøderne accepteret. Ja så bliver de beundret og gjort til genstand for tilbedelse.

Hermed er løsningen for konflikten imellem Israel og Palæstina også givet i forhold til jøderne; jøderne skal finde den balance imellem kærlighed og lov (retfærdighed) som giver jøderne mulighed for at finde en reel etisk kurs ud af konflikten.

Denne konflikt har en lokal pendant i Danmark. I Danmark støtter store dele af venstrefløjen den arabiske side af konflikten imellem Palæstina og Israel. Fortalere som Margrethe Auken taler varmt for palæstinenserne, idet de støtter dem i deres krav i forhold til legitimitet.

De går for langt, idet de ikke kan se at store dele af det palæstinensiske folk ikke forholder sig etisk til konflikten, men er grådige og vil have uden at ville give. Men det tilgives palæstinenserne, idet de mener at der skal stilles færre krav til dem end til jøderne, idet jøderne skal opfylde de ubevidste krav om tilgivelse, altruisme og kærlighed.

Læs videre

Marlene Wind og den videnskabelige uredelighed

i Kritik/Universitetet af

Professor i statskundskab Marlene Wind, har med sine, mener jeg, uredelige omgang med videnskaben initieret en debat om forskningen og forskerens rolle i den offentlige debat. Kan man udlede nogle pointer, og diskutere hvad der gik galt eller gik godt?

Lad os primært betragte anklagen imod Wind. Anklagen går på, at hun ikke har kunnet skille sin faglighed med sine personlige holdninger. Med andre ord, der er ikke tilstrækkelig viden under hendes offentlige påstande. Hun udtaler sig om psykologiske emner, som at grænsedragningen skulle have noget at gøre med en “indre svinehund”, uden at definere præcis hvad hun mener med denne indre svinehund. Da hendes udtalelse falder udenfor hendes fagområde som er statskundskab, er det klart at hun har overskredet sit mandat.

Denne uredelighed toppes af rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen, som således støtter Wind på trods af hendes uredelighed. Hvor placerer det så os, som samfund, i forhold til den faglighed man burde kræve af en offentlig statsansat forsker?

Den placerer både rektoren og Marlene Wind i en kategori som ikke bør være deres; uredeligheden.

Læs videre

Europa og humanismen

i Europa/Humanisme/Politik af

Europa har mange kilder til sin filosofi; Egypten, Mesopotamien, Persien. Megen af denne filosofi er formidlet igennem Grækenland, og var syntetiseret i Platons og Aristoteles filosofi. Men for at forstå den nuværende krise Europa er i, bør man se Europa for hvad det i virkeligheden er; et system af sammenkoblede traditioner fra forskellige civilisationer.

Mange mener, at Europa er på vej ned i glemslens bog, fordi vi er selvhadende eller ikke har værdier. Det er, efter min mening, helt forkert. Vi har hver især vores meget smukke og fantastiske værdisystemer, problemet er, at disse værdisystemer ikke er knyttet sammen.

Et af de helt store problemer for den europæiske civilisation pt. er humanismen. Humanisterne har et meget stærkt tag i EU og de styrer meget rundt omkring. Humanisterne er desuden i tæt forbindelse med socialisterne, også i Danmark ser vi denne bevægelse, her er Radikale Venstre (humanister) og socialisterne traditionelle allierede.

Hvad er det der sker med humanismen siden den pludselig begynder at prædike EU og Islam i lange baner? Ja, der sker sådan set bare det, at den forsøger at leve sine egne idealer ud, uden at have indsigt i dem.

Humanismen er en tradition som har rødder tilbage i den italienske renæssance. For omkring femhundrede år siden oversatte ledende italienske intellektuelle nogle platoniske værker, og så faldt de over en spændende lille bog, som de mente var vigtigere. Denne lille bog er uhyre interessant. Den priser en Egyptisk Gud Thot, og er, efter sigende, skrevet af Hermes Trismegistus.

Læs videre

DR og islamismen, positivracismen og demokratiet

i Leder af

Danmarks Radio er i dyb, dyb krise; ideologisk, ledelsesmæssigt, organisatorisk. Man ved ganske enkelt ikke hvilket ben man skal stå på. Det sidste store fallit udstyrsstykke var X faktor, der i sin enkelhed udstillede Danmarks Radios grundlæggende problem; demoralisering.

Det er egentlig enkelt, X factor er skabt i den angelsaksiske verden; USA, England. Her er racismen stadig stærkt levende, den version vi så får til Danmark med X faktor er ikke den negative racisme, men den positive racisme; ideen at man skal blande racer.

Der er klart, at uanset om det er den ene form for racisme eller den anden for for racisme, så er ideen ikke holdbar. Vi er som mennesker ikke opdelt i sorte og hvide racer, der er kun en race; mennesket.

Denne demoralisering, som jeg synes lyste ud af den falskhed Thomas Blackman lagde for, siger alt om det korrupte regime der desværre hersker i DR.

Spørgsmålet er så; hvad skal DR gøre for at komme videre ud at det kulturracistiske perspektiv de propaganderer for med udsendelser som X faktor?

Mit foreslag er meget enkelt; de skal propagandere for demokratiet. Dette burde være DR´s hovedrolle i et demokratisk samfund; altså sætte debatten fri, finde de spændende snakke og lade dem komme frem på prime time. Hvordan kan det f.eks. være at vi skal gå så meget op i X faktor og ikke i debatten om økonomien? Hvorfor er det ikke debatten om Fiz Fiz og de perspektiver der ligger i retsstatens kollaps med den manglende udvisningsdom der fylder midt i debat tiden?

På dramasiden, så kunne man dramatisere over slaget ved Hermopylæ og Leonidas i stedet måske, man kunne genopføre Sokrates forsvarstale, slaget i Pellopones, beskrive vikingernes Fristat. Der er mange muligheder.

Det handler om at fange den dramatisk der ligger i demokratiet, og give seerne, lytterne og læserne lidt af det sus det ligger at verden ændrer sig med lynets hast.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om DR formår at gå imod islamismen i Danmark og verden generelt. Vil man vise verden hvad Ahmadinejad er for en tyran, hvad med Assad eller Gadaffi? Hvad med deres forbindelser her i Danmark; moskeen på Vibevej 25. Hvad med de heltemodige iranere som bor her i Danmark, hvorfor får de ikke mulighed for at dramatisere og gøre ved? Norge har vist vejen der, hvad med Danmark?

Der er masser at tage fat på, hvis man erkender at DR´s ansvar er at forsvare og oplyse demokratiet i et tid hvor der er i forfald. Hvem skal ellers gøre, jo sådan en som mig, men jeg når ikke så langt ud med min lille avis, det vingefang har kun DR.

Vil man bryde sin racistiske arv? Jeg håber det.

Renæssance

i Leder af

De fleste har i lang tid troet at mit mål var krig, nu må man vel erkende at det ikke er krig, men derimod fred. Kampen i Libyen understreger mit engagement og tro på demokratiet. Krigen kan komme, krigen imod islamismen, men kvaliteten ved demokratiet er at det giver en mulighed for at definere en verden, hvor alle kan være værdige borgere uanset hudfarve, etnisk tilhørsforhold, religion eller politisk holdning. Vi er alle borgere i demokratiets fabelagtige struktur; kristne, hinduer, socialister, muslimer, sorte og hvide. Din baggrund er ligegyldig, så længe du respekterer kravet fra demokratiets side om lydighed overfor grundreglerne. Folkesjælen, den psykiske overbygning på demokratiet, er yderligere et grundkrav at respektere, det er den enhed der giver den ægte fællesskabsfølelse, og denne del er den sværeste at forstå og indgå i, men det er endemålet.

Jeg mener at vi høster væsentlige erfaringer af vores kamp for det libyeske folks frihed. For det første, er det en væsentlig erfaring, at de arabiske lande også vil have demokrati. Derfor er demokratiet det reelle redskab vi kan bruge til at redde verden med. Det er et resultat af internetrevolutionen. Facebook, blogs og så videre, har givet verdens befolkning en smag for den frihed der ligger i at kunne ytre sig som de har lyst. Den fornemmelse er ikke til at stoppe igen, uanset om man hedder Ahmadinejad, Gadaffi eller Assad.

Vi har altså pludselig et fælles projekt med den arabiske verden som kan bringe os sammen. Når først man deler værdier, så er kommunikationen også til at få i gang. Der er lang vej endnu, men vejen er banet for en omstyrtelse af det islamiske styre, og indførelse af demokratiet i den arabiske verden.

Såvidt de eksterne erfaringer. De interne erfaringer er også gode, og peger det rigtige sted hen. Søren Pind er vågnet til dåd og kæmper i disse dage med demokratiets våben imod den kriminalitet og respektløshed overfor det fælles som findes i mange ghettoer i Danmark. Jeg mener at hans kamp imod gangsteren Mahmoud Khalil Salem er en retfærdig kamp imod et selvophøjet voldsfikseret samfund. Et samfund hvor den stærkes ret hersker. Stammementalitet, broderloyalitet, mandschauvinisme og undertrykkelse er her reglen. Hadet og fordommene er det som hersker, racismen er det grundlæggende ethos, og volden er det naturlige udtryk for denne korrumperede ideologi der hersker i de forbandede klaner.

Demokratiet har sine våben imod disse stærke voldspsykopater, og demokratiet skal forsøge at forsvare de svage. For i situationen hvor den stærkes ret og banderne hersker, vil det altid være den lille og den svage som betaler. Det vil være pensionisterne, børnene, kvinderne dem med hvidt eller helt sort skind som betaler for demokratiets kapitulation i ghettoerne. Derfor er det en kamp for de svage at forsøge at få retsstatens regler til at virke i ghettoerne også.

Men i sidste ende er den vigtigste erfaring vi har gjort i kampen for libyernes frihed; at vi har noget af værdi som er værd at kæmpe for. Hvis libyerne er villige til at kæmpe så hårdt for demokrati, gå i døden for en ide, så må det betyde at det har værdi. Denne værdi er langsomt ved at gå op for os, og det er denne proces der i sidste ende vil redde os. Det vil tage noget tid at erkende demokratiets grundlæggende kvalitet, at se dens guddommelige retfærdighed, dens udstrakte frihed, dens varme solidaritet, men erkendelsen af dens kvalitet vil, forhåbentlig, langsomt brede sig i verden, og hermed fungere som den gødning menneskeheden har brug for for at blive fri og søgen den endelige oplysning som vi fortjener.

Denne proces kaldes for en renæssance.

NATO og Fogh Rasmussen

i Leder af

Anders Fogh Rasmussen, leder af NATO er en meget bestemt herre. Han har sine klare styrker og svagheder. Jeg har tidligere kæmpet en del med ham her i Danmark, så jeg kender til hans ideologi og motiver.

Lad mig sige det helt klart; Rasmussen er ikke en herre man skal undervurdere. Han er knivskarp, ekstremt diplomatisk, stærk og meget dygtig. Han er yderligere meget ideologisk drevet og kompromisløs når det handler om ytringsfrihed. Det var han i hvert fald da han forsvarede ytringsfriheden i Danmark.

Men han har også sine klare svagheder; han er meget ærekær og er til at købe. Det betyder, at man aldrig kan stole på ham hundrede procent, der vil være situationer hvor han vælger sin karriere og sin mulige position i historiebøgerne fremfor sin idealisme.

Den næste svaghed for Fogh Rasmussen er hans gammeldags holdning til politik. Den nye måde; at drive politik etisk og i henhold til de grundlæggende principper for demokratiet, er ikke Fogh Rasmussens metode. Han arbejder som diplomat, forsøger at få de forskellige interesser til at mødes, og banke de genstridige parter sammen i et hele. Han er altså primært en magtmand og sekundært en idealist. Det er det muliges kunst han arbejder på. Derfor forsøger han, reelt, at få de arabiske lande og Tyrkiets interesser til at mødes med den demokratiske alliance.

Denne strategi er dømt til at mislykkes, og den modarbejder de resultater den demokratiske alliance allerede har opnået. Den demokratiske alliance er drevet af visioner, idealer og har haft stor succes med det.

Hermed er det meget væsentligt, hvis NATO skal fungere som en paraply over den demokratiske alliances sejre, at Fogh Rasmussen erkender det idealitiske drive, og finder dette drive frem i sig selv. Det er muligt at det har ligget sovende i hans sjæl, siden han stod der og kiggede ud over roemarken i Jylland, og drømte om at gøre verden bedre og lade folkeoplysningens fakkel svinge højt over sit hoved. Men han skal formå at finde denne fakkel frem i sig selv igen, hvis han skal formå at blive en ordentlig boss for NATO.

Han skal, ligesom Obama, Sarkozy, Cameron og Løkke Rasmussen bære ved til den renæssance som så småt er ved at vise sig i øst. Hvis ikke han formår dette, vil han falde som leder og NATO med det.

Retssagen imod Lars Hedegaard, Østre Landsret

i Leder af

Jeg står snart anklaget ved statsadvokatens mellemværende for et interview jeg foretog for halvandet år siden med Lars Hedegaard. Første omgang gik skidt, Lars valgte at lyve om interviewet fremfor at føre sandhedsvidne om sagen. Det var egentlig meget enkelt; Lars blev beskyldt for at være racist fordi han have kritiseret Islam, specielt var det hans kritik af den ubehagelige praksis der, beviseligt, findes indenfor mange muslimske familier; at bruge voldtægt som straf overfor de stakkels piger. Denne kritik er valid, har sine kilder man kan gå til, og kan selvfølgelig fremføres i retten. Det var plottet for retssagen, troede de fleste. Hedegaard valgte imidlertid at forsøge den udvej at skyde skylden på mig, og de fleste af Hedegaards støtter valgte at mene at han havde ret. Det havde de ikke, det kunne jeg bevise, på skrift. Så er jeg sidenhen gået hen og blevet groft upopulær i de fleste borgerligt akademiske kredse, hvilket jeg er ligeglad med, for det er prisen for idealisme, min idealisme der går på at sige sandheden.

Nu kommer så anden akt i føljetonen, vi skal i Østre Landsret den 26 april. Meget afhænger af denne session. Hvis Hedegaard bliver dømt som racist vil hans omdømme lide et alvorligt knæk, og det vil have vide konsekvenser for Trykkefrihedsselskabets indflydelse på den offentlige dagsordnen.

Hvad skal der til for at vende bøtten? Ja, der er ikke så meget andet at gøre end at vælge sandhedens vej; forsvare standpunktet og tage konsekvenserne. Det er muligt at det fører til en racismedom, men så er skibet i det mindste gået ned med kaptajnen ved roret, det vil give Hedegaard lidt af den tabte ære igen.

Altså, op på hesten igen; argumenter for påstanden, bevis at muslimer har disse ubehagelige tendenser. Det er nemt, det vil give masser af seriøs omtale, og det vil presse de udyr indenfor de uoplyste klaner som udnytter pigerne.

Man skal huske på, at det også er et stort problem for familierne selv. Der er ingen indenfor de klaner i Danmark der har problemerne, der selv er stolte af det. Ligesom vi vil de også, hellere end gerne, være en del af en verden hvor retfærdighed og solidaritet hersker. Derfor er det en bjørnetjeneste at gøre klanerne ikke at kritisere dem. Vi ser nu i Libyen og de arabiske lande generelt, at de gerne vil vores værdier, og så nytter det ikke noget at vi ikke selv kan stå op for dem.

Set ud fra et retsfilosofisk perspektiv, møder vi i retssagen en mængde modstridende principper. For at diskutere disse principper er det nødvendigt at diskutere hvad retsstaten er. Jeg har fundet denne tekst frem som konstituerer grundlaget for retsstaten. Teksten er en meget berømt egyptisk tekst fra tiden i det der kaldes “kongedømmet i midten”. Egypten filosofi er, primært formidlet igennem Hellas, det grundlag som ligger under de centrale institutioner og principper vi har for vores moderne stat. Lad os kigge lidt på sagerne.

Teksten er på engelsk, og hedder “Tale of the eloquent peasant”. I denne tekst forsvarer en bonde sig imod en rigmand som har stjålet noget af bondens gods. Den kommer her.

Look, I am pleading to you, and you do not hear—
I will go and plead about you to Anubis
Take heed of eternity’s approach! Wish to endure,
as is said “Doing Truth is the breath of life.”
. . .
Do the scales wander?
Is the balance partial?
And is Thoth lenient? If so, then you should do evil!

Speak not falsehood, you are the scales!
Stray not, you are the standard!
Look, you yourself are the very scales:
if they tilt, then you can tilt.
Only the goodness of the good
man is good beyond him.
But Truth itself is for eternity.
To the necropolis in its doer’s hand it descends;
He is entombed, earth joins with him;
but his name is not effaced on earth.
He is remembered for his goodness.
It is the standard of God’s work.
If it is scales, it tilts not;
if a balance, it is not partial.

I denne lille klassiske tekst som kan genkendes ved retsstatens symbol; den blinde gudinde med vægtene, giver udtryk for to ting:

For det første er det grundlæggende ideal, at retfærdighed skal gives af dommeren upartisk. Dommeren skal lytte til argumenterne og lade de argumenter der bærer den største sandhedsværdi, være de afgørende.

For det andet er det som ligger på vægtene sandheden.

Jeg har hele tiden været sand, det vil jeg blive ved med. Det er muligt at det ikke er opportunt i forhold til kampen imod Islam, men jeg nægter at bøje mine idealer i mødet med det opportune. Vi kan ikke stå som forbilleder for den arabiske verden hvis vi ikke selv kan leve op til værdierne. Så i respekt for retsstatens grundlag vil jeg sige sandheden, den fulde sandhed til retsmødet, og så må vi håbe at dommeren kan give den reelle retfærdighed.

Go to Top