Nyheder/analyse

  • Sharia i Danmark

    af Dansk politi har mistet voldsmonopolet der hvor sharia domstolene råder. Det giver sig udtryk i, at de bliver stenet ud af ghettoerne. Det siger jeg ikke for at sige noget negativt om politiet, tværtimod. De har kæmpet med ryggen imod muren i mange, mange år. Først nu, er der begyndt… Læs videre

Nu kommer krigen

i Leder af

Krigen imod Islam er lige om hjørnet. Vi skal vinde den, og det gør vi ved at kæmpe for vores demokrati imod islamismen. Hvordan gør vi det? Hermed en lang analyse.

Først og fremmest er det væsentligt at erkende hvem vi er, altså hvem er demokraterne? Til det bør man erkende hvad demokrati er. Demokrati er en styreform som er udviklet i Mesopotamien, i det område vi i dag kalder for Irak og omegn. Denne styreform var (og er) en måde at styre en by på, en polis. Det er derfor vi kalder det politik. Styreformen blev primært formidlet til den vestlige verden igennem de græske bystater; Athen, Sparta og andre byer. Teoretikere som Aristoteles og Platon er de primære formidlere. Et moderne demokrati er imidlertid ikke helt det samme som det man havde i Mesopotamien og Grækenland, det har udviklet sig videre efter den franske og amerikanske revolution. I dag består det af en blanding af kongedømme, folkeforsamling, retsstat, religion, universitet, politiske partier, udøvende magt, forsvar, velfærdsstat og meget andet. Det er et meget avanceret og udviklet system, som er svært at overskue, men kun virker fordi hver del af demokratiet varetager sin funktion i det avancerede, og smukke system. De liberale er f.eks. ansvarlige for friheden; det frie ord, den fysiske frihed, den økonomiske frihed, socialisterne er ansvarlige for solidariteten, velfærdsstaten, fællesskabet, de konservative er ansvarlige for retsstaten, forsvaret, kongehuset. Der ligger en del teori bag opbygningen af en polis, som jeg ikke skal trætte læseren med, blot konstatere, at det virker fint, og havde det ikke lige været for EU og islamismen, så havde det kørt ufortrødent videre, og havde kunne fungere i evigheder. Fordi det balancerer.

Fjenden er også en relativt avanceret størrelse. Den farligste fjende er Iran. Styret i Iran er det som kaldes for en islamiske republik. Det vil sige, at den knytter sig til bystatsideen også. Republik er det som Platon kalder sin styreform, og denne knytter sig til den Mesopotamiske civilisation. Men det er en langt mindre avanceret ide; den bygger på et råd af mullaer, som styrer det meste via et senat, herudover har det en præsident (Ahmadinejad) og en folkeforsamling. Det fungerer utrolig dårligt hvilket den iranske folk kan skrive under på. Fordelen for Iran har imidlertid været et tæt samarbejde med Sovjet og KGB agenter. Disse folk har dels udlært iranerne i efterretningstjenesternes spil, og de har givet dem atomteknologi. Det vil sige, at de har arbejdet med undergravende virksomhed, likvidering, mediespil (Hamas og Outlandish bl.a.), forsøg på at påvirke den akademiske verden, you name it you hate it.

Ved siden af, og i konkurrence med Iran, er Saud i arabien. Denne stat er et klassisk kongedømme, det vil sige at en familie sidder i toppen af et hierakisk ordnet samfund. Den muslimske kirke (moske) styrer samfundet med hård hånd, og den teoretiske udvikling sker de spirituelle centre. Den primære ideologi pt., skulle være Wahhabismen, som bl.a, Osama Bin Laden laver propaganda for. Denne Sunnimuslimske ideologi kaldes for et kalifat. Det har også en dansk udstikker som man kan finde på khilafah.dk.

Den aktuelle krig i Mellemøsten er altså en krig imellem den islamiske republik, kalifatet og demokratiet. Hver styreform har sine tilhængere og modstandere. Det er lidt svært at gennemskue, men f.eks. er det iranske folk stærke fortalere for demokrati, Israel er demokratisk, og der er andre der er på vores side. Konfliktern udspiller sig som en folkelig opstand og som en statsstyret udfordring. Demokraterne er til stede, fysisk i form af USA og Israel. Israel har et meget stærkt militær og USA har en del allierede i Mellemøsten, bl.a. Egypten og Saud i arabien (Saud i arabien spiller dobbeltspil). Iran har en del allierede bl.a. Hamas, Syrien, Hizbollah i Libanon.

Det afgørende moment for udviklingen af krigen er imidliertid ikke hvad der sker i Mellemøsten, men hvad der sker i Europa. Mellemøsten spiller en begrænset rolle i det verdensøkonomiske system. Selvom Ahmadinejad holder i hånd med flere stater i Sydamerika, så er Mellemøstens kampe noget som sker i Mellemøsten. Men hvis krigen spreder sig til Europa, og det gør den sandsynligvis, så vil det have en indvirkning på det meste af verden, for Europa er fødestedet for den filosofi som er styrende i det meste af verden, og Europa har mange venner. Den katolske kirke er f.eks. styret fra Italien, men har et netværk som dækker det meste af verden, udviklingen i Europa følges også tæt af USA, som har sine rødder i Nordeuropa. Så det er altså en meget væsentlig del af verden islamisterne har kastet deres grådige blikke på.

Europa er stærkt infiltreret af islamister i mange afskygninger, og det ender med et form for opgør, det er sikkert som amen i kirken, men opgørets form er stadig ikke afgjort. Europæerne har endelig fået øjnene op for at multikulturen ikke lige er en ideologi som holder, og der bevæges langsomt hen imod en opgør imod islamismen. Den dybt naive integrationspolitik, som virkelig har skadet sikkerheden i Europa er også langsomt ved at vende, og der er gode tegn, men det er for sent for nogle lande.

Islamisternes krigsstrategi kan læses i koranen, og den er fuldstændig ligesom vores egen vikingestrategi; snyd, bedrag, vold og mord. Denne strategi bruger Gadaffi i Libyen og denne strategi kan meget vel blive den gældende i Europa. Vi står stadig i en kold krig imod islamisterne, altså efterretningstjenesternes krig imod hinanden, men kommer vi til en varm krig, så bliver det et slagtehus. Enoch Powell sagde det så malende i sin berømte tale, som han blev ekskluderet af det gode selskab for; rivers of blood.

Konflikten vil have karakter af borgerkrig, idet det vil være civilie imod civile. I nogle lande vil det lykkes staten af beskytte borgerne, Danmark vil muligvis være et af dem, Tyskland ligeså, men Sverige vil ikke have den infrastruktur som er forudsætningen for at kunne beskytte borgerne, de vil heller ikke være mentalt forberedte, så Sverige vil falde som land, og alle svenskerne vil skulle forsvare sig selv fysisk, det kan de ikke, så de vil enten dø eller forsøge at flygte. Problemet med dette vil være at Danmark så vil skulle kæmpe imod en islamiske stat som ligger lige ved siden af, det skal nok blive muntert. Og ja, stakkels svenskere, men de høster som de har sået.

Potientielt vil Europa, og specielt Nordeuropa stå overfor hungersnød og store problemer med infrastrukturen. Det er relativt nemt at sætte den avancerede europæiske infrastruktur ud af spil. Det vil betyde at der ingen energi kommer ud til husene, at vandet bliver lukket og at der ikke er muligheder for at købe mad. Det vil betyde massedød og kamp i gaderne om sikkerhed, mad, osv. Specielt de store byer vil være hårdt ramt. Indvandrene som ofte er organiseret i klaner og storfamlier har en organisation at falde tilbage på, og ude på landet skal man nok klare sig, men de danskere der bor i byerne vil dø hvis de ikke lykkes med at flygte. Alternativet er en prostitueret form for samværd med klanerne. Det skal nok blive muntert, men det er ligesåvel således at dem der bor i byerne høster som de har sået. De danske byboere har været de primære fortalere for multikultur osv. og det kommer de nu til at betale for.

Staten skal forberede sig til krisen. Der skal samles forråd, der skal diskuteres strategi, der skal sættes et nødberedskab op, der skal forberedes på en evt. borgerkrig. Ideologisk set har det lykkes os at blive afklaret om hvem vi er og hvad vi kæmper imod, så vi kender vores venner og vores fjender. De fleste danskere har jeg mødt en positiv kontakt fra; liberale, socialister og konservative,kapilisterne og den danske kirke er mig venlig stemt. Så jeg oplever, som demokratisk filosof med speciale i bekæmpelse af islamismen, en parathed i forhold til at forsvare samfundet i den krise vi går imod, vi kommer til at stå sammen. Derfor skal vi være rolige, og holde os målet for øje; et sikkert Danmark med fred.

Jeg elsker mit lille, forpjuskede og ædle land med det store hjerte, og det vil jeg kæmpe for, sammen med alle de andre som kommer til at stå ved min side. Det bliver hårdt, men det er muligt at komme igennem hele balladen. Så der er lys for enden af tunnellen, men det bliver ikke nemt, og vi kommer til at miste meget. Men vi ender med at sejre og skabe en ny verden og et nyt land for enden af tunnellen.

Hvad nu Danmark og Israel?

i Leder af

Iranske krigsskibe ligger til ved syriske havne, Al Queda lignede stater popper op i Libyen, Europa lider i armene på det korrupte EU. Mellemøsten er ved at kaste den europæiske hammel af sig, og vil sandsynligvis vende tilbage til Islam som styreform. Det totale kaos er tæt på, hvad gør Danmark og hvad gør Israel?

Først og fremmest bør begge lande forholde sig roligt og afklaret til situationen. Det er kritisk, men det er ikke så kritisk at der ikke kan gøres noget. Der er positive tegn idet Nato er begyndt at rykke på sig. Det er et ekstremt godt tegn, fordi det grundlæggende problem for Europa, og dermed europæernes støtte til Israel, er EU. Organisationen er intransperent, uduelig og en større fordel for vores fjender end for de allierede. Derfor bør der krydses fingre for at Nato kommer til at koordinere de europæiske landes håndtering af Mellemøsten. Til alt held for Europa har NATO en ekstremt kompetent leder i den tidligere statsminister for Danmark; Anders Fogh Rasmussen. Vi er personligt ikke så gode venner, fordi jeg kritiserede Anders Fogh Rasmussen for at sælge Danmark til EU, men jeg respekterer hans kompetence, og han har hjertet på det rette sted. Han skal nok kunne handle fornuftigt, og han er modig og dygtig.

Derfor kan det give mening at tage initierende kontakt til NATO for at lave nogle fornuftige aftaler. Situationen er allerede ude af kontrol, men der er masser af muligheder. Vi får krig i en eller anden form, og det er bare sådan. Derfor skal vi forberede os effektivt, modigt og intelligent på den kommende krig med islamismen. Vi skal gøre os klart hvad vi vil opnå; ressourcemæssigt, politisk og humant, og så skal vi kæmpe for det.

Det er, for mig at se, klart hvad vi kæmper for, vi kæmper for demokrati, og en verden hvor det enkelte menneske har mulighed for at finde oplysning på den måde han eller hun har brug for eller lyst. Vi kæmper for vores frihed, for den vil vi miste hvis islamismen får overtaget, og vi kæmper for kærligheden, for kærligheden kan ikke findes i en situation hvor alting dikteres oppefra af en mullah med hans hundredetusinder af regler. Vi kæmper for alt det vi har som vi tager for givet, for det kan blive ubærligt at miste det, og det kan vi ikke tillade.

Filosoffen og krigeren

i Leder af

Jeg kender Anders Gravers rigtig godt, formanden for foreningen Stop Islamiseringen af Danmark. Jeg ved hvad han står får, i alt det vi har udviklet sammen. Og Anders er blevet anklaget og dømt for at bruge Kurt Westergaards tegning med Mohammedhovedet, det er urimligt, hvorfor?

Fordi der ikke er noget racistisk i Anders ideologi. Anders kæmper for Danmark, han kæmper for det danske folk, han baserer sine ideer på Grundtvig og Sokrates. Ikke på Socialdarwinismen. Den ideologiske filosofi vi lavede sammen, var ikke racistisk men folkelig. Med andre ord var og er der plads til alle i vores version af grundtvigianismen, også dem med en anden hudfarve.

Det er ikke rimeligt at Anders Gravers bliver forfulgt. Ja, han er formand for en modstandsbevægelse, men denne bevægelse skal være der. Den skal være der fordi vi bevæger os imod krig. Hvis først det lykkes Amhadinejad at udvikle atomvåben, så vil han trykke på knappen, og vi vil reelt være i krig. Det er meget enkelt, en relativt simpel atombombe sprunget i atmosfæren kan ødelægge alle elektriske installationer i Europa. Det vil betyde at alt går i stå; forsvaret, bilerne, varmeværkerne, al elektronik og så videre. I den situation skal man kigge til venstre og se hvem man slås for og sammen med. Det vil være realiteterne. De illoyale vil dø, for der vil ikke være nogen der vil passe på dem, og de kriminelle vil styre det meste, for den danske stat er ikke forberedt ordentligt på en styring af landet uden elektronik. (Se videoen på forsiden for at få en forklaring)

Anyway, når vi er der, så skal vi have noget at samles om, som ikke bliver styret af medierne, det skal være noget folkeligt, det skal være noget der kommer fra Grundtvig, og det skal være noget som giver os mulighed for at revatilisere vores oprindelige gudetro, for dem får vi brug for i den krig, der kommer hvis den kommer. Vi skal genfinde troen på aserne, de vil være vores redning.

Kald mig naiv, kald mig utro, jeg er ligeglad. Vi har nu opstillet de grundlæggende piller for den tro der kan redde os hvis først krigen starter og staten forsvinder.

Det var det projekt jeg havde sammen med Anders Gravers. Det står jeg ved, og jeg står ved det sammen med en ven; krigeren.

Det iranske demokrati

i Leder af

Iran, det tidligere så stolte Persien, har lidt og lidt under det islamiske åg. Siden Islam blev indført for over tusind år siden har det fjernet sig fra sine egne rødder; Zoroastrianismen, denne vidunderlige, fabelagtige, imponerende menneskelige filosofi af den den persiske tænker Zoroaster. Nu kæmper perserne for demokrati, men det bør, hvis det skal være et ægte demokrati, være et demokrati der bygger på Persiens egne traditioner. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad iranerne selv vælger, men sammenligner man de trosretninger der har været i Persien, så er der, for mig at se, en ide i at vende tilbage til zoroastrianismen, fordi den repræsenterer en unik og meget udviklet livsfilosofi.

At bygge et demokrati op er ikke nemt, det er en meget kompleks struktur som indeholder retsstat, senat, tribun, og folkeforsamling. Skal systemet skrues ordentligt sammen, skal det ske på befolkningens præmisser, således at det bliver farvet henimod folkets præmisser. Det danske folk er helt anderledes end det iranske, så man har selvfølgelig forskellige preferencer. Det bliver den store opgave iranerne står overfor, hvis det lykkes dem at vælte ayatollaerne af pinden; at skabe et afbalanceret demokrati som indeholder alle de demokratiske elementer i lige den rette dosering. Det er ikke let, der findes ingen fast opskrift, men kun principper for arkitekturen som skal nuanceres i forhold til de enkelte folk.

Jeg håber det lykkes 🙂 Der er krydset fingre.

Egypten

i Leder af

Egypten har nu muligheden for at finde sig selv igen efter så mange år med først hellensk styre, kristent styre og derefter islamisk styre. Viljen er der i Washington, tiden er moden med de muligheder der ligger for oplysning i nettet. Traditionerne for oplysning, som kommer fra Egypten har nu mulighed for at vende tilbage. Jeg ønsker det brændende for egypterne, hvis først de formår at finde tilbage til udgangspunktet for verdens civilisation, så er der håb for mennesket, så kan vi muligvis undgå den altomsluttende apokalyptiske krig som er på vej med Irans jernvilje for krig, to, måske kun et år, har vi at løbe på før ayatollaerne kan trykke på den røde knap.

Men vejen tilbage for Egypten bliver lang, og det vil kræve en stor tålmodighed, uddannelse af befolkningen, reetablering af forskningscentrene i Lun, Memphis og andre væsentlige egyptiske byer. Ja, processen bliver uendelig lang, men vi har muligheden for at starte den nu. Man skal ikke være naiv, det Muslimske Broderskab lurer i kulisserne, Hamas og bedouiner bekriger de egyptiske styrker i Sinai ørknen. Ja det bliver svært, men jeg håber, for egypternes skyld, og for resten af menneskeheden, at egypterne, som det første folk, finder tilbage til de traditioner de selv skabte. De lever i ruinerne, og Vesten har arvet ideerne, men det skal føres tilbage til Egypten nu, for der kommer de fra, og der skal de vokse igen.

Godt gået Obama, jeg håber du får æren for det 🙂

Lad os lige fejre det, os få, som stadig holder de egyptiske ideer højt, med vores lille Ra digt. Der er ikke så mange der forstår det i dag, men vi få gør, og det er måske kimen til noget nyt.

O Ra!
Master of Truth
Living of Truth
Rejoicing in Truth
Formed of Truth
Eternal through Truth
Abundance by Truth
Constant in Truth
Rich by Truth
Adorned by Truth
Shining by Truth
Satisfied by Truth
United to Truth from his beginning

Den kulturradikale racisme

i Leder af

De fleste normale danskere er enige om en ting; racisme er skidt. Det har de ret i, der findes ikke flere menneskeracer, kun én; mennesket. Men de fleste vender ansigtet væk fra de farlige racister; de kulturradikale; Politiken, Gyldendal, P3, X factor. Hvorfor? Fordi disse idle racister promoverer racismen i skjul af en bekæmpelse af den.

Ofte er argumentet; vi bekæmper racismen fra DF. Dette er også flot, og jeg er enig, den del af DF som er reelt racistisk skal man ikke beære på nogen måde, og jeg tager også stærkt afstand fra den. Jeg anerkender og beærere den del af DF som er reelt kæmpende for Danmark uden af have en race ideologi bag sig, altså demokraterne men nazisterne, som indgår i DF´s arsenal vil jeg ikke have noget med at gøre. Men hvordan kan denne “DF afstandstagen” være udgangspunkt for racisme i det kulturradikale parnas? Jo, det er en lidt mystisk projektion som reelt gør de meget magtfulde kulturradikale til de reelle formidlere af racismen. I stedet for bare at ignorere begrebet, så gør de hvad de kan for at “blande racerne”. Man ser det tydeligt i programmet X faktor hvor deltagerne tydeligt er castet efter hvilken race de har. I USA opererer man åbenlyst med forskellige menneskeracer; causasian (hvide) og afroamerican (sorte). Men de kulturradikale caster bare på hudfarve, de skal have en hvid en sort en brun, og så er de glade. De vælger altså deres venner og ser deres verden ud fra hudfarvens præmis. Det er racisme. Det er muligt at man forsøger at bekæmpe racismen ved at blande “racerne”, men man har godtaget den racistiske præmis, og med det bliver man selv racist.

Løsningen er selvfølgelig at opløse raceideen, det er ret nemt, for den er, hvis man betragter dens ophav: socialdarwinismen, en uvidenskabelig og reelt forkert terori. Der findes ikke forskellige menneskelige racer, der findes kun en race når det kommer til arten mennesket, nemlig mennesket. Så har vi selvfølgelig lidt forskellige fjerdragt og hårtype, men vi er stadig kun en race.

Derfor bør alle anstændige mennesker bekæmpe både den nazistiske racisme såvel som den kulturradikale racisme, for dermed, endeligt at lægge Hitlers projekt i graven. Vi er et folk, men det er vi primært p.gr. af vores kultur, ikke på grund af vores hudfarve.

Fjenden er Iran

i Leder af

Man bliver nødt til at sætte ansigt på sin fjende for at kunne bekæmpe ham eller hende. The bad guy, dukkemesteren, udgangspunktet for al islamisme er; Iran. Det er, for mig at se, efterhånden tydeligt. I den aktuelle situation i Egypten, er det tydeligt, at Iran har en central rolle at spille i urolighederne. De egyptiske islamister; Det muslimske Broderskab er tæt knyttet til Hamas. Hamas er en islamistisk forbryderorganisation som har til huse i Gaza. Hamas er, i den sidste tid, blevet mere og mere prof. og denne professionalitet må komme et sted fra. I følge min efterretninger er der en direkte forbindelse imellem Hamas og Iran. En stor del af deres ledere er trænet i Iran. Hermed hænger det Muslimske Broderskab og Iran relativt tæt sammen.

For at diskutere Irans metoder, kan det være fornuftigt at forholde sig lidt til deres undervisere. Deres undervisere er, efter efterretninger af iranske dissidenter her i Danmark; KGB. Iran har lært en hel del af KGB igennem tiderne. Så for at finde ud af hvordan de virker, hvilke metoder de bruger, kan det være godt at kende lidt til KGB. KGB var (og er), efterretningstjenesternes moder. KGB er langt mere professionel end CIA og PET. Deres metoder er ekstremt effektive, og fuldstændig blottet for moral. De opererer med proxy organisationer. Hvilket vil sige skuffeselskaber i skuffeselskaber. I dag har Iran et utal af organisationer de styrer med hemmelig hånd.

Et andet væsentligt modus operandi er kulturlivet, det akademiske liv, medierne. Her arbejdede KGB målrettet imod en undergravelse af fjendens infrastruktur og vigtigst; nedbrydelsen fjendens moral. Hvis man kunne få et land til at nedruste, er det den ultimative sejr, hvis man kan få et land til miste troen på sit eget system, er det en sejr, hvis man kan få kvinderne til at prostituere sig, er det en sejr. Denne strategi ser vi tydeligst i Egypten hvor det Muslimske Broderskab har oprettet popgrupper. Vi ser det også i Danmark hvor popgrupper som Outlandish, og nu den koncertaktuelle Burhan G har åbenlyse kontakter til det Muslimske Broderskab, og har forsøgt at tale for islamisme i Danmark. (Det er, i øvrigt, et kapitel af islamiseringer af Danmark som vi endnu ikke har taget hul på, og den meget farlig del af Irans reelle operationer i Danmark).

Hermed er modstrategien også relativt enkel; man skal, Som Sun Tzu siger (inspiratoren til KGB) kende sig selv, og kende sin fjende. Vi skal genoprette vores egen moral, troen på vores system, og vi skal oplyse fjenden; Iran.

Demokrati giver kærlighed

i Leder af

Vi er deprimerede, fordi vi ikke tror på vores styre; demokratiet. Men lad mig sige det, som platonisk, idealistisk filosof. Demokratiet er, uden sammenligning, det smukkeste, mest velfungerende, mest spirituelle og erkendelsesfulde system menneskeheden har opfundet. Fra sin start i Mesopotamien for snart syvtusinde år siden, som inspirator til Babylons porte, som grundlag under Karthagos svimlende søjler, Athens stræbende civilisation, Roms tusindårsrige, Byzans storhed, franskmændenes Napoleon, briternes Magna Carta og Danmarks Grundtvig. Alle disse trækker de på den hammel som har ført os til månen, som giver os en verden med kontakt til naturen, som inspirerer os hver dag, fordi vi har friheden til at tænke selv, muligheden for at finde kærligheden på lige præmisser, evnen at kigge efter det mindste atom med egen øjne, muligheden for at hjælpe mennesker over ellers uhelbredelige sygdomme. Alt dette, startede for æoner siden i glemte byer som On, Eridu, Memphis, og lever stadig i dag i hvert åndedrag vi tager, i hvert streg vi slår med pennen, i hvert blik vi sender imod stjernerne.

Vi ved det ikke, men jeg ved det, for jeg har forsket, og forsket og forsket i apokryfe bøger, i hermetisk litteratur, i platoniske værker, for at finde ud af hvad demokratiet er. Jeg ved det, og jeg ved, at demokraiet, uden mulig sammenligning, er den islamiske republik uendelig overlegen. Ja, der er også kvaliteter ved den islamiske republik, og den åndelighed islamisterne udviser er bedre end vores i dag. Men grundsystemet er behæftet med fejl, og disse fejl kommer fra en person, en person som ikke kendte til grundlaget for demokratiet; Mohammed. Mohammed var en uklog mand, og denne uklogskab; hans insisteren på uretfærdige straffe, hans syge forhold til seksualitet, hans morderiske gen, var ikke helligt, det var uhelligt. Så hermed bliver kampen imod Islam kampen imod Mohammed. Ikke fordi man ikke vil spiritualitet og kærlighed, nej fordi Mohammed ikke ville kærlighed og kunne ville had. Det er primitivt, det er ikke Egyptens smukke, poetiske værdier værdigt. Det er at trække mennesket ned i materien, uden reel kontakt til lyset.

Derfor skal vi kæmpe for demokratiet, i opposition til denne uhellige fjende vi har fået; fordi det vil give kærlighed.

Hadet fra DF

i Leder af

Jeg har hele tiden kæmpet imod hadet, hadet fra islamisterne, hadet fra venstrefløjen, hadet fra nazisterne, hadet fra snart sagt hvem som helst. Derfor har jeg, til dels, været sympatisk overfor Dansk Folkeparti, fordi de er blevet hadet af det kulturradikale parnas og hang arounds. Nu er det så blevet sådan, at Dansk Folkeparti hader mig. Eller store dele af Dansk Folkepartis styrende kræfter hader mig, fordi jeg stod op for mig selv i en reelt ulige situation. Jeg var den lille der skulle kæmpe imod en uhyggelig overmagt. Præcis som Dansk Folkeparti har skullet det så mange år. Hermed bliver offeret gerningsmanden.

Hvori ligger forskellen i det jeg vil, og det Dansk Folkeparti vil? Grundlæggende er der mange ting vi vil sammen; bekæmpe islamismen, bevare demokratiet, stå op for det danske folk. Store dele af Dansk Folkeparti er også reelle i deres forståelse af folket; der er plads til f.eks. jøder. Men der er også dem i Dansk Folkepartis undergrund som ikke er åbne for jøder og andre med en hudfarve som er andet end hvid. Her skiller vores veje, det er ikke en selvfølge at man er hvid i skinnet hvis man skal være dansker. Man kan godt være olivenfarvet som jeg er. Man kan godt være decideret brun som en af mine venner er som elsker Grundtvig. Det afgørende for det danske, er en åbenhed for det danske folk, således at man engagerer sig i det, og forsøger reelt at blive en del af det, og så selvfølgelig respekterer demokratiets krav.

Sådan blev Dansk Folkeparti fældet af deres egen dårlige moral da det kom til stykket, og de skulle vælge imellem Asger og Lars, det kom ikke til at handle om folket og moralen, det kom til at handle om hudfarven og magten.

Loyaliteten

i Leder af

Jeg er loyal. Jeg er loyal overfor Danmark, og jeg er loyal overfor Israel. Jeg er ikke loyal overfor jøderne og danskerne fordi de er racer, men jeg er loyal fordi de udgør et folkeligt fællesskab som jeg holder af og respekterer. Yderligere er jeg loyal overfor de principper som ligger til grund for det styre vi har bygget op; demokratiet. Denne loyalitet er ilde set i disse dage, i dag er folk ikke loyale, det så vi med Hedegaard der ikke kunne finde ud af at stå op for ytringsfriheden, og med Seidenfaden som ikke kunne finde ud af at være loyal overfor Israel og Danmark og det jødiske og danske folk.

Hvad betyder det? Det betyder at de illoyale mister magten, ja dør af deres manglende loyalitet. I denne tid hvor samfundet bliver mere og mere transparent, er det ikke længere muligt at bevare hemmeligheder, jo hvis hele efterretningstjenestesapparatet sættes i værk, som vi så med Julian Assange, men ellers ikke. Vi lever i et samfund hvor man bliver stillet til ansvar for sine handlinger. Det er forskellen på netværkssamfundet og det mediestyrede samfund; hvis man laver noget, vil det komme frem for lyset på et tidspunkt, man står til ansvar for sine handlinger.

Derfor græder de onde og er de gode er vinderne i den nye verdensorden, for de gode kan se sig selv i øjnene og formå at fortsætte på trods af stort pres, for deres handlinger vil ikke stille dem i et dårligt lys.

Platon diskuterer begrebet; retfærdighedens skin. I denne forståelse af retfærdighed lader en magthaver som om at han eller hun er retfærdig, men har alligevel smuds gemt i krogene. For denne type leder er det væsentligt at forsøge at styre informationsstrømmen, fordi en fri informationsstrøm vil betyde at de vil blive stillet til ansvar. Denne mekanisme så vi i praksis i Seidenfaden og Hedegaards tilfælde. De satsede på at de ikke ville blive kritiseret; Seidenfaden fordi han havde magt over det meste af medieverdnen, Hedegaard fordi han ikke regnede med at jeg ville kunne offentliggøre min viden om interviewet. Begge blev de fældet af blogsne. Seidenfaden fordi han blev ubønhørligt kritiseret af blogs som Uriasposten og Snaphanen, Hedegaard fordi jeg har mulighed for at publicere mine ting her på Lykeon. Således lever vi nu i en mere sund op transperent verden, og det er godt for loyaliteten.

Go to Top