Nyheder/analyse

  • Eskimofoberne slår til igen!

    af Det er på sin plads, at forsøge at analysere videre på krænkelseshysteriet og de metoder identitetspolitikerne egentlig anvender. De angriber ikke mennesker, de angriber ord. Når man tænker over det, så er det egentlig en smule mærkeligt. Hvorfor i alverden sidder der nogen forbenede marxister og går så højt op… Læs videre

  • Familiepolitik

    af Det er lidt interessant i disse dage. Langsomt er højrefløjen ved at komme sig over sidste valg, meningsmålingerne kravler langsomt den rigtige vej, Stram Kurs har ikke rigtig gjort væsen af sig, og selvom vi er lidt svage, så er der håb forude. Hvad er det egentlig der er ved… Læs videre

Det tyske hus

i Renæssance/Tyskland af

Tyskerne har alt for længe været frataget deres egen kultur. Det skete primært som en følge af Hitlers nazist ideologi, som, i Tyskland, brændemærkede al historisk gyldighed for de nordiske myter. Men det er en proces, der i praksis startede helt tilbage i ottehundrede tallet, da den franske kong Charlemagne erobrede de landområder, der tidligere havde tilhørt de fri germanere.

Denne proces er ikke mulig at vende helt om, og det giver heller ikke mening at definere en ny virkelighed uden al den erkendelse, som tyskerne har vundet, efter de reelt blev koloniseret af Rom. Mange af de institutioner som tyskerne har i dag, er ikke oprindelig nordiske men fra andre dele af verden; Mesopotamien, Fønikien, Egypten. Men der er ræson i at tyskerne skal have lov til at være sig igen, og finde tilbage til deres rødder. Kunsten bliver bare for Tyskland at finde tilbage til sine rødder indenfor en demokratisk og human ramme.

Her er Grundtvig deres reelle løftestang. Nordisk kultur fandt en anden og mere fredelig udvikling i Danmark end i Tyskland. I Tyskland blandede man de agressive traditioner med de persiske imperietraditioner. Det gav en udvikling som var uacceptabel for resten af Europa. I Danmark var udviklingen fredelig, demokratisk, kreativ og visdomsbaseret. En kombination af Oxford liberalisme og asetro.

Denne tradition er helt uden skyld for krig og forfølgelse, og knytter Tyskland an til højskoletraditionen, vil de kunne kombinere deres egen udvikling med en dyb og seriøs filosofi. En tradition som er inspireret af tysk filosofi, bl.a. er Herder inspiration, men også mange andre tyske tænkere inspirerede Grundtvig.

Tyskland skal ud af sin isolation og nedbrudte selvforståelse, og finde en kærlig og stolt nordisk ånd. Først da vil sårene fra brandene i Hamborg og Dresden være lægte, først da vil det stolte gamle folk fra syd, være sig selv igen.

Det ville jeg virkelig ønske for tyskerne, for den skyld tyskerne har fået med de massemord som de foretog imod jøderne (min egen oldemor flygtede selv fra forfølgelse), den er betalt tilbage med rentes rente.

Jeg kan huske, da jeg gik på pilgrimsruten; Camino de Santiago for snart fire år siden, der mødte jeg mange desillusionerede og triste tyskere. Jeg mødte en, som fortalte mig, at en mand skal skrive en bog, bygge et hus og have en søn, for at have et helt liv.

Nu skal tyskerne til at skrive sin bog igen, for først da vil Tyskland kunne give plads til alle os, der vil have sønner og bygge huse. Først når den tyske folkesjæl heles, vil der være plads omkring Tyskland igen. Men sikke et hus Tyskland kan bygge, og sikke nogle sønner der kan komme ud af det hus, hvis det bygget rigtigt.

Danskerne trænger til fred

i Grundtvig/Mannaheim af

At slås for noget i Danmark, er en tradition vi danskere er født med; Odin, Thor, valkyrierne, hærfaderen. Det er traditioner som går tilbage til dengang Helge hærgede de danskes øer med fynd, klemt og ånd.

I dag er vi blevet nogle svage, ugidelige svæklinge sammenlignet med vores forfædres kæmper. Det er en direkte fornærmelse at kalde danskerne for arvinger til vikingerne, ikke en fornærmelse imod danskerne, men en fornærmelse imod vikingerne. At tro at de duknakkede, idiotiske og svækkelige mennesker som vandrer rundt i Københavns natteliv, mens de sælger sig til højestbydende, og lader som om at alt bare er topdollar, lige i øjet, og ih hvor har vi det bare dejligt, er arvinger til vikingerne, det er en direkte fornærmelse imod de kraftkarle, vi har som forfædre.

Jeg kan huske da jeg læste Tacitus, og hans beskrivelse af de høje germanere som mødte romerne i konflikter for snart totusinde år siden. Romerne var fascinerede af at germanerne, der satte sig på deres skjolde og kørte ned at sneen på bjergskåningerne. Men mest fascineret var jeg af beskrivelsen af germanernes leder; en stor skikkelse, indhyllet i ulveskind, som lo hjerteligt af romernes trusler. Han bekæmpede dem med al sin styrke fra Mannaheim, med al sin fynde, med al den respekt der lå i at le når man går i døden for sit land og sine frænder.

Det er vores forfædre. Det skulle man ikke tro i dag, hvor vores ledere lister sig langs muren, bange for dem, og så bange for dem, og det kunne jo være, hvis nu vi ikke snakker så højt, så kan vi muligvis undgå…. Der er kun en ting at sig; skrællinger, skrællinger alle til hobe, det er det de er.

Danskerne gider det ikke mere, ikke mere skrællingeri, ikke mere skraben langs murene, ikke mere “nu må vi hellere liiiiige passe på”. Nej nu er det simpelthen nok, nu kan det være nok med al den skraben og bukken for det højhellige EU og alle deres sycophanter. Vi gider det ikke mere, og hvis ikke snart politikerne tager sig sammen og siger fra, så ender det med at vi, som folk, selv siger fra, på den ene eller den anden måde, nok er nok.

Vi vil have vores højskoledanmark tilbage, vi vil have lov til at være os selv, stå op for det vi tror på, ranke ryggen, være ærlige og stolte over det som er vores, være noget vi kan være stolte af. Hvis det giver så uendelig meget mening for politikere og andre folk at være en del af Europa, være en del af “den europæiske ide”, hvorfor rejser de så ikke bare ned til Bruxelles, og er det dér? Og så lader danskerne have Danmark i fred? Så kan de supereuropæere, være helt i balance med deres egne ideer, mens at danskerne kan få fred.

Det tabte paradis

i Grundtvig/Renæssance af

Det er ikke til at holde ud med alle de påstande om at vi har indført demokrati og bedre retstilstande efter 68. Jeg mener, man hører det hele tiden; Danmark er fantastisk fordi vi ikke skal betale for uddannelse, helse og så videre. Ja, men det er da også dejligt med al den service vi intetanende og glade velfærdsdanskere får. Men kunne der være andre årsager til vores lykke end alle de gratisydelser vi får? Hvad koster denne frihed i manglende motivation for at få vores liv til at køre? Alle disse gratistiltag giver os egentlig ikke så meget andet end hovedbrud i den sidste ende, fordi vores ladhed og manglende kampkraft betyder, at vi ikke kan stå op for selv når det virkelig gælder. Altså nu, hvor det virkelig gælder, og vi er ved at blive overtaget af fremmede magter, igen, så formår vi ikke at gøre så meget andet end at gå på Roskilde festival og drikke os i hegnet. Hvad er det vi har mistet i denne idelige, dovne, ugidelige søgen efter den næste sofasnorker foran fjernsynet? Hvad er det der er at kæmpe for, nu hvor vi jo har muligheden for at flade ud med to kolde fra kassen, i en dejlig hyggestund foran flimmmeren. Hvad er det vi har mistet i den ugidelige, snorkende tilværelse, hvor naboens datter lader sig glædeligt voldtage, og vi i øvrigt er ligeglade. For vi kan ikke finde ud af andet end at glo mere tv, og vi er så dovne at vores evige stræben efter eftermiddagskaffen, og derefter boller i karry, hvis det går højt, er det eneste vi kan overskue. Vi er dovne, ugidelige, og uden indhold i vores liv, fordi vi er blevet bestjålet det allervigtigste vi mennesker har; vores drømme.

Grundtvig gav os drømme. Jeg kan huske jeg mødte en forfatter på Vallekilde, hendes mormor havde været elev engang for hundrede år siden, og forfatteren fortalte om hendes mormors historier om Vallekilde da mormoren var ung. Hun fortalte, at, at komme til Vallekilde, var som at komme til paradis. Kombinationen af kreativitet, ånd, viden, varme, historie og gejst, gav så megen oplevelse, at det forandrede mennesker. Når man kom derfra, så havde man en bevidsthed om at der var en mulighed for at opnå lykke i livet, for man havde oplevet den lykke på Vallekilde. Det var den reelle magi ved det sted som Ernst Trier havde skabt.

Ernst Trier havde skabt den lykkefølelse, fordi han fulgte Grundtvigs ideer. Grundtvig havde formået at samle alle de bedste principper i alle de traditioner som Danmark er skabt af, og give dem et udtryk vi almindelige, dødelige danskere kunne bruge. Det var vel kombinationen af folkeoplysning, historiefortælling, myter, kristendom, og i min tipoldefars tilfælde; det jødiske touch.

Det er denne drøm vi er blevet berøvet af mange års ugidelighed, af verdenskrige, af svigt, af nederlag på nederlag. Men det er samtidig denne drøm vi har at stræbe efter. Der vil komme ballade i Europa. Iran står på spring, hvis vi er uheldige vil det lykkes Gadaffi at fyre et par dirty bombs af i et par hovedstæder. Der kommer masser af pine og lidelse, i den forbindelse bliver vi nødt til at have noget som holder os oppe, noget som vi kan drømme om og stræbe efter, noget vi er parate til at dø for. Vi kan dø for Grundtvigs drøm, for den er reelt værd at give livet for. For hvis vi ikke selv når hen til drømmen, så vil vi give mulighed for vores børn eller børnebørn til at nå drømmen, og med det vil vores liv ikke være spildte.

Det kræver bare, at vi ser at få lagt kanalbehandleren fra os, at vi træder væk fra det flimmer af en virkelighed vi har nu, og begynder at drømme igen, drømme om den frie tale, om viden, visdom, kærlighed og varme. Den drøm gav Grundtvig os, og den kan bruges nu igen, til at overkomme alle de pinsler vi har foran os.

G-d bevare Danmark.

Den kolde krig

i Danmarks Radio/Journalistik/Kritik/Politik/Socialisme/Universitetet af

Det er væsentligt at forholde sig til den kolde krig af flere årsager; placering af skyld og evt. retslige efterspil for dem der har overtrådt loven og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, reorganisering af offentlige medier og bureaukrati, således at de sovjetiske propagandatiltag ikke længere spiller rolle i ovenstående. Men mest fordi vi skal forberede os på ikke at blive taget ved næsen igen af en fremmed efterretningstjeneste, som spiller os ud imod hinanden og forpester det politiske og mediemæssige liv.

Yuri Bezmenov, den sovjetiske tidligere KGB agent siger det klart; det handlede om at demoralisere Vesten, ved at overtale studenter, kunstnere og andre til at forråde deres egne lande, traditioner og idealer. Det lykkedes, over al forventning, og i dag sidder vi med eftervirkningerne.

Efter min mening er antidosen ikke kun at de skyldige får den straf de fortjener, men også at befolkningen bliver klædt på til at forstå de spil, der sker bag om kulisserne. For hvordan skal vi kunne have et demokrati, hvis det ikke er den frie samtale men efterretningstjenesterne der styrer landet? Ja, kan man så overhovedet tale om offentlig argumentation, hvis landet styres af udefrakommende argumenter, og ikke brydes i forhold til den virkelighed som er i landet?

Det mener jeg ikke, den frie debat bør altid tage udgangspunkt i den virkelighed som er i det givne territorium, nation eller stat.

Men, lad os forsøge at analysere lidt hvad Danmark har været igennem siden den kolde krig startede for alvor.

Før 68 var landet nogenlunde kørende, Hal Koch generationen efter verdenskrigen, var en stout og skarp generation. De var ægte demokrater, og skarpe på at erkende hvad der var op og ned på virkeligheden.

Det store skift skete i 68, her begyndet den sovjetiske propaganda at virke for alvor; Vietnamkrigen, Beatles, de fantastiske fire i dansk politik; Auken, Nyrop, Lykketoft og Bjerregaard.

Efter 68 fik den sovjetiske propaganda en klar indvirkning på samfundet; fodnotepolitik, atomvåbenfrit Norden, indførelsen af velfærdsstaten, kvindefrigørelsen. Hele den offentlige sektor blev stærkt omvendt og infiltreret af den sovjetiske propaganda. Ja, Danmark var en af de førende, hvis ikke det førende land, når det kom til at indføre sovjetiske propagandatiltag. Propagandaen blev indført uden skelen til de danske traditioner for folkedemokrati og fri debat. Den primære medieagent var Danmarks Radio, som svigtede de grundtvigianske idealer, og gik agurk i propagandaøjemed. Bomholts credo; at Danmarks Radio skulle opstille rammer for demokratiet blev afløst af folkeopdragelse og bedste Pravda stil. Det er sandheden.

Så faldt muren, og siden har den sovjetisk infiltrerede socialistiske middelklasse levet i angst for det opgør, der jo uværligt må komme. Platon beskriver processen i Staten; “Skinnet af retfærdighed”. Når magthaverne lader som om at de er retfærdige uden at være det, tvinger de sig selv hen i en position, hvor de bliver nødt til at styre informationsstrømmene. For informationen om det der virkelig er hændt, kan skade det image de har som retfærdige. Det er derfor socialisterne er så hunderædde for at slippe magten over medierne, for det vil ultimativt stille dem til ansvar for samarbejdet med KGB under den kolde krig.

Nu er opgøret langsomt ved at være på vej, nogen har vel erkendt, måske PET, at vi bliver nødt til at kende sandheden for at komme videre som samfund. Den skyld socialisterne føler sidder som en stor prop af dårlig samvittighed og giver manglende bevægelse i samfundet.

Det transparente, oplyste samfund forudsætter at folket kan erkende og forstå hvad politikerne gør, hvorfor de gør, hvilke legekammerater de har, hvad der er konsekvensen og så videre.

Imidlertid er erkendelsen af hele efterretningstejeneste halløjet en meget svær pille at sluge. Jeg har personligt været i nærkontakt med hele gamet i min tid som direkte politisk aktiv. Bl.a. har jeg været i nærkontakt med PET. Så jeg ved hvordan det hele fungerer.

Som en af de få ærlige intellektuelle har jeg så talt åbent om det, hvilket har reddet mig mange interessante øgenavne og givet meget skæld ud, specielt i blogverdnen, fordi de måske ikke lige har tænkt over, at de også er infiltreret af efterretningstjenesterne. Men det er selvfølgelig ikke desto mindre rigtigt, hvem skulle ellers infiltreres i landet, hvis det ikke er de meningsdannende “ekstremistiske” dele af samfundet?

Anyway, erkendelsen og forståelsen af motiverne for efterretningstjenesterne spil er virkelig vital for et moderne demokratiske land, ikke kun for staten, men også for befolkningen. I det grundtvigianske perspektiv er demokratiet folket, og det er først når folket erkender hvordan verden er, at den frie debat kan føre til fornuftig styring af landet. Hvis ikke befolkningen kender til de hemmelige spil, vil befolkningen stemme på de forkerte partier, fordi de ikke forstår hvad der egentlig sker.

Vi er i Danmark blevet kørt rundt ved næsen af KGB i slutningen af den kolde krig, og vi bliver, sandsynligvis kørt rundt ved næsen af den iranske efterretningstjeneste i dag.

Det er meget enkelt; KGB versionen, som iranerne har lært af, kører på medier, akademiske institutioner og skoler, kulturliv. Ideen er, at de holdninger som agenterne kan få til at opstå i et land, kan enten ødelægge landet, eller fremprovokere en situation som er gunstig for det land efterretningstjenesten kommer fra. Konkret blev f.eks. atomvåbenfrit Norden planlagt og eksekveret af Sovjet, ikke for Nordens skyld, men for Sovjets skyld.

CIA har andre metoder, men de spiller også en rolle, men dog en mindre agressiv rolle, med langt mere respekt for de lande de er i, de er, trods alt, vores tætte allierede, og vi deler jo de demokratiske traditioner med hinanden.

Men, hvis ikke vi erkender de svigt 68´erne gjorde, og får ryddet op i medier, skoler og bureaukrati, så vil KGB skolingen hænge som en fad dunst af idioti og svigt i samme institutioner. 68´erne vil fortsætte den sovjetiske mission, lang tid efter at Sovjet gik ned med flaget, som halvdøde robotter, der sikkert men uden den store entusiasme gentager de slidte paroler.

Yderligere gør det landet utrolig sårbart overfor den iranske efterretningstjeneste, der, af gud ved hvilken årsag, har relativ frit spil i Danmark. Det er i hvert fald mine personlige oplevelse. Nej, Nørrebro er ikke befolket af stakkels indvandrere, det er styret og kontrolleret fra moskeerne, herunder gigantmoskeen som er ved at blive bygget, hvis de får lov, på Vibevej 25 af iranerne.

Sagen er, at vi bliver nødt til at sætte en virtuel klamme omkring tiden fra 68 til nu, og tage fat i de ideologiske strømninger der var før 68. De danske demokratiske traditioner for at gøre demokratiet til noget som sker med folket og for folket. Vidskab, og folkeoplysning skal igen være centrale i vores tænkning, kreativitet, den frie tale, fællesskabet er værdier vi kan finde tilbage til, uden at det vil være andet end sundt og godt for os allesammen.

G-d bevare Danmark.

Danmarks Radio og frihed under kærlighed

i Danmarks Radio/Journalistik af

Sandheden er ilde hørt, mest fordi folk er bange for de konsekvenser sandheden har for deres egen person; forfølgelse, social udstødelse, vold. Ofte er tabuer genstand for beskyttelse, ubevidst som bevidst, og islam har været et tabu man ikke måtte kritisere, men er det ikke længere. Vi må nu igen kritisere islam, og det er selvfølgelig godt for alle inklusive muslimerne selv.

Hermed bliver Danmarks Radios opgave også meget lettere. Indtil videre har institutionen set sig selv først som propaganda apparat for kommunisme og sidenhen for islamisme. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, Danmarks Radio er meget mere end de propaganderende del af institutionen, men store dele af huset har reelt været, og er stadig en propaganda institution.

Værdierne i huset er imidlertid sunde hvis vi går helt til udgangspunktet; Julius Bomholt. Julius Bomholt var en folkehøjskolemand, og måske kan nogle af hans idealer bruges i dag.

Først og fremmest kan man kigge lidt på hvad højskoletraditionen reelt er i sit udgangspunkt, for derigennem at finde nye idealer; det er folkeoplysning, nordisk mytologi, den frie tale, kreativitet, fællesskab og kærlighed.

Disse idealer var nogle Grundtvig samlede op undervejs i sine skriverier.

Konkret kunne disse idealer måske bruges i en redifinition af DR´s nuværende udgangspunkt. Hver afdeling kunne i princippet forholde sig hvilken del af det grundtvigske de knytter sig til, og følge hans spor. Jeg mener, måske var det på tide at vi dramatiserede lidt over de nordiske kæmper igen, det ville ikke være dårligt. Heller ikke søgen efter sandhed, åben fri debat eller programmer der gik efter at skabe sammenhæng for høj til lav ville være dårlige.

Eller som Bomholt selv siger:

“En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: “Nok støtte men ikke dirigere”

Det handler i sidste ende om at se målet for samfundet; frihed på den ene side og kærlighed på en anden side. Man kunne måske formulere det som et frihed under kærlighed.

Socialisternes vej

i Islam/Socialisme af

Sandheden om den kommunistiske infiltration i halvfjerserne og firserne er meget ilde hørt. Ikke høre, ikke se, ikke erkende. Men denne tid var på alle måder katastrofal for det kommunistiske/socialistiske perspektiv i Danmark. Man gik fra at være en ærværdig, intelligent socialt engageret politisk strømning, til at være prostitueret for de sovjetiske KGB folk. Det er sandheden.

Fremskridt kræver oplysning, kun hvis man er sand omkring et emne, vil dette emne kunne udvikles. For kun hvis man ser tingene som de er, vil man kunne skabe et grundlag at arbejde videre på.

I dette perspektiv skal udviklingen indenfor det socialistiske ses. Pernille Frahm, der ellers er et dejligt menneske, har ikke været ærlig i mødet med KGB agenterne, siges det. Hvorfor kan hun ikke bare sige det som det er; jeg blev taget ved næsen af en glorværdig ideologisk fremtid, som blev mig lovet af de snedige agenter. Der er ingen skam i at have taget fejl, det gør vi allesammen. Men der er skam i at dække over sine egne fejl og ikke ville indrømme dem.

Nu har jeg været i nærkontakt med mange af de socialister som nu sidder på pinebænken, og jeg kunne egentlig godt lide dem, da jeg mødte dem. Det vil sige, jeg ved at der egentlig har været, set i datidens perspektiv, relativt ærlige holdninger bag deres projekt. Man har været naiv, men motivet for at samarbejdede med KGB har sandsynligvis været ud fra ideer, som gav mening på det tidspunkt. Det djævelske ved KGBs´metoder var, at det gav folk som ellers ikke blev tolereret; bøsserne, de anderledes osv, opbakning. At de så gjorde ud fra motiver som var uhyggelige i deres ide, det ved vi nu, men det vidste vi også den gang.

Problemet for mange socialister i dag er ikke at de samarbejde med KGB, men det simple faktum; at de burde have vidst bedre.

I 68 da Sovjet knuste foråret i Prag, var det ikke længere muligt at bilde sig ind, at Sovjet var en god og sympatisk verdensmagt. Yderligere var erkendelsen helt klar med Soltsenitsyns beskrivelse af de sovjetiske koncententrationslejre. Gulag var virkelig.

Tilbage står det grundlæggende spørgsmål; er der overhovedet nogen mening tilbage i at være socialist? Giver det mening at knytte sig til en teori, som har stået for nogle af de værste masseudryddelser i historien? Ja, hvad med det giftemål med islamismen som Sovjet foretog?

Der er kun en ting at sige til det; ja selvfølgelig er der en fremtid for socialismen. De idealer socialismen betragter som væsentlige; solidaritet, næstekærlighed oplysning er ligeså valide og vigtige for samfundet, som de altid har været. Problemet er ikke, at der ikke ligger vigtige værdier i socialismen, som samfundet har brug for. Problemet er at socialisterne selv har svigtet deres egne værdier, og yderligere at socialisterne bør forårsage den grundlæggende kommunistiske model for samfundet, og knytte sig helt og klart til demokratiet.

Demokratiet har brug for solidaritet for at kunne fungere, og hvis den solidariske del af samfundet står af, fordi denne del af samfundet har svigtet sig selv og sine egne idealer, så lider demokratiet.

For mig at se, bør socialisterne sørge for at få gjort op med den kolde krig, indrømme de fejl man har begået, se at få ryddet op, og så komme i gang med at kæmpe for fællesskabet og oplysningen.

Det skal ikke være en proces som varer for lang tid at få i gang, det skal være en proces der skal ske her og nu. Opgøret kommer, og jo hurtigere man kommer i gang med at få ryddet op, jo mindre skade kommer opgøret til at skade det socialistiske projekt.

Vi kan lære af de socialister der kæmpede under og efter anden verdenskrig; Hal Koch, Oriana Fallaci. Den ærlige kamp ligger i oppositionen til undertrykkelse og udnyttelse, og kampen er i dag imod islam.

Journalisternes faglige svigt

i Journalistik/Kritik/Renæssance af

Der diskuteres i disse dage højtlydt i forhold til journalisternes manglende faglighed og inkompetence i relation til grænsedebatten. Den enkle og uhyggelige sandhed er, at journalisterne tydeligt talte med to tunger; en på redaktionen og en i aviserne. Det er, her efter mediestormen, helt tydeligt at den konkrete nyhedsdækning af sagen ganske enkel er usand.

Hvorfor er det udtryk for et journalistisk forfald? Fordi de idealer journalisterne burde opretholde; objektivitet, sandhedssøgning, uafhængighed ikke blev opretholdt under dækningen af grænsediskussionsdebatten.

Poul Erik Andersen har gennemgået nogle af de journalistiske artikler der blev skrevet under mediestormen.

Manipulerende grænsejournalistik, JP, 26.06.11

Men, hvilke idealer er det så journalisterne burde stræbe efter, og hvor kommer de fra?

De kommer aktuelt fra den franske revolution. Napoleon Bonaparte kastede sig, med sine lasede franske tropper sig ind kampen for nationen og demokratiet. En kamp vi hørte et ekko af i fransk militærs indgriben i Libyen krigen, i et gjalende egalite, fraternite og liberte. Vi hørte det ikke direkte, men vi fornemmede det i de heltemodige jageres første tur ind i kampen for det libyeske folk. Det var modigt, det var flamboyant, det var fransk.

Læs videre

EU og mennesket

i Europa/Humanisme/Israel/Politik af

Det diskuteres i disse dage hvad vi skal med Europa; alle er nogenlunde enige om, at den Europæiske Union i sin nuværende form ikke er holdbar i længden, men de færreste er parate til at tage konsekvensen af det. Det bliver de nødt til, hvis de ikke gør det bevidst og kontrolleret, kommer det til at ske ubevidst og ukontrolleret.

Demonteringen af den Europæiske Union er imidlertid ikke så dårlig, for unionen er bygget på traumer og manglende selvopholdelsesdrift. Unionen var det projekt der skulle gøre Europa til et fredeligt kontinent i skyggen af de to tidligere verdenskrige. Det projekt lykkedes, men paradoksalt nok lagde det samtidig kimen til næste verdenskrig, idet unionen faciliterede indvandring af mulismer der, med den muslimske tilknytning til det iranske terrorapparat, skubber Europa ind i en ny krigsfase.

Man siger vejen til krig er belagt med gode intentioner. Ja, Europa forsøgte at betale tilbage for deres skyld imod jøderne idet de behandlede muslimerne som jøder; de kunne ikke diskuteres, deres skyld var hævet over enhver tvivl og de skulle beskyttes imod de onde europæere.

Man glemte bare at forholde sig til den barske virkelighed, problemet med muslimer er, i al sin grusomhed, at islam ofte er lige så slem som nazismen, ja ofte endda værre. Specielt de versioner af islam som bruger jøderne på samme måde i deres propagandamateriale som nazisterne. Uforvarende har man forårsaget præcis det modsatte af det man ville, da man beskyttede muslimerne som vor tids jøder. Muslimerne er ikke vor tids jøder, jøderne er vor tids jøder, og jøderne forfølges ofte af muslimerne.

Læs videre

Oriana Fallaci

i Europa/Humanisme/Politik/Socialisme af

Mange socialister skal i disse dage forholde sig til det simple faktum, at islam ikke er kompatibel med socialismen og demokratiet. Men hvad skal man så rette sig imod for at forstå, hvilken vej man kan gå? Jeg rettede mig imod Oriana Fallaci da jeg gik ind i modstandskampen imod islam. Jeg kan huske første gang jeg stødte på Fallaci; her er mine reflektioner og oplevelse, som måske kan inspirere.

Jeg stødte først på Fallaci i efterskolen. Min lærer havde det med at stikke mig nogle bøger, hun mente kunne være gode for min videre udvikling og dannelse. Af en eller anden årsag mente hun at Oriana Fallaci var noget for mig. Hun gav mig bogen; En Mand, der handlede om Oriana Fallacis forhold til Alexandros Panagoulis, en græsk frihedshelt der gav sit liv i kampen imod den græske junta. Jeg var meget optaget af Alexandros, hans kamp imod undertrykkelsen, beskrivelsen af torturen, hans inderlige dialog med billerne i hans celle. Oriana sagde mig egentlig ikke så meget, men jeg fik en fornemmelse af, at her var et menneske, der virkelig elskede den mand. Han døde, og hun fandt aldrig en anden, han var hendes mand.

For fire fem år siden stødte jeg så på Oriana Fallaci igen. Pludselig var hun sprunget ud som islam kritiker. Jeg havde selv tumlet med mange af de samme reflektioner som andre har; det lugtede ilde med islam, jeg brød mig ikke om deres menneskesyn, volden, selvhøjtideligheden, løgnene. Men jeg havde samtidig ikke rigtig sprunget ud af skabet, for på det tidspunkt var islamkritik det samme som social udstødelse. Der hjalp Oriana Fallaci, for hvor hun gik, gik hun altid imod lyset og kæmpede for frihed og solidaritet. Hendes første erfaringer havde hun som modstandskvinde imod den italienske fascisme, og hendes intuition følte jeg, at jeg kunne stole på. Hun var kompromisløs og sand i sine handlinger.

Jeg undersøgte Fallacis skriverier lidt mere, efter modstandskampen imod den itaienske fascisme, fik hun en stor karriere som journalist. Hun interviewede nogle af de største tyranner og ikoner igennem tiden. Henry Kissinger skulle bla have sagt følgende om hendes interview med ham:

Det var “the single most disastrous conversation I have ever had with any member of the press.”

Fallaci var en sand stjerne, smuk indenvendig og udvendig, kompromisløs og sandhedssøgende.

Det gik op for mig, at Fallaci havde luret faren i islamismen allerede ret tidligt. Hun var berømt for at have interviewet Irans Aytollah Khomeni, hvor hun er citeret for følgende ordudveksling.

OF- I still have to ask you a lot of things. About the “chador,” for example, which I was obliged to wear to come and interview you, and which you impose on Iranian women. […] I am not only referring to the dress but to what it represents, I mean the apartheid Iranian women have been forced into after the revolution. They cannot study at the university with men, they cannot work with men, they cannot swim in the sea or in a swimming-pool with men. They have to do everything separately, wearing their “chador.” By the way, how can you swim wearing a “chador”?
AK- None of this concerns you, our customs do not concern you. If you don’t like the islamic dress you are not obliged to wear it, since it is for young women and respectable ladies.
OF- This is very kind of you, Imam, since you tell me that, I’m going to immediately rid myself of this stupid medieval rag. There !.

Se det er en dame man kan beundre og respektere. Stærk, sanddru, ægte.

Med Fallacis eksempel følte jeg, at jeg kunne gå ind i kampen imod islam. Men min kamp kunne desværre ikke starte med den socialistiske del af Danmark på det tidspunkt. Der var kun en reel deltager, der gjorde noget seriøst imod islam i Danmark, det var Stop Islamiseringen af Danmark. Mange har hele tiden hadet SIAD, men da jeg selv har været med til at udvikle mange af de ideer der ligger til grund for foreningen, kan jeg ikke andet end støtte den del af det islamkritiske: kampen imod tyranniet, demokratiets kompromisløse afstandstagen fra fascismen i islam.

Efter for alvor at have sat mig ind i islams ide, fandt jeg hurtig ud af at Fallacis instinkter var hundrede procent rigtige; islam er fascistoid i sin grundide, hvorfor? Fordi fascismen ikke, som mange tror, er et ondt styresystem, nej fascisme er et system, som vil det gode for verden. Fascisme er når en organisation, politisk eller religiøs, mener at have en sandhed andre mennesker i verden skal underlægge sig. Den fascistiske ide er altid “god”, i den forstand at fascismen prædiker at de vil det gode for verden, men det er en kvalitet der ikke kan diskuteres. Da islam yderligere har et væld af macho principper som heller ikke kan diskuteres, var valget klart for mig; islam er fascisme i sin mest klassiske form; en verdensopfattelse som vil undertvinge sig andre mennesker og ikke vil give mennesket fri. Denne erkendelse havde Fallaci også:

Whether it comes from a despotic sovereign or an elected president, from a murderous general or a beloved leader, I see power as an inhuman and hateful phenomenon…I have always looked on disobedience toward the oppressive as the only way to use the miracle of having been born.

Go to Top