Nyheder/analyse

  • Jeg støtter Færøerne!

    af Jeg har lige, på min internationale blog Rubicon.dk støttet ubetinget op omkring Færøerne og deres kamp for at forblive selvstændig overfor Kina. Man kan se det ved at gå ind på rubicon.dk. Jeg vil gerne lige give en forklaring på, hvorfor jeg har støttet hr. Bardur Nielsen så klart. Jeg… Læs videre

Mennesket først

i Leder af

For mig at se, er det største problem for Islam, at det ikke behandler mennesker som mål, men behandler mennesker som middel. Det er ikke Islam der er til for mennesket, men mennesket der er til for Islam. Centralt for Islam står underkastelsen, det er ikke meningen at mennesket skal have sin frie vilje, men omvendt sådan at mennesket skal lyde alle de regler der er i Islam. Dette mener jeg giver en falsk forestilling om at Islam giver retfærdighed. Ideen er, at man analyserer på de handlinger, og de ideer som Mohammed havde, og så, i en uendelighed, indretter verden efter denne Islams første profet. Det er ikke særlig fornuftigt set ud fra et menneskeligt perspektiv. For godt nok kan Mohammed have været en oplyst person, det har han været i nogle tilfælde, og andre tilfælde ikke, hans voldelige adfærd bryder jeg mig f.eks. ikke om. Men den åbenbaring han har fået, kan selvfølgelig ikke bruges i en uendelighed. Verden skifter, og nye situationer af virkelighed dukker op.

Her er det således, at man, i min, og Grundtvigs, perspektiv skal se mennesket først. Man skal forholde sig til, hvad der er godt for det enkelte menneske, man skal så at sige “se” det enkelte menneske. Buber taler også om “du”, altså evnen til at se det menneske der er foran en udenom alle reglerne.

Det kan Islam ikke det ser ikke mennesket, men ser kun reglerne. Der er derfor at et islamisk samfund er meget velordnet men dødt. Ingen sang, ingen glæde, ingen reel kærlighed kan trives i dette ørkenlandskab af gold retfærdighed.

Det er menneskeligt at underkaste sig, specielt kvinder har ofte et drive imod underkastelse, men bare fordi det er naturligt, så er det ikke nødvendigvis godt for mennesket. Jeg mener at man skal se mennesket i den kompleksitet der er, og så følge den, for at nå imod den poetiske livsoplysning.

Jeg og du

i Leder af

Det sværeste i verden er at se mennesker som de er. Ofte tingsliggør vi andre mennesker, og ser dem som midler og ikke som mål. Vi tænker hvad vi kan få ud af dem, og ikke hvem de er. En af de værste fælder vi som mennesker kan falde i, er at se verden som “dem og os”. Det er falsk forestilling, for verden er ikke tosidig, verden er kompleks, det er forkert at se verden “DF er de onde – og vi er de gode”. For verden er for kompleks til at sættes så simpelt op. Der er nogen DF´ere der er usympatiske overfor deres hunde, så er der nogle SF´ere som er naive i forhold til Islam. Sådan er vi så forskellige, men kun når vi reelt formår at se vores næste som det de er, lykkes det os at selv at blive mennesker. For mennesker er vi kun når vi møder andre mennesker uden fordomme, som det de er. Buber, en jødisk filosof, siger det smukt, synes jeg. Det handler om at se “du”, og ikke “det”.

Indhold og ikke form

i Leder af

Den borgerlige fløj fremturer i disse dage med alskens islamkritiske holdninger, jeg synes at det er noget skrammel, det er form uden indhold. For hvorfor er vi Islamkritiske? Er det fordi vi ikke kan lide folk med brunt hår? Nej, vi kan f.eks. godt lide Ayaan Hirsi Ali. Er det fordi Islam er en religion? Nej, hovedparten af Islam har ikke noget med religion at gøre, det er primært en politisk ideologi.

Derfor mener jer, at man bør forholde sig til hvilke dele i Islam man ikke bryder sig om, hvorfor man ikke bryder sig om dem, og hvad konsekvenserne af denne, rimelige antipati, bør være.

Først og fremmest bør vi således forholde os til hvad vi godt kan lide. Primært kan vi godt lide vores frihed. Det har altid været et kendetræk ved danskerne og germanerne generelt. Hvis der kommer en udefrakommende magt og forsøger at tage friheden fra os; EU, Islam, eller anden ideologi, så vil vi ikke være med, men siger fra, og er parate til at kæmpe for den frihed, som ikke skal tages for givet.

Vores frihed ligger i demokratiet. Det smukke ved demokratiet er, at det netop giver en balance imellem firhed og ansvar. Friheden ligger i at vi kan sige lige hvad vi vil, ansvaret ligger i, at vi overholder den danske lov og ret.

Hermed kommer vi til den anden del af de vi godt kan lide; ansvaret. Det er ikke godt når folk snyder, bedrager eller lyver.

Dette system; den demokratiske retsstat, eller, i klassisk forstand kaldet en republik, er det system vi har i Danmark, og som vi godt kan lide. Det står i skærende kontrast til Islam.

I Islam har man, i den iranske version, en islamisk republik baseret på koranen. Det vil vi ikke have her i Danmark. Det giver nemlig mullaerne fuldstændig hånd og halsret over os danskere, og det er selvfølgelig ikke en ønskelig situation. Så er der den klassiske islamiske version som er kalifatet, det er en stor islamiske retsstat; sharia som gælder alt og alle. Igen er det mullaerne der styrer det hele.

Hermed kommer vi til konfliktens kerneområde; sharia imod demokrati. Islamister vil have en islamisk retstat, vil vil have en demokratisk retsstat.

Det er her vi kan tillade os at sige fra. For det er egentlig sådan, at nu har vi i Danmark bestemt os for at vi vil have demokrati, og så skal man ikke komme og lave om på det. Hvis man så gerne vil have sharia, så kan man godt få det i Iran eller et andet islamistisk land. Man er mere end velkommen til at rejse derned og lave lige så meget islamisme man har lyst til, men man kan altså ikke gøre det her.

Konsekvensen ved at ville islamismen bør, efter min demokratiske mening, også være virkelig hård. Det er demokratiets overlevelse vi taler om. Løsningen er repatriering af alle islamister.

Det er efter min mening den eneste holdbare vej frem.

Angsten æder sjæle op

i Leder af

En af de værste følger af Mohammedkrisen er at danskerne er blevet bange, de er blevet bange for Islam. Det var også meningen, så mission accomplished for de islamister der forsøger at gennemføre deres sharia agenda i Vesten.

Men angsten, der har mange og ofte forsmædelige udtryk, har også en modgift, og den hedder mod.

Jeg gennemgik den teoretiske filosofi bag dyden for et par ledere siden, du kan se det her.

Lad os, for praksis skyld, analysere lidt på de handlinger angsten så har afstedkommet, hvem der har klaret terroren flot, og hvem der har givet efter.

Først mener jeg, at vi har én som reelt ikke har bøjet af; han Hedder Kurt Westergaard. Det er tydeligt at Westergaard, uden blusel, og uden nogen form for angst overfor hverken den politiske korrekthed eller Islam har stået distancen. Derfor får han al den ros som han skal have.

Men der er imidlertid andre som ikke klarede den helt i mål, og disse tilfælde kan fortælle os lidt om angstens struktur, og de psykologiske mekanismer den sætter i gang.

Først var der Hr. Anders Fogh Rasmussen. En meget kompetent, omend lidt stiv, statsminister. Han stod ikke distancen. I selve situationen klarede han det godt, men efter kort tid tog han sit gode tøj, og flygtede til en relativ ligegyldig og indholdsløs stilling i udlandet. Det var angsten, og han brød det første princip i Platons teori; en mand forlader ikke sin post. Derfor hører vi heller ikke mere om Fogh Rasmussen, for han viste sig ikke at have det som en rigtig chef og skipper skal have; modet. Vi skammer os lidt over ham, det gør jeg i hvert fald.

Så er der Hr. Lars Hedegaard, som jeg jo, desværre fik givet problemer. Jeg skal lige sige, at jeg selvfølgelig er mere end ked af konsekvenserne af det interview jeg lavede, men at det er fuldstændig ude af proportioner at mene at jeg var skyldig. Jeg lavede et interview, som blev brugt af det socialliberale parnas, skylden ligger altså hos det socialliberale parnas, ikke hos mig. Det var ikke mig der hetzede Hedegaard i mange måneder, det var de socialiberale.

Hedegaard foretog, efter min mening, en fejl. Han undskyldte. Det var der ingen grund til, for alt det han sagde var fagligt funderet. Her foretog også Hedegaard den samme fejl som Fogh Rasmussen; han forlod sin post. Dette vil, hvis ikke han kommer op på posten igen, være en fejl der potientielt kan koste ham hans politiske liv.

Der sker det, rent psykologisk, at folk vender sig imod den svage part når de bliver bange. Det var typisk, i konflikten imellem de socialiberale og Hedegaard, mig der fik skylden, fordi jeg er den svage part. Jeg har ikke mulighed for at komme til orde, selvom jeg prøvede, hermed vender konflikten “den tunge ende nedad”. Tilsvarende ser vi det i forhold til Mohammekrisen. Her er der mange af dem som er bange som skyder på Jyllands Posten, fordi Jyllands Posten er den svage part i konflikten. Det er nemmere at forsøge at lukke munden på JP end alle de islamister der rundt omkring i verden vil Danmark til livs.

Sådan er det at være svag, man risikerer at få al skylden, det er sådan terror virker. Den får den angrebne til at vende sin aggression indad imod sig selv.

Hermed er løsningen på terrorproblematikken også klar, for som Platon siger, er modet viden om forholdet imellem frygt og håb. Det har hele tiden været ytringsfrihedens forkæmperes fordel at de har haft viden. Man ser det også i Holland, hvor Wilders triumferer, fordi han ved hvad Islam er. Eller den sejr jeg mener Hedegaard fik over Ole Birk Olesen, redaktør for bladet 180 grader, i en slåskamp i DR´s Deadline, det var tydeligt, at Hedegaard vidste noget, og Ole Birk Olesen ikke vidste noget.

Viden er det våben vi har, som altid vil være til vores fordel, for virkeligheden er som vi forsøger at beskrive den. Så længe vi er ærlige og sandfærdige overfor virkeligheden, og har modet til at se den øjnene, så vil vi vinde over frygten.

Hvornår stopper den socialistiske racisme?

i Leder af

Det er trist når folk lader sig snyde og gør vold på det etiske fundament under verden og den danske stat. Socialisterne er vant til at betragte sig selv som de gode. Men med en ny medieverden, hvor denne illusion ikke længere kan opretholdes, begynder revnerne at vise sig i den ellers polerede overflade. Lad os tage nogle eksempler; en uhellige alliance med de mest mørke islamistiske kræfter, en uhæmmet og uetisk propaganda for kommunismen i kommunismens reelt sidste dage i 70´erne og 80´erne, en familieødelæggende feminisme, en materialistisk indstilling til sex, drugs and rock´n roll, men værst; en udbredt antisemitisme og racisme overfor jøder.

Den borgerlige fløj har igennem de sidste mange år udviklet en ideologi der reelt skelner imellem den religiøse og den sekulære del af Islam. Hermed har man forsøgt at skelne imellem de nedbrydende og de opbyggende kræfter der er blandt de muslimske medborger i landet. Vi elsker Ayaan Hirsi Ali, og vi tager dyb afstand fra Seidenfaden og hans islamistiske cronies på den yderste PLO front.

Hermed er den borgerlige fløj et skridt foran den socialistiske fløj, idet de reelt ikke er racistiske i deres holdning til muslimer og indvandrere generelt. Dette kan man ikke sige fungere på venstrefløjen. Her angriber DR undertegnede og udråber mig som paranoid, jøderne flygter fra Malmø et stenkast fra København, og ingen socialister rynker et øjebryn. Jeg har selv stået på Rådhuspladsen og hørt på Mordors palæstinensiske hære, deres had, deres heilen, deres råb som var “down, down democracy, down, down Denmark”. Dette afstedkom ingen reaktion i det socialistiske parnas, nej det forårsagede tværtimod en let skjult fryden over de jøder der nu, endelig, kunne smage den smerte som det palæstinensiske “folk” mærkede.

Lad os sige det som det er. Socialisterne er i dag de onde. De accepterer heilen, de lever med udsagn som “down, down democracy”, de accepterer racismen, antisemitismen, progromerne uden af løfte et øjenbryn. Så er man ikke “de gode” længere, så er man de onde.

Jeg anerkender, og respekterer, udgangspunktet for socialismen, ja jeg er selv vokset op i et SF/humanistisk hjem. Men jeg kan ikke leve med, at socialismen, som den ser ud i dag, er korrumperet til at være alt det som det, i udgangspunktet skulle bekæmpe.

Jeg står stadig på bøssernes, jødernes, de svage, naturens og kvindernes side. Men socialisterne har, i dag reelt, forladt deres egne idealer, i en tilbedelse af Islam.

Hvad er mod?

i Leder af

I disse dage med forøges spændingen imellem øst og vest, vi står overfor krig, derfor et af de væsentligste karaktertræk for en vestlig leder; mod. Kun de modige vil formå at gå igennem denne forfærdelige menneskelige tragedie som krigen er. Vi vil opleve forøget antal voldtægter, økonomisk ruin og alle de forfærdelige ting der er ved krig.

Så spørgsmålet er; hvad giver en modig leder? Jeg behandlede emnet i min sidste bog, her kommer lidt tips og erkendelse formuleret af en af Vestens stjerneteoretikere; Platon.

Først og fremmest ser jeg Kong Leonidas, med hans trehundrede krigere, foran den persiske kong Xerxes ved slaget ved Thermopylæ, foran mig. Leonidas var en klassisk spartansk konge, hans respekt for loven, var større en ambitionen om at redde sit eget skind. Og en spartaner  flygtede ikke, men forsvarede deres post til døden.

I følge legenden mødte Leonidas Xerxes ved en lille slugt med meget få mænd. Overfor Leonidas stod en million krigere, Leonidas havde fjorten-femten tusinde.

Jeg ser det for mig, der den første morgen. Spartanerne stod op og gjorde gymnastik, og hyggede sig, for de havde krigen som sport. Ved krig lod de deres hår vokse, og satte blomster på deres rustninger og skjolde. Foran stod Leonidas, en af de mest retfærdige og stolte spartanske konger.

Xerxes, denne persiske opkomling med en gigantisk slavehær mødte her frie mænd der kæmpede for det gode.

Xerxes forsøgte først at købe Leonidas, han lovede ham kongeværdighed over hele Hellas, dette afstod Leonidas fra.

Så sagde Xerxes at han ville skyde så mange pile af, så himlen blev mørk, Leonidas svarede at han ville kæmpe i skyggen.

Dette førte til, at Xerxes sendte halvtredstusinde mand afsted, alle blev slået tilbage af Leonidas styrker, der døde et meget stort antal persere. Dette kom sig af en overlegen træning, og et system som var langt mere professionelt end det persiske. Det persiske rekruteringssystem bestod i at borgere skulle stille med en mængde våben og levere et antal mænd. Med andre ord var de fleste persiske krigere amatører, imens spartanerne var proffer.

Bemærkelsesværdigt ved denne første træfning var yderligere, at Leonidas gjorde det han sagde. Man taler også om, at de doriske grækere (bla. spartanerne) havde harmoni imellem de sagde, og det de gjorde, harmoni imellem logos og ergon.

Der gik et par dage, og som bekendt blev Leonidas forrådt af en hellener til Xerxes. Xerxes tropper fandt en lille sti op bagom Leonidas tropper.

Dette fandt Leonidas ud af, og han skulle foretage en realistisk vurdering af sine chancer. Han vurderede at han ikke ville formå at holde Xerxes tilbage med de tropper han havde, og valgte at sende størstedelen af sine tropper hjem for at beskytte de bystater der lå i Hellas, men for at købe sin tropper tid, stillede han sig op, men trehundrede spartanere imellem de tropper der retirerede og Xerxes.

Så der stod Leonidas så med trehundrede mand imod en million, og kæmpede til han døde. Det betød, i følge lengenden, at athenerne havde tid til at mønstre deres flåde, hvilket betød at de vandt slaget ved Salamis.

Leonidas havde lavet en iskold kalkule i forhold til den strategiske situation. Det var ham klart, at han ikke kunne overleve, men at flere kunne overleve hvis han ofrede sig.

Leonidas var ikke bange, for han havde vurderet det forhold der var imellem frygt og håb. Han vidste at han ville dø, men han vidste også at det offer ville give håb. For det er reelt det som mod er for en ordentlig mand eller kvinde; viden om forholdet imellem frygt og håb.

Hvad nu Sverige?

i Leder af

Det er ikke nemt at Sverige i disse dage; Sverigesdemokraterne stormer frem, maskerne er ved at falde i de hellige intellektuelle haller, det hele er ved at ramle for de politikere og den elite som er vant til at have ret, og nu pludselig har uret. Hvad er der sket? Og hvordan finder Sverige, dette smukke, ærlige og retfærdige land, en vej ud af det morads som det er endt i?

Hermed mit bud på en analyse, og et forslag til hvordan Sverige, reelt, kan redde sig selv ud af den rapide destruktion som landet er inde i.

Først og fremmest vil jeg gerne, på trods af svenskernes store foragt for danskerne, bidrage med min beundring for dette flotte land. De svenskere jeg kender er reelle, ærlige, forholdsvis ydmyge og arbejdsomme. Ja, jeg kan godt forstå at svenskerne ind imellem rynker lidt på næsen over danskerne, som kan være lidt mere “plattenslager” agtige end svenskerne er.

Denne anstændighed og etiske opførsel, er, efter min mening, Sveriges største styrke, og samtidig Sveriges største svaghed. For det giver også en stor blindhed overfor de kræfter i verden, som forsøger at manipulere med dette smukke og stolte land. Man snakker meget om Sveriges “blå øjethed”, altså en naivitet i forhold til andre mennesker. Svenskerne stoler alt for blindt på de internationale spillere som Sverige er underlagt. Hermed er Sverige i proces imod sin undergang.

I praksis sker der det, at organisationer som FN og EU snyder Sverige til at gøre ting som ikke er i Sveriges interesse. FN er f.eks. et relativ korrupt organisation, hvor stærke islamistiske kræfter har al for meget magt. Når så FN kommer og belærer Sverige om “flygtninge” og lignende, så gennemskuer svenskerne ikke det dobbeltspil der ligger bag motivation for at sende “flygtninge” til Sverige. FN er en stor lobbyvirksomhed, og der er helt klart nogle i FN’s system som har en fordel i at sende en masse muslimer fra Mellemøsten til Nordeuropa. Eller tag “frihedsflotillien”, altså det sæt skibe der, planlagt af yderliggående islamistiske kræfter, lavede en propagandatur til Israel. Jeg skal ikke kunne vurdere det endelige etiske i konflikten, men at blive forbundet med de stærke islamistiske kræfter som stod bag happeningen, er ikke noget godt. Endnu engang er svenskerne i deres destruktive naivitet blevet snydt og udnyttet. For det er nemlig det der sker hvis man ser verden alt for enkelt, og selv er for god; man bliver udnyttet af de mennesker som er korrupte.

Det er denne dynamik der reelt er på spil i Sverige, korrupte lande udnytter svenskernes naivitet imod dem selv. Og så bliver destruktionen så rapid og uhyggelig, for det er moralske mennesker der udfører korrupte menneskers ideer, og det er ekstremt effektivt.

Korrupte menneskers største svaghed er nemlig at de ikke kan organisere noget, idet organisation fordrer moral. Men kan de snyde moralske mennesker til at gøre deres ting, så kan de få udrettet noget.

Hvad gør Sverige så, nu hvor de er blevet snydt så vandet driver af FN og EU? Ja, Empedochles har en verdensforståelse, eller man kan vel bedre kalde det for en naturforståelse, som kan blive svenskernes redning. Han siger, at al natur fungerer imellem strid og kærlighed. Naturen er forstå som en sfære. Udenpå sfæren ligger striden, indeni kernen af sfæren er kærligheden. Udviklingen i naturen er en svingning imellem strid og kærlighed. I nogle faser vil kærligheden fylde hele sfæren, når så udviklingen vender, vil striden, fra overfladen af sfæren bevæge sig ind imod kernen af sfæren. Striden vil nå helt ind til centrum, men vil vende idet kernen, den inderste kerne, har bevaret den mest essentielle kærlighed, og bevægelsen vendes, idet kærligheden begynder at bekæmpe striden.

Sverige har nu, i lang tid, bevæget sig tættere og tættere imod sfærens midte, ja nogle mener at der ikke er noget kærlighed derinde i midten af sfæren til at modvirke striden. Jeg mener at det er spørgsmål om svenskernes eget valg, de kan vælge at forholde sig til det de elsker, og kæmpe for det. Det er egentlig meget enkelt. Svenskerne kan spørge sig selv; hvad elsker jeg egentlig? Elsker jeg mit land? Elsker jeg min frænde? Elsker jeg min familie? Elsker jeg mine venner? Hvis svaret er ja, så er det enkelt, at svenskerne kan kæmpe for det de elsker. Det vil selvfølgelig koste i “anseelse” og det er meget muligt at fuskerne i FN og EU vil blive sure, men man kan spørge sig selv; hvad er vigtigst? Kærligheden eller at bevare ansigtet udadtil?

Det er på høje tid at svenskerne, og specielt den svenske elite, forholder sig realistisk til verden og de spil der kører bag kulisserne, hver dag koster denne naivitet i unge menneskers sorg og nedbrydelse, skællene må fra øjnene, man må se, at man har inviteret striden ind i Folkehjemmet. Og hermed kan man, hvis man er ærlig, redde det man holder af, for det er nu engang det vigtigste.

Det er ganske vist; sten kan flyve

i Leder af

Jeg har i al beskedenhed opnået det privilegie, at stå udenfor det gode selskab. Det er jeg egentlig meget godt tilfreds med, for det er de eksterne rebeller der, som regel, har mulighed for at påvirke udviklingen mest. Men det er da ind i mellem træls, at blive behandlet som en pariah. Hvad er det egentlig der kvalificerer mig, og ligesindede til at være “ude for det gode selskab”. Ja, jeg synes at en god indikator på årsagen til stemplingen, er den konflikt jeg har haft med sprogforskeren Frederik Stjernfelt og chefjurist Jakob Machangama, de er nemlig inde i det gode selskab og mener så at jeg skal stå udenfor det gode selskab, som om at jeg ikke er tilstrækkeligt langt ude.

Anyway, i forbindelse med det berømte, ja måske berygtede interview med Lars Hedegaard forsøgte selskabet “Ufrie ord”, at få mig ekskluderet af Trykkefrihedselskabet, eller de var i hvert fald efter mig. Ved denne konflikt tillod jeg mig, at stille mig kritisk overfor de´ herrer Machagama og Stjernfeldst intellektuelle kompetence. Jeg stillede bl.a. Manchagama det simple spørgsmål; hvad er retfærdighed? Et emne der vel burde have interesseret en specialist i menneskerettigheder. Det var ikke noget Machagama ville svare på, eller jeg har ham stadig mistænkt for ikke at kunne svare på det. Her har vi så svaret på hvad der gør at man er “inde” i det gode selskab; det er inkompetence. Man skal ikke vide noget om hvordan verden er skruet sammen, man skal bare have “de rigtige meninger”. De rigtige meninger skabes så af andre personer der heller ikke har indsigt i verdens arkitektur. Altså sejler vi rundt i en Holbersk Erasmus Montanus verden, hvor den ene oppustede, selvhøjtidelige chefjurist efter den anden forsøger at belære filosoffer og andre personer der, i al beskedenhed, kan deres stof, om “de rigtige meninger”. Jeg debatterede det lidt med den amerikanske teoretiker Victor David Hanson for et par år siden, han mener at det samme gør sig gældende i USA.

Det ser vi også i det politiske spil, hvor typer som Naser Khader pludselig får en fremtrædende rolle.

Altså er Eramus Montanus sygen både noget som har spredt sig til medierne og til det politiske spil.

Så derfor har jeg det helt fint med at være “udenfor”, for det er vist ikke helt pænt at være indenfor, for jeg ved godt at sten ikke kan flyve, selvom morlil efterhånden er ved at være overbevist, eller hvad?

Hvorfor debatteres den iranske trussel ikke i Danmark?

i Leder af

Der er krigstegn i horisonten, Iran er blevet angrebet af en cybervirus, som pt. har sat store dele af den iranske infrastruktur ud af spil. Men det er kun del af den industrielle infrastruktur som er ramt, den væsentlige del for Danmark; den stærkt udbyggede fysiske og potientielt voldelige islamistorganisation som er i det meste af Vesten, inkl. Danmark, er i behold, ja lever i bedste velgående.

I USA taler man åbent om et angreb indenfor det næste år. Se ovenstående video med flere fremtrædende amerikanske kommentatorer og en Pullitzer pris vindende journalist. I USA tales der åbent om de problemer det giver for landet at skulle engagere sig i endnu en krig, med alle de udgifter der opretholdes i Irak, Afghanistan, Somalia, Pakistan. Det minder lidt om det engelske imperiums sidste dage, hvor det ofte lød; send in the marines! Men de kunne ikke være over hele verden på en gang.

Det er imidlertid forunderligt, at diskussionen af den kommende krig ikke er en del af mainstreammediernes diskussion overhovedet. Hvorfor? Vi står, som tæt allieret med USA, som en meget væsentligt angrebspunkt for den iranske aggression. Med Mohammedkrisen oveni, så vil vi helt klart blive angrebet som noget af det første. Yderligere står den iranske stat stærkt i Danmark, jeg har selv været til et møde hvor jeg fik peget en iransk agent ud, flere officielle repræsentanter for præstestyret osv. De er kun til stede i landet, hvis landet har en strategisk interesse for Iran.

Vi er altså langt mere sårbare end USA, og langt mere infiltrede af iransk agentvirksomhed end USA, og samtidig har vi absolut ingen diskussion af de potientielle problemer der ligger i en krig som kun er et år væk.

Lad mig stille et realistisk scenarie op. Iran kan, hvis det vil skade Danmark så meget som muligt, angribe centrale infrastrukturelle mål; stationer, lufthavne, metrostationer. Eller forsøge at lamme den politiske proces, det kan ske ved at sprænge en bombe i Folketinget.

Vores hemmelige politi har været relativt ineffektive overfor de helt oplagte trusler der imod dansk sikkerhed og udsatte personer. Jeg mener, hvis det kan lykkes en tilfældig mand at vade direkte ind til Kurt Westergaard og næsten sætte en økse i ryggen på ham, så er sikkerheden ikke i orden.

Yderligere har PET ikke styr på de grænser der går for en efterretningstjenestes virke, de må ikke styre den offentlige debat, de skal holde sig til handlinger.

Med andre ord er truslerne langt større for Danmark ved en potientiel krig med Iran, end den er for USA og Israel. På trods af det, er vi langt dårligere beskyttet.

Så, vi har et år at løbe på, for at få PET professionaliseret. Det kan ske i samarbejde med FBI eller MOSSAD. Men det skal ske hurtigt, ellers vil vi være et alt for nemt mål, og det er kun et år ude fremtiden at krigen brager løs.

Så er man advaret.

Den poetiske retfærdighed

i Leder af

Det er nu fem år siden at Jyllandsposten offentliggjorde sine tegninger af profeten Mohammed. Det skabte vores moderne verden, men hvad er egentlig konklusionen på denne misere, og hvad har vi at kigge frem til?

Hermed min analyse af hændelsen, de principper som er på spil, og en lille profetisk snak.

Først og fremmest må man forholde sig til de principper som er i konflikt, og årsagerne til at de er i konflikt. Principperne er på den vestlige fløj; ytringsfriheden og loven og på den muslimske fløj; respekten for religion og deres identitet.

Grundlæggende er konflikten opstået fordi der er forskel på systemerne, og fordi disse principper repræsenterer to af verdens største samling af magtudøvelse. Østen og Vesten.

Konflikten er ikke ny, den startede da Mohammed erobrede først den arabiske verden, derefter Nordafrika, og sidenhen islams spredning ind i Europa, Asien, Persien og så videre.

Konflikten imellem Islam og Europa er stået på over mange omgange; den første jihad som Holger Danske og den franske konge Charlemagne slog tilbage, den anden Jihad som den polske Jan Sobiesky og den Østrig ungarske konge slog tilbage ved Wiens porte. Så var der korstogene, som ødelagde en hel del i de islamiske områder, konflikten i Andalusien imellem El Cid og det spanske kalifat. Her i historisk tid har specielt Frankrig været aktiv i de kernemuslimske lande, og i øvrigt opført sig stærkt kritisabelt.

Mest aktuel er krigen imellem den jødiske stat Israel og de muslimske lande omkring Israel.

Der er altså tale om en af verdens ældste og mest intense konflikter. Hver side har retten på deres side, idet ingen kan siges at komme først eller have spildt mindst blod.

Begge sider er inde i en rapid korruption af deres ideer. Den islamiske civilisation er langt fra det højdepunkt det havde omkring ved sidste tusindårsskifte, og den vestlige civilisation er ved at gå til i korruption, fjernstyring af befolkningen via massemedier, og generel egoisme.

Der er altså tale om to depraverede boksere som står døddrukne i ringen, klokken er ved at slå for tiende og sidste omgang, og ingen af dem er helt skarpe længere, men de formår stadig at dele nogle propre lige højre ud.

Det mest paradoksale er vel, at udgangspunktet for filosofien er nogenlunde det samme; Mesopotamien, Egypten, Abraham, men det er fortolket meget forskelligt. I Islam er hele styret en stor retsstat eller en republik, i Vesten har vi, indtil videre, opereret med bystater, også kaldet nationer og imperier. Ideen; at loven styrer et område er den samme, stræben efter retfærdighed og orden, men eksekveringen er to vidt forskellige.

Spørgsmålet er så; kan vi klare konflikten imellem de to civilisationer? Mit svar er; det kan ikke lade sig gøre, i hvert fald er det uendeligt svært, og intet tyder på at konflikten formindskes, tværtimod forøges konflikten konstant. Saul Alinsky, Obamas filosof siger det meget enkelt, når det kommer til forandring “change”, han siger at forudsætningen for forandring er at man er realistisk.

Er det realistisk at vi undgår mere væbnet konflikt imellem Østen og Vesten? Nej, det er ikke realistisk. Det realistiske er at konflikten vil øges med en uhyggelig fart. Det man kan gøre, er at afværge konfliktens mest voldsomme udtryk; krig. Hvis vi starter med at repatriere stærkt troende muslimer, som ikke formår at inkorporere bystatsideen i deres tro, men kæmper for og tror på en islamisk stat, så vil vi undgå de værste følger af krigen. Vi kan også, i samme moment, demontere de statslige infrastrukturelle systemer som Iran, Tyrkiet og andre islamistiske lande har opbygget i Danmark.

Hvis vi ikke gør det, så vil krigen blive meget brutal. Iran siger det ret åbent; USA har aldrig kendt til rigtig krig, det vil de komme til. Hvis Iran ikke vidste at de kunne slå til i USA, og resten af Vesten, ville de ikke true sådan. Og når man nu ved at de har en stærkt udbygget infrastruktur i landet, så er det nok den de vil bruge.

Sådan nogle som mig er blevet forhånet, kaldt sindsyge, kaldt nazister, racister og alle de værste skælsord der findes i den moderne verdens vokabularium, og det er fordi vi er realistiske. Som kompensation for vores realisme og den stigmatisering vi har mødt, har vi formået at ændre verden.

Den poetiske, men meget morbide, retfærdighed i det fremtidige perspektiv er, at dem som har kastet med sten og hånet, de bor i de områder som vil blive ramt værst, når krigen først går i gang.

Go to Top