Nyheder/analyse

  • Venstrefløjens lange march i institutionerne

    af Nu begynder diskussionen ang. venstrefløjens skyld og motivation i forhold til Black Lives Matter demonstrationerne. Altså, hvad kommer disse bølger af demonstrationer med et ofte voldeligt udkomme af, og hvad skal vi gøre ved det? Som jeg tidligere har peget på, så er disse meget voldelige og generelt moralsk korrumperede… Læs videre

  • Familiepolitik

    af Det er lidt interessant i disse dage. Langsomt er højrefløjen ved at komme sig over sidste valg, meningsmålingerne kravler langsomt den rigtige vej, Stram Kurs har ikke rigtig gjort væsen af sig, og selvom vi er lidt svage, så er der håb forude. Hvad er det egentlig der er ved… Læs videre

Kaos

i Islam/Kristendom/Kritik/Politik/Socialisme/Valg af

Det er helt utrolig hvor elegant den dansk politiske virkelighed følger lærebøgernes diktioner. I følge Platon er demokratiets bagside for meget frihed og for lidt ansvar. Konsekvensen er kaos, som mærkes ved at alle er urimelige, dyr, mennesker, høj og lav. At man ikke skelner imellem borger og ikke borger, at man ikke respekterer lærerne og, i følge Isokrates; at loven nedbrydes.

Alle disse tegn ser vi tydeligt i dagens politik; det er kaos, man respekterer ikke folkekirken ved at sætte en inder som boss, man har en udenrigsminister som ikke kan tale engelsk, en statsminister som ikke kan finde ud af særlig meget, et parlamentarisk grundlag under regeringen som er dybt anarkistisk, og værst af alt en politik som uværligt vil skabe kaos i danskernes hverdag.

At løsne op på udlændinge politikken er præcis som Platon beskriver demokratiets skyggeside, et udtryk for at man ikke skelner mellem borger og ikke borger.

Det utrolige ved den moderne version af demokratiet er at det eksisterende folketing hujer og råber hurra for at kunne endnu mere frihed til muslimerne, og mindre tryghed til danskerne. Det er som om at den nuværende regering fejrer sin egen undergang; hurra vi begår selvmord.

Det er næsten sikkert som amen i kirken at denne politik vil være upopulær i befolkningen, så regeringen begår yderligere selvmord fra start af, de kommer højst til at sidde en enkelt termin med denne politik, og de vil få meget svært ved at komme til magten igen, hvis de kommer så langt som til næste valg. Jeg mener, den politik som de har tænkt sig at føre er langt mere radikal liberal end den norske, og der fik halvdelen af den socialistiske ungdom altså at mærke den værste konsekvens af politik.

Hvis man kigger lidt ud af, så ser det heller ikke godt ud. EU er tæt på sammenbrud; Euroen hænger i en tynd tråd, England overvejer at give befolkningen en mulighed for at stemme om medlemsskabet. Hvis englænderne får lov at stemme, så falder korthuset for alvor sammen, for EU er ikke populær i England, og hvis England melder sig ud, hvad så med de andre lande? Vi står altså overfor EU´s demontering.

Udenrigspolitisk står vi overfor en eskalerende konfrontation imellem islamistiske lande og Vesten. Denne konflikt har sin lokale version i Danmark; oprettelse af moskeer, slåskampe imellem muslimer og danskere repræsenteret ved bikere og indvandrerbander.

Konflikterne vil altså eskalere og regeringen er fuldstændig amatøragtigt sat sammen. Hvis ikke det lige havde været fordi det er blodig alvor, så ville vi stå i en næsten hysterisk Monty Pythonsk situation; “Come back and I will bite your knee!”, råbte den armløse og benløse ridder efter sin udfordrer. “Kom tilbage kære vælgere, og vi vil danse rundt og lave indianerdans, bede om godt vejr og medvind på cykelstierne!” råber den nye regering.

Strategien for oppositionen er imidlertid ganske enkelt; vælgerne vil søge tryghed i en der kan “få orden i tingene”, oppositionen skal altså vise styrke, komme med seriøse konstruktive forslag, kritisere sobert, vise mandsmod og hjerte, og så for guds skyld slappe af og få sig et godt grin en gang imellem. Jeg glæder mig for eksempel til at se Villy Søvndal møde Obama og høre ham forsøge at stave sig igennem magne carta, eller høre hvad de danske præster har at sige om det nye indiske overhoved, eller opleve regeringens hovedløse skræppen op når EU falder.

Jeg glæder mig dog ikke til den forfærdelige virkelighed de vil skabe, for det kommer til at gå ud over dig og mig. Men det er os selv der har stemt dem til magten, så det er vores egen skyld. Korruptionen ligger i dem der stemt gøglerne ind, de har det sidste ansvar, det vil altså sige din mand, din kone, dine børn og dine venner. De kommer til, ligesom vi andre der har lidt mere rationalitet at gøre med, at lide.

PET og sharia

i Islam/PET af

I diskussionen af islam er det væsentligt at skelne imellem tro og politik. Islam udmærker sig ved at blande polis ideen; styreform, retsstat og en nations organisation med metafysik; tro på G-d og hellige skrifter. Konkret udmønter det sig, i Irans tilfælde, i en islamisk republik. I den islamiske republik er mullaerne det øverste råd, de er, ligesom i England; deltagere i det man kalder house of lords.

Hermed får Danmark et problem med islam. Det er selvfølgelig ikke lovligt at indføre andre landes lov og ret i landet. Konkret betyder det, at sharia ikke er tilladt efter grundloven. Imidlertid er ikke hele islam ulovligt; den metafysiske del er lovlig. Altså den specielle tro på G-d, den personlige stillingtagen til hvordan man mener livet er skruet sammen er lovlig.

Hermed bliver det myndighedernes opgave, at skelne imellem de dele af islam som er ulovlige og de dele som er lovlige. Muslimer kan eller vil ikke gøre det, det tyder den store udbredelse af sharia på.

Her er vi ved kernen i den kritik man retteligt kan stille imod PET og deres håndtering af sharia i Danmark. Det skal selvfølgelig lige siges, at ansvaret ultimativt er den tidligere statsministers, som har sovet i denne sag. Men operativt er det PET som ikke har formået at levere sikkerhed i landet. Det er et stort problem. Hvis PET ikke formår at holde dansk lov gældende i hele landet, så falder staten.

For PET er en stærk indsats på området påkrævet, potientielt vil en fortsættelse af ulovlighederne kunne stille PET i et meget dårligt lys, hvilket vil betyde at de ultimativt kan miste området som ansvarsområde, og at nye institutioner kan komme på tale, eller brug af allerede eksisterende institutioner.

Lad os kigge lidt på PETs arbejdsmetoder, og de styrker og svagheder der ligger i arbejdsmetoderne.

PET arbejder, som andre efterretningstjenester, primært ved at indsamle oplysninger, og så handle på oplysningerne i målrettede aktioner. Yderligere arbejder de ved at samarbejde og propagandere for deres arbejdsgiver, som i Danmarks tilfælde er den danske stat.

Kigger vi på islamisterne arbejder de på samme facon. Specielt de iransk støttede islamister arbejder primært med KGB agtige metoder; subversion, nedbrydelse af moral, infiltrering af statsinstitutioner og lign.

Hermed forstår PET og islamisterne faktisk hinanden godt, og det er mit indtryk at de faktisk arbejder meget sammen. I forbindelse med Mohammedkrisen gik PET frem og fortalte, at de havde haft et godt samarbejde med islamisterne.

Dette samarbejde er PETs akkilleshæl. Samarbejdet giver selvfølgelig nogle direkte fordele, idet det giver en relativ ro. Men det er som at tisse i bukserne, det varmer nu, men på sigt bliver det meget koldere. For når islamisterne er stærke nok, eller de får tegn fra Teheran, så bliver samarbejdet opsagt. Det så man f.eks. i samarbejdet mellem kommunisterne og islamisterne i Iran.

PETs problemer ligger altså, muligvis, i deres tilgang til islamisterne. Samarbejdet og kommunikationen, er kun en proces man kan køre indtil islamisterne kommer på andre tanker.

Hermed taler alt for at PET skal genoverveje sin taktik, og sætte ind med andre midler.

Problemet er imidlertid, at alternativet til kommunikation og samarbejde er vold. Da politiet jo har voldsmonopolet, så er der retsligt set, ikke noget problem i at politiet river shariaområderne op med roden, og repatrierer alle betydende islamister. Spørgsmålet er bare om PET har den politiske kapital der skal til for at gå så langt.

Det hurtige svar er; det har de ikke, det lange svar er; det kan de få.

En reel håndtering af shariaproblematikken må altså inkludere en oplysningsstrategi før en operativ strategi. Borgerne skal oplyses om omfanget og karakteren af de muslimske miljøers tilstand, og med udgangspunkt i den reelle forargelse og afstandstagen fra alle lovlydige borgere, vil politiet få det offentlige mandat de skal bruge for at tage fat om miljøerne. De kan så sætte dem i fængsel som udøver sharia, og repatriere dem som udøver sharia men ikke er borgere.

Så oplysning først, derefter aktion.

Held og lykke og G-d bevare vores lille, smukke men sårbare land

Sharia i Danmark, hvad gør Helle Thorning?

i Islam/Politik/Socialisme af

Nu har den nye, ventende regering, efterhånden haft nogle dage til at diskutere tingene igennem, der er ingen der ved hvad de vil, men vi kan, som offentlighed tillade os at kræve svar på nogle spørgsmål.

Det væsentligste spørgsmål under valgkampen var diskussionen af sharia i Danmark. Nogle dage før valget blev det afsløret, at der er mange steder i Danmark hvor der hersker sharia. Det er selvfølgelig dybt problematisk, og yderligere dybt ulovligt. Det er ganske enkelt et direkte angreb på den danske stat. Den danske stat er der hvor dansk lov virker, hvis der virker udenlandsk lov, så er det ikke længere en del af det danske territorium. Det er derfor der er så strenge straffe imod brug af udenlandsk lov og herredømme over dansk territorium.

Som Helle Thorning Schmidt sagde; “Det er sket på din vagt Lars Løkke”. Altså med andre ord, hun tager, selvfølgelig, dyb afstand fra den udbredelse af sharia vi har over store dele af Danmark.

Spørgsmålet er så; hvad vil Helle Thorning Schmidt gøre for at bekæmpe sharians udbredelse i Danmark, og hvilke redskaber har hun at gøre med?

Kigger vi først på hvem der har ansvaret for at det står så galt til, må alle pegefingre rettes hen imod PET. Politiets efterretningstjeneste har svigtet i denne sag. PET er blevet tildelt ekstra ressourcer i forbindelse med terrorpakkens gennemførelse for at holde styr på islamismens indflydelse på Danmark. Derfor er det en stor fejl af PET, at det er gået så galt.

Man kan så diskutere, hvad det skal have af konsekvenser for PET. I første omgang må man vel have nogle klare tilkendegivelser fra efterretningstjenesten; kan de magte opgaven, eller kan de ikke magte opgaven? Det er fair nok hvis de kaster håndklædet i ringen, og opgiver at styre udbredelsen af sharia, men så skal de også melde klart ud og give opgaven videre til anden instans.

Det bør være rimeligt at offentligheden får klare svar nu; kan/vil socialisterne løfte opgaven med den store udbredelse af sharia i Danmark? Hvordan vil de gøre det? Hvilke håndtag vil de skrue på? Hvad er tidsrammen?

Denne opgave er central for socialisterne, ellers vil Lars Løkke stå virkelig stærkt ved næste valgkamp og kunne sige; “det skete på din vagt Helle Thorning”.

Analyse af valget

i Forsvaret/Humanisme/Islam/Socialisme/Valg af

For at forstå de konfliktpunkter og hermed den udvikling den danske politik  er inde i, må man forstå hvordan politik udvikler sig. I følge Hegel udvikler politik sig imellem to modsatte synspunkter. Altså f.eks.; liberalisme imod konservatisme, socialisme imod konservatisme, rød imod blå. Der er altså tale om en dialektik.

Denne forståelse gentages eller reformuleres af den klassiske historiker Thycudides, der er forfatter til mesterværket Den pelleponesiske krig. I følge Thycudides blev kampen imellem Sparta og Athen udfoldet som en reel konflikt imellem det demokratiske Athen og det “kommunistiske” Sparta. Konflikten var ikke bare imellem hærene, men var også dybt forankret i de andre hellenske bystater, der hver havde en spartansk og en athensk opposition. En pessant kan man måske lige nævne at Sokrates, Kritias og Platon tilhørte den spartanske opposition i Athen.

Kender man til denne mekanisme i politik, begynder det danske politiske liv at tage nye former. Det er, for mig at se, evident, at danskerne er meget splittede når det gælder islam. Nogle er for, andre er imod. Alle flosklerne om “multikultur”, “anstændighed” og snakken om tonen, dækker i virkeligheden bare over en slet skjult støtte til islam. Det er muligt at alle ikke er det helt bevidst, men når nu vi har haft Mohammedkrise, intifadaer i det meste af landet, når palæstinenserne har stået og heilet på Rådhuspladsen og Lars von Trier er blevet officelt støttet af Iran, så er der ikke nogen undskyldning længere. Sandheden er at multikulturalisterne er fascineret af muslimerne, hvilket er mig uforståeligt. Det er muligt at der er nogen tøser der drømmer om at få smæk, anden seriøs forklaring kan jeg ikke rigtig se. Islam er jo reelt ikke en seriøs konkurrent til det oplyste, humanistiske demokrati.

Skellet imellem de prodemoratiske humanister og de islamglade venstrefløjsere blev faktisk accentueret ret tidligt i valgkampen. Villy Søvndal blev lidt nervøs og kom til at nævne, at han ville afskaffe en del af den lovgivning, de borgerlige havde stillet op overfor islam. Det blev set som et knæfald for islam af mange SF´ere, og gav dermed en demoralisering af de prodemokratiske SF vælgere. Så gik det ellers slag i slag; Enhedslisten og De radikale lugtede blod, og meldte klart ud at de støttede afskaffelsen af 24 årsreglen, og her begik de demokratiske kræfter i venstrefløjen en stor fejl. I stedet for at melde klart ud, at de er imod islam, islamisme eller hvad man vælger at kalde det, blev man bange og tænkte at det nok var bedst at holde lav profil. Der var flere oplagte muligheder for at melde ud; for eksempel da Kamal Qureshi blev hugget ned af en eller flere salafister. Men man valgte at holde mund. Det gav reelt Lars Lykke Rasmussen en gylden chance for at hente nogle af de prodemokratiske stemmer ind over midten. Hvis Lykke Rasmussen havde været lidt hurtigere ude af starthullerne, kunne han havde vundet. Men han rystede på hånden da Helle Thorning Schmidt var i krise, der skulle han havde været skarpere, så havde han vundet. Men det er selvfølgelig for sent at ærge sig over nu. Næste gang vi kommer til valg er det ufattelig vigtigt for Lars Lykke at være modig fra start til slut. Det er klart at hans styrke ikke skal forhindre ham i at vise varme og hjerte, men det vigtige for de prodemokratiske kræfter er at Lykke Rasmussen viser at han formår at give islam modspil.

Tilbage står vi med et Konservative Folkeparti som reelt mistede magten ved at gå med på de radikales promuslimske projekt. Jeg kan ikke se den dybere meningen med det. Jeg mener partiet er vel til for at forsvare landet imod udenfrakommende fjender, det kan man vist ikke lige sige de har excelleret i at gøre.

I følge Thycudides eskalerer konflikten imellem de to parter stødt og roligt igennem konfliktens varighed. Jo længere tid den varer, jo værre bliver det. Det kan man f.eks. også se i den puniske krig imellem Rom og Karthago, hvor de to stridende parter endte med for alvor at blive uvenner.

Det kommer også til at ske i denne konflikt, de promuslimske kræfter vil stå stejlere og stejlere overfor de prodemokratiske kræfter.

Der er meget på spil, det er ikke mere end et par måneder siden at den Socialdemokratiske ungdom blev mejet ned på en ø i Norge. Det kan den Socialistiske regering også risikere, hvis de ikke formår at tackle sagen professionelt. Det er altså med livet som indsats at de skal forsøge at balancere. Den borgerlige regering vidste godt hvad der var på spil, og den havde forsvarets opbakning. Socialisterne har ingen anelse om hvad de går ind til, de skal balancere på en knivsæg, og de har på ingen måde forsvarets opbakning.

Hold hovedet klart, vær ærlige, forsøg at holde en fin balance, det er mit bedste råd til socialisterne. Husk på, at det er med livet som indsats at i regerer. Pas på med for megen propalæstinensisk propaganda, det var det der fik det til at gå ned for de norske Socialdemokrater. Hold jer neutrale, så har i en lille chance for at komme igennem de næste par år uden at miste folk.

Held og lykke, og pas nu på.

G-d bevare Danmark.

Valget

i Valg af

Det var godt jeg ikke blandede mig mere i valget, jeg har, som politisk filosof jo ansvar for både højre og venstre. Nu gik det ikke så godt for socialisterne. Helle Thorning Schmidt fik skabt det værste resultat siden Hal Koch var tænker for Socialdemokraterne.

Det er ikke kun hendes egen skyld, det skyldes en stor metaltræthed i Socialdemokratiet, og en meget dyb etisk og politisk/filosofisk krise. Man ved ganske enkelt ikke hvad man skal gribe eller gøre i; 68´erne, de fantastiske fire; Auken, Nyrop, Bjerregaard og Lykketoft er forlængst stået af vognen, og det post KGB genererede politiske projekt; sælg landet og nedrust, byg nogle vindmøller og sælg vores kvinder, er udfaset. Rusland er trætte af deres evindelige og prostituerede parter, og vil hellere være seriøs og demokratisk. De har oven i købet fundet troen igen, og de gamle KGB netværk er ved, så småt, at gå i opløsning.

Derfor er hele den socialistiske verden ved at gå til i forfald. Det gælder ikke kun Socialdemokraterne, det gælder også for andre socialister i andre afskygninger; SF´ere, asiatiske og sydamerikanske socialister.

Som en ekstra bonus er alliancen med islamisterne i Iran for alvor ved at give problemer. Alliancen som muligvis har stået bag den gigantiske import af muslimer i til Europa er ved at gå død. Obama valgte knivskarpt og rigtigt da han fik sat Ahmadinejad stolen for døren efter at have pløjet Gadaffi ned under den Berberpløjemark, hvor han på et tidspunkt residerede som sultan af Nordsahara.

Tilbage står de danske socialister med tømmermændende; intet ideologisk drive, ingen seriøse venner, hverken her eller i udlandet, truet fra alle sider; islamisterne, de konservative kristne hærkredse og hvem der ellers kunne finde på at trække en nemtanskaffet automatpistol og skyde på dem ved møder rundt omkring.

Det ser ikke godt ud.

Denne demoralisering kan kun stoppes ved at finde nye idealer. Mit forslag har været at finde ind til ny form for social demokratisme baseret på mit opgør med Marx og en tilbagevenden til den Hegelianske ide. Men det har desværre ikke mødt den store forståelse, hvilket vil være ærgeligt når opgøret med islam begynder at tage fart.

Det bliver forfærdeligt, og socialismen er for alvor ved at at være en outdated filosofi, ligesom andre glemte filosofier vil den blive arkiveret sammen med Epiranismen, Anaxagoranismen og Valentinismen.

Men indtil det er sket, vil vi desværre skulle se på socialismens langsomme og dræbende død. Først vil den ene lem blive opslugt af islam, derefter vil den anden del blive udraderet af et andet system. Til sidst vil socialismen komme til at stå som et afpillet fugleskræmsel, endnu mere afpillet end nu.

Jeg skal nok være der, og kaste den ene redningskrans ud efter den anden. Hive socialisterne op af moradset, men jeg er virkelig træt af at være ugleset og udenfor, fordi jeg tillader mig at sige det evidente.

Derfor kommer redningerne ikke uden at jeg skælder ud og tillader mig at påpege det urimelige i, at samfundet placerer deres filosoffer i skammekrogen alt i mens de stærkt regner med, at jeg skal være der når det hele brænder på.

Grundtvig fik sine ti år med censur, er der nogen der har en ide om hvornår min dom udløber?

Med venlig hilsen, og held og lykke

Asger

9/11

i Amerika/Islam/Journalistik/Politik af

Poul Hennningsen, min gamle helt og kulturradikal sagde det så enkelt og rigtigt; den offentlige mening er en vendekåbe. Først holder den med den ene, så med den anden, og som oprigtig sandhedssøgende intellektuel skal man altid forsøge at gøre sine egne overvejelser.

I 1938, før Danmark blev angrebet af Tyskland, blev P.H. fyret for Politiken, fordi han ikke ville holde kæft, og støtte “vores store ven i syd”. Så skrev han i et mindre blad, så lavede han revyer, hvor han hintede overimod tyskerne, så blev han forfulgt, udstødt, lagt for had af sine egne. Dem som han kom fra; de kulturradikale.

Da krigen var overstået, støttede han de tyske flygtninge som nu led under danskernes had til alt tysk.

Sådan er en ægte intellektuel, et ægte oplysningsmenneske. Hvis man ikke søger sandheden og det humane i situationen, så svigter man de humanistiske idealer. Ligeledes er min Odysse, fra hyggedansemyg til hård oppositionist, præget af mine valg som intellektuel. Jeg har mistet alt; familie, de fleste venner, min fødeby København. Jeg er hadet og udstødt, præcis som P.H. Det er ok, det er sådan Danmark er i den moderne tid, og jeg vidste det da jeg gik i gang; hvis jeg ville køre mit oplysningsprojekt til ende, så ville jeg ende med at blive hadet. Det siger Platon i sin hulelignelse, det siger P.H.´s eksempel.

Men jeg står her stadig; ensom, nu med nye venner og familie, men det er da ingen hemmelighed, at mit offer har været større end det egentlig er rimeligt i en politisk situation. Men jeg ville gøre det igen hvis jeg skulle. For humanismen og menneskeligheden taber, hvis der ikke er nogen, som vil gå hele vejen for den.

Mange har været sure på mig fordi jeg har tilladt mig at kritisere islam. Det er meget enkelt; islam er humanismens fjende nummer et, ligesom nazismen var det under den sidste seriøse krig i Europa. De foreskrifter der foreskriver mord, bøssehægning, håndsafskæring osv, er ikke rimelige i et godt samfund. Der råder lighed, frihed og kærlighed.

Der er mange som nægter at se denne simple sandhed i øjnene, det er lettere at binde sit hoved fast med snører for enden af hulen, og så begynde at slå dem som vil skære i snørerne, det er lettere at forfølge filosofferne og sandhedsbringerne. Det er lettere. Men er det rigtigt?

Det spørgsmål vil danskerne sikkert stille sig igen om fem seks år, når jeg forsvarer de ofre der vil være for krigen imod islam.

Krigen kommer, den er på trapperne, og det nytter ikke noget at lukke øjnene for det.

Det vil denne dag, ti åreret efter at Al Quedas angreb dobbelttårnene, minde os om hvert år.

Hermed min uforbeholdne solidaritet med det amerikanske folk, et folk som vi danskere har stået last og brast med i snart mange krige nu, med det samme mål; at bekrige islam.

Det vil fortsætte indtil en af parterne endelig vinder, lad os håbe det bliver os.

G-d bevare Amerika.

Traditionalister og fornyere

i Humanisme/Islam/Israel/Socialisme/Valg af

Socialismen er i sin grundvold solidarisk, og hvis den er det, kommer man ikke uden om spiritualiteten. Spiritualitet er at se sig selv som en del af den verdensintelligens som omslutter alt levende, at være en del af den kreation som er G-d. Vi er alle en, siger mange, det passer ikke. Nogle er i den ene del af kreationens domæne, andre er i den anden del af kreationens domæne. Men der er ingen tvivl om at de gode socialister, er dem som knytter sig til den del af kreationen, som er god.

I dag er den danske socialistiske del splittet, den er splittet imellem dem som vil forny og finde ind til en reel, spiritual solidaritet, til en kærlighed som rækker ud over ører og kroner, og rækker ind i en venskabelighed og kærlighed. Og så dem som ser det marxistiske, gammeldags i en økonomisk kalkule, og en stædig insisteren på at solidariteten med Hamas og Gaza er det eneste saliggørende. Vi taler altså om en proislamisk og en antiislamisk opposition, en materiel imod en spirituel, en økonomisk imod en menneskelig del.

Denne splittelse er det som gør socialisterne svage i valgkampen. Nogle socialister vil bygge en demokratisk antisfascistisk politik op a´la Oraina Fallaci, andre vil blive i den promuslimske, Gazavenlige, antisemitiske ide.

Når man er splittet, så står man svagt, og først når splittelsen materialiserer sig i klare politiske enheder, vil den enkelte enhed være stærk i sin identitet og arbejde.

For mig at se kunne man yderligere kigge imod Iran og Egypten, hvor de socialistiske perspektiver har udviklet en klar antiislamisk ide. De ved hvad islamisterne er for nogle ubehagelige idioter, og har bekæmpet dem på solidaritetens præmisser.

Jeg håber ikke at socialisterne kommer til magten endnu, det er for tidligt, først når splittelsen imellem traditionalisterne og fornyerne er gennemført vil de enkelte fløje kunne køre rent ideologisk spil, indtil da er de svage.

Det kræver yderligere et opgør med den kolde krig, et opgør som måske kan facilitere, det valg socialisterne kan komme til at tage.

Indtil da, støtter jeg de progressive kræfter i det socialistiske miljø, men jeg tillader mig at pege på, at Lars Løkke, ligenu er den bedste kandidat til at styre landet. For i Venstre har man sine svagheder, men afstandstagen fra islamismen er ikke en af dem.

God valgkamp, og måtte den rette vinde valget.

Lidt valgreflektion

i Islam/Israel/Journalistik/Valg af

I en kamp bør man kende sine venner, sine fjender og sig selv.

Hvordan ser det ud for Danmark lige nu?

Først fjenderne. Den væsentligste fjende Danmark har pt. er Iran. Iran fungerer som alle islamisternes moderorganisation. Igennem sit net af skuffe jihad selskaber styrer Iran store dele af den muslimske bevægelse i Europa og andre steder i verden. For eksempel blev Theo van Gogh efter sigende slået ihjel af en iransk stråmand.

I Danmark er Iran primært repræsenteret ved sin ambassade, men har også mere eller mindre åbenlyse kontakter til den snart nybyggede moske på Vibevej 25 i København. Yderligere har Iran også klare forbindelser til den stærkt islamistiske gruppe Hamas der forsøger at knægte Israel, og, i øvrigt er godt på vej med sine manøvrer via FN.

Bruger vi denne viden, og sætter den i forhold til den hjemlige politiske spil, bliver Danmarks godgørere og mindre godgørende spillere klare i deres position. Hvem spiller sammen med iranerne i deres forskellige spil; socialisterne. Det er den socialistisk orienterede borgerrepræsentation i København der just har godkendt moskeen på Vibevej, godt nok med nogle vage undskyldninger om at de ikke kan tage ansvar. Men det gør det vel ikke mindre tydeligt, at de ikke skal stå i opposition til islamismen i København. Tillige er der klare forbindelser imellem flere socialistiske kamporganer og islamisterne i Gaza.

Vi taler altså om relativ åbenlyse fjender af samfundet, som har lokale kollaboratører her til lands.

Det skal siges, at der er klare tegn på, at venstrefløjen er ved at bryde kontakten til islamisterne, hvilket vel også bliver den ultimative konsekvens. Der er ganske enkelt ingen der kan tage de iranske ayatollaer seriøst, mindst af alle de socialistiske miljøer der rundt omkring i verden. Det er for sygt det de har gang i. Men lige nu, har vi altså en kollaboratør i vores midte.

Kigger vi lidt på kollaboratørens magtmidler. Så er det ret tydeligt, at de faktisk ikke selv er skyld i at de holdes fast i den pro islamistiske position. Det er mediernes skyld. De danske medier er langt mere radikale i deres pro islamistiske holdninger end politikerne, hvilket betyder, at medierne ofte kører debatten helt ud på et sidespor, og ofte tvinger de socialistiske politikere ud i positioner de egentlig ikke ønsker selv.

Hvad skal man så gøre for at modvirke den åbenlyse negative påvirkning af vores samfund? Man bør oplyse, kaste lys på de sammenhænge der er, og de klare konsekvenser det har for vores samfund. Skal vi virkelig i båd med Hamas? Vil vi overtages og styres af de gale Aytollaer? Vil vi køres ud på et sidespor internationalt? Vil vi virkelig holde i hånd med de værste og mest inhumane politiske spillere i verden? Det er ikke godt at blive associeret med massemordere og galninge, så det bør vi vel, alt i alt, forsøge at undgå.

For mig at se, er det vigtigt vi gør os vores magtmidler klare, og undgår det åbenlyse magtmisbrug socialisterne gør brug af lige nu. Vi bør være det de ikke selv formår; ærlige, redelige og retfærdige. Først da vil vi vi kunne undgå at hoppe i samme fælde som dem selv; svigtets fælde.

Målet er et samfund hvor der er kærlighed, og først når vi gør vores magtmidler klare og undgår at gøre mod andre det som de gør mod os, er det vi gør i orden.

 

Det realistiske valg

i Politik/Valg af

Danskerne bør være realistiske i forhold til valget; den næste statsminister skal føre landet i en potentiel intern krig; Iran har efterhånden udviklet våben der er så avancerede, at de kan nå Europa, og de er ved at lægge sidste hånd på den endelige Harmagedon teori.

I dette scenerie, hvor mennesker bliver skudt i gaden, kvinder voldtaget, folk massemyrdet, vilkårligt og uden nåde, skal vi have en leder som er forberedt.

Danmark står øverst på Irans hitliste efter Mohammedkrisen, og den ledende rolle Danmark har haft i Afghanistan, Irak og Libyen. Man skal ikke være naiv, det vil betyde terror angreb, muslimsk aggression, død og ødelæggelse.

Reelt står vi i et afgørende valg; vil vi have Lars Løkke Rasmussen, eller vil vi have Helle Thorning Schmidt i denne situation? For mig at se, er der ingen reel diskussion. Helle Thorning Schmidt vil ganske enkelt ikke kunne magte opgaven, og hun vil derfor bringe landet ud i en desperat destruktion. Potientielt kan det betyde at vi bliver kørt over af den ene eller den anden stormagt, hvis vi har en leder som ikke formår at tænke selv.

Det er enkelt; vil vi have en seriøs mulighed, som lille land, at overleve det potientielle ragnarok vi ser foran os, eller vil vi spille det rådne kort?

Jeg stemmer for Løkke, med al respekt for de gode kræfter der er på den danske Venstrefløj.

Go to Top