Nyheder/analyse

  • Der er gået Erasmus Montanus i det danske embedsværk

    af Myndighedernes håndetering af Coronakrisen afslørere med al tydelighed hvilke dybe problemer staten har med at håndtere sit arbejde; inkompetence, arrogance, manglende evne til at lytte til den offentlige diskussion. Det helt slemme problem er håndteringen af selve krisen. Jeg mener, danskerne har, med forbilledlig disciplin, håndteret krisen fornuftigt. Alle de… Læs videre

  • Familiepolitik

    af Det er lidt interessant i disse dage. Langsomt er højrefløjen ved at komme sig over sidste valg, meningsmålingerne kravler langsomt den rigtige vej, Stram Kurs har ikke rigtig gjort væsen af sig, og selvom vi er lidt svage, så er der håb forude. Hvad er det egentlig der er ved… Læs videre

Sådan beholder Danmark sine abejdspladser; ved at udvise loyalitet

i Leder af

Det diskuteres disse dage hvordan vi skal redde Danmark ud af det truende økonomiske kollaps som ses i horisonten af den verdenspolitiske ide. Jeg skal ikke kunne komme med den endelige løsning, men jeg vil tillade mig at pege på en metode som har virket i lang i tid Danmark, og som måske kunne tages op igen; loyalitet overfor landet. En klassisk konservativ ide.

Her er lidt af mine tanker desangående.

Kigger vi lidt tilbage i tiden, så var de danske erhverv, i udgangspuntet under den danske krone, samlet under en hat i Børsens lokaler. Her blev der handlet, udvekslet, snakket og udviklet. Så gik de forskellige erhverv i deres egne organisationer, og i dag er der kun en mindre del af det danske erhvervsliv organiseret under det som i dag hedder Dansk Erhverv.

Kvaliteten ved organisationsformen var, ud over en direkte kontakt imellem de handlende, også en følelse af loyalitet overfor den danske krone. Man følte man kom hjem når man havde sejlet fra Hong Kong til Danmark. Denne loyalitet udmøntede sig i, at man ansatte danske søfolk på bådene, at man havde danske skippere til at holde kursen, ja man havde et helt lille velfungerende økosystem i gang, der sikrede at tingene fungerede. Denne ide har vi nu, efter mange hundrede år, sat over styr. I dag sejler der ikke længere danske officerer på bådene, der er et væld af forskellige folkeslag på bådene, og loyaliteten overfor kronen og Danmark er stærkt på retur. Netto resultatet er, at der er færre danske arbejdspladser til danskerne.

Derfor er løsningen på den nuværende problemstilling også snublende enkel; det gælder om at få loyaliteten imellem Dansk Erhverv og Danmark sat på dagsordnen igen. Det skal igen være en ære at sejle med Dannebrog, der skal klinges på syngende jydsk og drævende sjællands på broerne. Hvorfor? Fordi denne erhvervsmodel fungerer på den lange bane. Vi risikerer, med den svigtende loyalitet, at vi mister ikke bare arbejdspladser, men også erhvervsevne. For erhvervsevne ligger ofte i de handler man kan lave sammen med en man kender. Det venskab der kan opstå imellem to ligemænd, det er nu en gang mere værd end en tilfældig business relation.

Yderligere har kongehuset en tusindårig tradition for at værne om dansk erhverv, ikke bare som forbillede og ide igangsætter, men også som beskytter på havet. Denne tradition vil også være farlig at sætte over styr. Ja, for lige nu kan man måske støtte sig op af internationale flådefartøjer, men hvad med om hundrede år, eller om tohundrede år? Der vil der stadig være erhverv i Danmark, men der vil måske ikke være beskyttelse af andre nationer ude i verden. Loyalitet belønner sig ikke altid på den korte bane, men den belønner sig ofte på den lange bane.

Fra et statsligt perspektiv kunne man yderligere støtte de dele af det danske erhverv der er reelt loyale med landet, og straffe de dele af dansk erhverv som er illoyale. Det behøver ikke at være økonomisk straf eller beløning, men opmærksomhed kan bruges.

I bund og grund handler arbejdspladsers skabelse og vedligeholdelse, når det kommer til erhvervslivet, dog om en væsentlig ting; mening. Hvorfor skal Dansk Erhverv blive i Danmark? Ja Carlsbergs motto siger det enkelt; pro patria, for landet, for loyaliteten med det fællesskab som er det reelt eneste vi kan stole på, også i længden.

Kampen imellem klasserne og sandhedens vej

i Leder af

De danske akademiske institutioner er i dyb krise efter multikulturalismens sammenbrud, der ledes og ledes efter et nyt sæt videnskabsteoretiske briller der kan trække denne ældgamle kulturtradition ud af den blindgyde den er endt i; forfald, politisering, manglende integritet og svigtet af det grundakademiske kald; søgen efter sandheden.

Jeg har filosoferet lidt over hvordan man måske kan gå tilbage i den idehistoriske fælleskasse, og lade sig inspirere til at komme tilbage til udgangspunktet for det akademiske.

Jeg tillader mig at pege på den præsokratiske filosof Parmenides, og hans tanker omkring sandhedens vej og holdningens vej.

Men først bør man, i et Parmenidesk lys, analysere hvorfor vi står i de problemer vi gør i dag.

Parmenides mener, at man kan gå to veje; sandhedens vej og holdningens vej. Afgørende for holdningens vej er at man ikke forholder sig logisk til en problemstilling men bare lader sig føre af en tilfældig ide. Problemet ved denne holdningens vej er at man kommer langt væk fra det der er. Vi kender det også fra Shakespeare der lader sin helt Hamlet udtale; at være eller ikke være er spørgsmålet, en reference til Parmenides. Altså at være erkendt omkring hvad virkeligheden er, er det afgørende.

Dette har videnskaben så forsøgt at gøre med mange redskaber; fokuset på empiri, brug af problemformuleringer, hypoteser, criterier, og begrebsdefinitioner. Alle disse redskaber har til formål at nærme sig det der er.

Imidlertid har man nu fjernet sig fra forståelsen af det der er i dag. Multikulturalismen fordrer en verden hvor tolerancen er i højsædet. Problemet ved denne ideologi er at den ikke forholder sig til hvad der er i virkeligheden, nemlig menneskets natur. I følge den ideologi som ligger bag retsstaten er loven til for at tøjle menneskets natur og skabe lighed og retfærdighed. Retsstaten er en reel ideologisk størrelse, som forholder sig til hvad der er.

Hermed skabes der, når man opererer med begreber og teoridannelser som multikulturalismen, en holdningens parkeringsplads hvor virkeligheden ikke kan ses fra.

Reelt ser vi i dag at samfundet er delt op i tre dele, når det kommer til forståelsen af hvad der er. 1. De menige borgere som bor i områder som er udsat for det reelle fald i civilisation som genindførelsen af den stærkes ret er udtryk i mange ghettoer, og hele byer (som f.eks. København). Disse menige borgere siger højlydt fra overfor problemerne, men møder ofte ikke forståelse i middelklassen, som ikke forholder sig til det som er, men kun til det som de mener. 2. Middelklassen, som råder i medier, akademiske institutioner, kulturudvalg, og i store dele af kunstlivet, lever på holdningens vej. De forholder sig ikke til det som er; en forråelse af samfundet, demokratiets reelle fald i store dele af Danmark, retsstatens fald i store dele af Danmark, men er fyldt med meninger. De er ofte knyttet til relativt overfladiske begreber som multikulturalisme, menneskesyn og andre meningsenheder som ikke tager udgangspunkt i en reel værensforståelse. 3. Eliten som forholder sig til verden som den er. Herunder findes de ledende politikere, mediefolk, kulturpersonligheder og akademikere med integritet.

Hermed opstår en alliance imellem eliten og de menige borgere imod middelklassen.

Hermed vil middelklassen nødvendigvis fejle til sidst, idet de ikke kan bekæmpe to stærke dele af samfundet på en gang. Yderligere er de underlagt elitens magt, så de bliver nok nødt til at rette ind på et tidspunkt.

Hermed er rennæssancen for middelklassen en erkendelse af det som er, og måske en tøvende men reel begiven sig ned af sandhedens vej. En Parmenidesk renæssance.

Hvem bekæmper racismen?

i Leder af

Alle danskere er enige om at racismen skal bekæmpes, vi er bare uenige om hvilken racisme der skal bekæmpes. Venstrefløjen mener at det er racisme imod muslimer, højrefløjen mener at det er racisme imod jøder. Lad os kigge lidt på de reelle forhold som de to befolkningsgrupper er underlagt.

Muslimerne har udstrakt trosfrihed, de har mulighed for at bevæge sig at alle dele af landet, der er ingen der reelt truer dem. Ja, de bliver kritiseret af mange, men det er, som regel, en sober, filosofisk kritik, der forsøger at adskille stat og religion, og vise respekt for de dele af Islam som er reelt skønne. Ja, faktisk er der ofte tale om positiv særbehandling af muslimer i stat og kommune, i medier og i politik. De muslimske kunstnere som Outlandish og Burhan G. får lige lidt ekstra positiv opmærksomhed, rap skolerne popper op i hele landet med muslimske elever i første potens.

Hvordan er det så med jøderne. Ja, de fleste danskere har ikke noget imod jøderne. Jo, der er en udbredt skepsis overfor Israel, specielt i de socialistiske kredse, men det handler sjældent om den enkelte jøde.

Når det så er sagt, så er det i dag reelt umuligt for en jøde at gå med sine religiøse symboler i mange steder af landet. Typisk er muslimske ghettoer reelt no go zone for en jøde med en kalot, eller en davidsstjerne. Man mærker der overalt, jeg sad i dag og læste et tidsskrift hvorpå der med store typer stod Israel på, hadet stod ud af øjenkrogene på tilfældige mennesker der gik forbi. Men der er mere, synagogerne er stærkt bevogtede, de jødiske skoler er med tårnhøje hegn omkring, demonstrationer for Israel er akkompagneret af hylen, skrigen og heilen. Det gør det usikkert at være jøde i Danmark.

Sagen er jo, at det ikke drejer sig om, at dem som hader jøderne ikke kan lide dem fordi de har politiske kontroverser, eller mener at de undertrykker andre, for det gør jøderne ikke i Danmark. De kan ikke lide dem, fordi de er jøder, fordi der skrives i deres aviser at jøderne er onde, fordi deres tvkanaler flyder over med antisemitisk propaganda.

Hvor er så den reelle racisme? Hos dem som hader andre fordi de er en anden race? Eller hos dem der kritiserer, med stor varsomhed, på det politiske.

Jeg mener, at den reelle racisme ligger i de islamistiske kredse i Danmark. Hos sunnierne i Hizb-ut-tahrir, hos shiaerne i moskeen på Vibevej, og hele den hoben af islamister af forskellig art der bare mener at jøder er sønner af aber og svin.

Vi kæmper altså imod et irrationelt had. Nu er det jo snart jul, og man ville da håbe, at hadet, måske bare for en kort stund, blev afløst af kærlighed.

Gør PET deres arbejde ordentligt?

i Leder af

Politiet burde være demokratiets forsvarer og familien Danmarks bedste ven. Sådan er vi opdraget til at tro via utallige Olsenbandefilm og det traditionelle tillidsforhold der imellem politi og borger i Danmark. Men hvordan klarer politiet så globaliseringen og terrortruslen i Danmark. Jeg mener: ELENDIGT, og jeg mener at jeg kan argumentere for min holdning.

Først og fremmest bør man, i en analyse af forholdet imellem terrortruslen og politiets tackling af denne, forholde sig til hvordan terrortruslen fungerer, og hvordan den eksekveres. Den iranske efterretningstjeneste er voldsomt velrepræsenteret i Danmark, der bruges mange ressourcer fra det iranske regimes side, på at infiltrere det danske samfund, senest ved prestigebyggeriet på Nørrebro Vibevej 25. Den iranske efterretningstjeneste har gået i lære hos KGB, så de bruger de samme metoder; subversion, påvirkning af medier, akademisk liv og bureaukrati. De forsøger at nedbryde moralen og påvirke debatten.

Det har de nu kunnet, praktisk taget uhindret, siden de kom til landet. Ja, det har med politiets villige applaus udvidet deres propaganda virksomhed betragteligt. Resultatet er da også kommet, store dele af det offentlige apparat er stærkt proislamisk, og store dele af det politiske liv er stærkt proislamisk. Værst ser det ud i den socialistiske lejr, som står arm i arm med heilende palæstinensere.

Man kan altså spørge sig selv; hvad er det egentlig Politiet, og det hemmelige politi foretager sig for alle de ekstra penge de blevet tildelt efter den sidste terrorpakke? De foretager sig ikke noget fornuftigt i forhold til islamisterne og deres KGB metoder, så hvad bruges pengene på? Jeg har et forslag; de forsøger at holde kritikerne af islamisterne nede. Både Anders Gravers og undertegnede har længe følt PET´s klamme ånde i nakken, og Anders Gravers er nu, som jeg tidligere, gået offentligt ud med kritikken af PET. Konkret er Anders Gravers mistanke at PET har en finger med i spillet i forhold til en anklage der er rejst overfor Gravers ang. brug af Kurt Westergaards tegning i en demonstration. Ikke alene er det lidt mystisk at Westergaard skulle mene noget om Gravers, men det er yderligere mystisk at sagen har lidt for gode og kvikke kår i det danske retssystem. Sagen skulle, efter Gravers udsagn, have været behandlet lidt for tjept i systemet.

Det drejer sig kun om formodninger, og jeg er tidligere blevet skoset for at gå offentlig med min kritik. Men nu er Gravers også fremme med kritikken, og så er der altså to af Danmarks førende islamkritikere der peger på PET som værende en forhindring for vores virke.

Hvis antagelserne er korrekte. Så bekæmper PET altså dem der vil forsvare ytringsfriheden og demokratiet, mens de ser igennem fingrene med de islamister der vil nedbryde demokratiet.

Hvis det er korrekt, så er PET altså til mere skade end gavn. Hvis de ikke havde været der, så var demokratiets normale forsvarsværker; Gravers og jeg på pletten, og ville have fremført en offentlig kritik, og vi havde stået bedre i dag. Nu stoler borgerne på at politiet gør deres arbejde ordentligt, og bekymrer sig ikke om landets sikkerhed.

Hvad nu hvis det hele bare er fup og fiduser, hvis Gravers og jeg har ret i at Iran infiltrerer landet med turbofart, og PET reelt holder hånden over dem?

Ja, så er vi virkelig i stor fare. Nogle burde dels undervise PET i grundloven, specielt det afsnit det hander om ytringsfrihed, og så burde man yderligere undervise PET i KGB metoder, og den applicering der er foretaget af dem af de islamistiske regimer.

Vor tids Kaj Munk

i Leder af

Jeg kender en præst i det jyske, han er som jyderne når de er bedst, sej, ukuelig, idealistisk, nede på jorden, og ydmyg overfor skaberværket og Danmark. Han hedder Rolf Sloth Henriksen. For mange år siden, da jeg var en naiv ung teenager der troede på alle de tomme multikulturalistiske paroler, der begyndte Rolf at sige fra overfor Islam. Han skrev en bog, så skrev han en bog til, så blev han udelukket fra det gode københavnske selskab, så blev han ugleset for at tale magten imod, og gøre hvad der var det rigtige.

Men på trods af modstanden blev han ved, på trods af, at alle slog hånden af ham, at sliddet blev hårdere og hårdere. Så lavede han Islaminfo, en oplysningsside om Islam, så oprettede han foreningen Dansk Kultur, der i dag har mange medlemmer.

Hvis ikke at Danmark havde sådan nogle sandhedsvidner som Rolf, ja så var vi langt ringere stillet. Mange andre lande vil gå deres undergang i møde; Sverige kan ikke holde sammen på deres rige længere, Storbritannien står med problemer op til halsen og må nødvendigvis gå krigstider i møder, USA ligeså. Men Danmark kommer til at gå langt blidere igennem det kaos vi er på vej imod, og det kan vi bl.a. takke Rolf for. Jeg har gået og tænkt lidt over hvem Rolf minder mig om. Og han minder mig utrolig meget om en anden præst der virkede under besættelsen, samme stædighed og insisteren på friheden; Kaj Munk. De to præster er støbt at samme form.

Jeg priser mig heldig over, at det er kærligheds og frihedspræsterne som sætter de ægte eksempler. Uden dem var vi virkelig ilde stedt.

De sorte lejesvende

i Leder af

Der diskuteres i disse dage en del omkring de røde lejesvende. På den ene side mener borgerlige politikere og kommentatorer, at marxisterne i tresserne og halvfjerserne var hyret af KGB, til infiltrere landet og svække modstandskraften. På den anden side mener de gamle marxister ikke at de gjorde noget galt, men ser det stadig deres handlinger som en kamp for det gode samfund.

Nogle har reelt taget afstand fra deres fortid som Ole Sohn, andre befinder sig stadig mentalt i halvfjerserne som DR´s P3. Hvad kan man gøre? Og hvad har disse røde lejesvende af forhold til den nye infiltrationstrussel radikal islam?

I første omgang mener jeg, at man bør kigge lidt på metoderne for KGB som, sandsynligvis, stod bag infiltrationen af det danske samfund. KGB arbejdede uhyggeligt effektivt, de var velorganiseret og deres metoder var ekstremt velfungerende og svære at modvirke. Metoden kaldte de, i følge KGB afhopperen Yuri Bezmenov, for “subversion”. Metoderne var en videreudvikling af den kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu metoder. I følge hans klassiske værk “The art of war”, er spionage og påvirkning af fjendens moral af den største vigtighed for krigsførelse. Denne taktik førte til en “hemmelig” krig i det vi dag kalder den kolde krig. Krigen blev ikke ført med fysiske våben, men blev ført med efterretningstjenesternes krig imod hinanden. Det skete i hele verden; PLO i Palæstina, Ayers i USA, Pinochet i Chile, 68 oprøret i Frankrig og USA, i Afghanistan, Iran, Kina, Taiwan, Korea, Vietnam, ja hele verden var den kolde krigs skueplads. Efterretningstjeneste stod overfor efterretningstjeneste KGB overfor CIA og MOSSAD.

I Danmark var der også en lille og uanseelig skueplads. Det betød ikke det store i det store verdensbillede, men det var en stor ting for Danmark. Det socialistiske og kommunistiske Danmark var de villige lokaloperatører for Sovjet. Det mest eklatante eksempel var vel Atomkraft nej tak bevægelsen, som kun giver mening fra et Sovjetsynspunkt. Jeg mener, hvem får noget ud af at den ene part nedruster ubetinget? Det gør den part der ikke nedruster. KGB´s klamme hånd er ret tydelig at se i denne bevægelse. Så var der pascifismen med Rifbjerg som det evige pascifistiske tudehorn. Hvem får noget ud af det? Sovjet. Den agressive kvindebevægelse var muligvis også en del af sovjetinfiltrationen. Det er ikke noget jeg har bevis for i Danmark, men det er de metoder KGB, i følge Yuri Bezmenov, selv eksekverede i de fjendtlige områder, og det passer overraskende godt på Danmark. De brugte de samme metoder i de andre lande de infiltrerede, så hvorfor ikke også i Danmark? Hermed giver udtrykket “røde lejesvende” mening, idet der ligger den sandhed i udtrykket, at dem der var pascifister, gik atommarch og var radikale rødstrømper reelt ikke kæmpede for en bedre verden med større solidaritet, de gjorde bare KGB´s beskidte arbejde.

Det er selvfølgelig forfærdeligt at erkende at man har levet på en livsløgn, og min fornemmelse er da også at 68´ere som Rifbjerg desperat holder fast i deres idealer, idet erkendelsen af at han er blevet taget ved næsen, betyder et reelt spildt liv. Det er trist, men det er ikke første gang i historien at en generation er blevet taget ved næsen.

For mig at se, er der heldigvis ved at ske et skred, og flere fremtrædende kommunister har erkendt deres medskyld. Den mest fremtrædende eksponent for denne trend er den tidligere formand for det kommunistiske parti Ole Sohn. Han har reelt erkendt sine fejl, og forsøger at komme videre. Men der er rigtig mange der ikke er kommet så langt, og som stadig holder fast i parolerne fra 68. DR´s P3 er efter min mening, og personlige erfaring, den mest destruktive eksponent for denne uheldige manglende udvikling.

Var verden så blid og god at der ikke var flere farer, og vi kunne bruge al den tid i verden på at gøre op med de tidligere røde lejesvende, så kunne vi bruge de næste tyve tredve år på at diskutere kold krig og 68´ernes rolle i denne. Men sådan er virkeligheden ikke. For en ny fare er opstået; radikal Islam. Propaganderet fra Iran og fra Egypten/Saudi Arabien. Iran er længst og tydeligst fremme med store prestigebyggerier på Nørrebro og en slet skjult propaganda dagsorden. Saudi Arabien med deres Al Queda og Egypten med deres Muslimske broderskab er også langt fremme. Al Qeuda kender vi til fra angrebet på dobbelt tårnene i New York og infiltration af muslimer i Ishøj. Det muslimske borderskab kender vi fra Tariq Ramadans besøg på Krogerup Højskole.

I følge mine efterretninger i det iranske miljø er det iranske sikkerhedsapparat stærkt influeret af KGB metoder. Mange af KGB toplederne skulle efter sigende, efter Sovjets fald, have emigreret til villige betalere af deres sorte kunst, herunder mange muslimske regimer. Og, hvis man kigger lidt på de metoder islamisterne bruger i Europa og USA, så kan man tydeligt se at de har været inspireret af KGB. Det er de samme metoder de bruger; nedbrud af moralen, omvendelse af de akademiske institutioner (Edward Said bl.a.), mediearbejde. Ligesom KGB bruger de altså list og taler med to tunger.

Her har vi så det reelle problem for Danmark. For det er farligt, at vi endnu ikke har fået gjort op med de røde lejesvende, når der nu pludselig er dukket en spiller op der bruger de samme metoder, som de røde lejesvende tidligere er faldet for. Vi risikerer at de røde lejesvende nu bliver til sorte lejesvende.

Denne trend mener jeg er ret tydelig i det danske samfund. Tag f.eks. P3 og deres promovering af det islamistiske band Outlandish, og deres nuværende promovering af den tidligere medlem af Outlandish; Burhan G. Hvorfor gør P3 det? Så er der utallige eksempler på at medarbejdere i stat og kommune bevidst propaganderer for Islam. Hvorfor gør de det? Jeg mener, multikulturalismen fordrer at man respekterer andre kulturer, ikke at man propaganderer for dem. Hvad med de autonome som nu står side om side med islamisterne? Hvorfor gør de det?

Det er fordi at de røde lejesvende er blevet til sorte lejesvende.

Ubevidst, eller bevidst, har de tidligere rødgardister nu overført deres alliance til sortgardisterne.

Og, det er et forfærdeligt stort problem for den danske stat og det danske demokrati. Staten og samfundet fungerer kun hvis borgerne er loyale overfor det. Demokratiet ligger ikke murstene i folketingets bygning, den ligger i loyaliteten borgerne har overfor den frie, oplyste samtale.

Hvad gør man så med de sorte lejesvende? Ja, man bør i først og fremmest respektere de tidligere røde lejesvende som nu er blevet erkendte omkring deres fejl, og som nu reelt bekæmper islamismen. Jeg synes at man skal respektere Ole Sohn og Villy Søvndahl for den kamp de reelt tager med de folk de har i deres bagland, som jo står på vippen for at blive sorte lejesvende, ja reelt er sorte lejesvende mange af dem. Det må være en svær kamp.

Yderligere mener jeg, at Grundtvig har givet os et mægtigt våben i kampen for demokratiet, som vi endnu ikke har svunget med reel virkning. Dette våben er oplysningen, og ja, det stærkeste våben er selvfølgelig Folkeoplysningen. Når først folket forstår hvad det islamiske projekt går ud på, så vil de vende sig fra det. Her er et velfungerende Trykkefrihedsselskab af en utrolig stor betydning, idet Trykkefrihedsselskabet reelt fungerer som et oplysningsorgan for det folkelige. Derfor vil en styrkning af Trykkefrihedsselskabet og en distribution af deres litteratur i stat og kommune være af stor væsentlighed.

Der vil være nogle forhærdede forbrydrere ind i mellem, jeg tror f.eks. ikke på at P3 kan omvendes, men så må man vel, hvis ikke andet kan gøres, lukke ned for institutionerne, men det bør selvfølgelig være sidste udvej, det er ikke så dansk ikke at få en chance til.

Men altså, vi bør endnu engang rejse den lysende fakkel over det danske land, således at sandheden kan skinne ud i hvert eneste dansk hjem. Det er vores bedste mulighed for at modvirke de sorte lejesvende og deres propaganda.

Socialisterne og friheden

i Leder af

Jeg kan godt lide socialister, jeg kan i hvert fald godt lide de idealer der er i socialismen; lighed, solidaritet. Men jeg synes at socialisterne er nogle af dem som er dårligst til at leve op til disse idealer, og det oven i købet med en harmdirrende insisteren på deres ret.

Lad os kigge lidt på furoren omkring de nye regler for familiesammenføring. Her hidser socialisterne sig op, kalder det uværdigt, umenneskeligt, og urimeligt, det er ikke retfærdigt heller. Så trækker man menneskerettighederne op af skuffen, og kaster dem på bordet også, for de er, i hvert fald, overtrådt, men hvordan er det nu egentlig? Lad os kigge lidt på det.

Danmark er det fællesskab de fleste danskere forholder sig til, også socialisterne. Ja, ind imellem kigger de lidt på fjerne lande, men ellers er det det danske fællesskab der optager dem. Det danske fælesskab har tre grundelementer; demokratiet, retsstaten og socialstaten. Hvis altså socialisterne skal sætte deres egne behov under fællesskabet, så skal de kæmpe for disse dele af samfundet. Hvordan vil disse dele af samfundet have det med en immigration der ikke tager hensyn til fælleselementer? De vil have det dårligt. Hvad er det socialisterne gerne vil have? De vil have en løsere kontrol af immigrationen.

Logisk set giver det altså ingen mening, for fællesskabet at have indvandring, tværtimod er det det bedste for fællesskabet hvis de borgere der er i landet støttede og plejede det.

Så er der den økonomiske byrde. Er det godt for fællesskabet med flere eller færre økonomiske byrder? Det er bedre for fællesskabet med færre økonomiske byrder. Da indvandrerområdet er ekstremt kostbart for Danmark, er heller ikke den økonomiske solidaritet et argument, tvært imod.

Set fra fællesskabets perspektiv er der ikke noget galt med indvandring, men det skal selvfølgelig være indvandring som bidrager til fællesskabet, og gør det stærkere, ikke svagere.

Jeg kan godt forstå, at man vil hjælpe andre mennesker i verden med et bedre liv, men skal det være på bekostning af fællesskabet?

I virkeligheden mener jeg, at argumenterne fra socialisterne side er ekstremt liberale, det handler om, at de vil have fri til at tage deres udenlandske kærester med ind i landet, hvis de har lyst til det, eller føle sig som bedre mennesker ved at have nogle at redde. Det er altså socialisternes egne behov det handler om, ikke fællesskabet.

Yderligere er det reelle resultat af den liberale immigrationspolitik, at loven lider stærkt. Da grundloven er nogenlunde det samme som menneskerettighederne, er nettoresultatet altså, at menneskerettighederne reelt forsvinder i landet; ytringsfriheden, retten til at samle sig frit på offentlig grund og så videre.

Ja, jeg er solidarisk med det danske samfund, derfor synes jeg at immigrationen til landet skal være med udgangspunkt i fællesskabets behov, ikke mine behov.

Socialister og kærligheden

i Leder af

Socialisterne snakker om solidaritet, de snakker og de snakker, men hvordan går det egentlig med solidariteten, hvor kommer denne ide fra, og hvor kan man måske pege den hen? Solidaritet kommer af Sparta. Ideen med Sparta, den græske bystat, var at skabe et samfund hvor alle hindringer for retfærdigheden blev fjernet. Det var i hvert fald hvad Lycurgus, Spartas grundlægger sagde selv. Derfor fjernede han ejendomsretten og familien, og skabte et fællesskab der fodrede moral. Det gav et meget stærkt, men også lidt idiosynkratisk styre. Spartanerne var krigere, retfærdige, men for at holde den statslige ide intakt havde de et effektivt hemmeligt politi; Kryptaea.

Den spartanske verden var ekstremt lukket, man kunne ikke komme ind i den, og alle påvirkninger udefra var styret og bestemt af det hemmelige politi. På denne måde sørgede man for at kulturen bevarede sin styrke. Der var noget råt og smukt over den kunst der blev skabt i Sparta. Ingen ejede jo noget, så alting blev skabt med funktion for øjet.

For at skabe fællesskab sørgede man for at alle i Sparta mødtes i messen. Det var forbudt at dyrke sin familie kun, man skulle være en del af det praktiske fællesskab.

Denne ide ligger til grund for socialismen og Marxismen. Jeg vil tro at Marx har læst Plutarch og Platon. For havde han læst nogle af de andre klassiske kilder; Thycudides, så havde han haft et klarere fokus på retsstat, for det var hvad spartanerne, i følge Thycudides, der var historiker, var retfærdigheden fokuset for spartanerne. De satte loven over deres eget liv. En spartaner flygtede f.eks. aldrig fra en fjende, for sådan var loven. Slaget ved Thermopylæ, hvor Leonidas kæmpede til sidste mand med sine trehundrede krigere, er et godt eksempel på denne indstilling.

Marx optog messeideen i sin filosofi, men han var, som økonom, meget optaget af kroner og ører. Han forsøgte at skabe lighed ved progressiv skat, og hans vision for fællesskabet var igennem staten. Her går han, efter min mening, reelt galt i byen. Et fællesskab, som det spartanske, var et fællesskab af mennesker.

Det er denne arv som de danske socialister har svært ved at bryde. De bliver ved med at se samfundet i et økonomisk perspektiv, i stedet for at se det i et menneskeligt perspektiv. For hvor meget gør de danske socialister egentlig for det danske fællesskab? Tja, de har travlt med at kæmpe imod fascister. Er det godt for fællesskabet at dele folk op i dem man kan lide, og dem man ikke kan lide? Nej. Så har de travlt med at gøre noget for den tredje verden, betyder det noget for det danske fællesskab? Nej, det trækker gode kræfter væk fra det danske fællesskab. Jeg synes, at dem der er værst til at se danskerne som “dem og os” er socialisterne, så kan de ikke lide Pia Kjærsgaard, så er der noget galt med præsterne, så er der noget galt med kapitalisterne. Der er altid noget galt med andre end dem selv. Det nedbryder solidariteten imellem de forskellige dele af det danske samfund.

Jeg har, som tidligere socialist, bevæget mig meget rundt blandt “fjenderne”. Jeg har arbejdet sammen med Anders Gravers, har haft kontakt med den tidligere talsmand for Dansk Front Julius Børgesen, har drukket kaffe med Mærsk, Saxo Bank, de kristne.

Min tilgang til “fjenderne” har været at se dem som de var. Jeg kan huske da jeg første gang mødte Julius Børgesen. Han er en knoklet, ranglet og flink fyr. Han snakker som et vandfald, og han kommer fra en af de sociale boligbyggerier hvor der er mange indvandrere. Han havde set sin verden blive voldelig og falde sammen. Derfor meldte han sig ind i Dansk Front, for at forsøge at gøre noget ved tingene. Så blev han knaldet af politiet, og da de kom og hentede ham, var hans forsvar, at en mand der går så meget op i kaniner, det kan ikke være en ond mand. Julius holder åbenbart kaniner. Skal vi smide Julius ud af fællesskabet, fordi han er træt af at blive trampet på der hvor han kommer fra, og gør hvad der giver mening for ham? Næh, det synes jeg ikke, jeg synes hellere man skal hjælpe Julius med en ordentlig filosofi som netop skelner imellem good guys og bad guys, og giver ham en identitet som giver mening for ham; en demokratisk identitet. Så er der de kristne, der går op i kærlighed for verden og for Danmark, er de onde? Nej det er de ikke, de er reelt i dag en forfulgt minoritet. Og så videre. Ægte solidaritet er, i mine øjne, at man dropper alle de forudfattede meninger, og ser mennesker som de er. Danner et ægte fællesskab med andre mennesker, på trods af de forskelligheder der måtte være. Fjender som vil en ondt, skal man selvfølgelig forsvare sig imod, men venner kan man aldrig få nok af.

Det er nemt at pege fingre af andre, når man lever i en verden hvor andre kun er nogle man har er perifært forhold til. Men når man mødes med de andre, så finder man ud af, at nogle af dem har man, menneskeligt, meget til fælles med, andre har man ikke noget til fælles med. Og det er denne reelle fællesskabsfølelse der er udgangspunktet for solidariteten. Solidariteten er noget ægte, ellers er den lige meget.

For i sidste ende, er solidariteten kun et redskab til at nå et højere mål for det menneskelige. Det højere mål er at bevæge sig væk fra striden og hen imod kærligheden.

Kommunismen og hvad så derefter?

i Leder af

I disse dage skydes der med skarpt (intellektuelt) imod dem vi plejer at kalde for “68”´ere. Vi mener allesammen noget dårligt om dem, de har ødelagt vores samfund, familien er røget fløjten på grund af dem, kønsrollerne er ude af funktion, børnene lider i et samfund hvor angst og kriminalitet er nogle af de ting de bliver udsat for. Vidste de egentlig hvad de gjorde da de startede med at forandre samfundet til “det bedre”? Ja, og hvordan kommer vi videre efter den destruktion det viste sig var frugten af deres projekt? Et godt sted at starte for at diskutere sagen, er ved KGB. KGB var operationel i den danske mark i halvfjerserne og tresserne. Mange af de projekter der var den gang var, efter al sandsynlighed, KGB styrede projekter, og det er jo heller ingen hemmelighed at store dele af den danske intellektuelle kreds var marxister med stærke bånd til Sovjetunionen. Så hvad det egentlig marxisterne gjorde for Sovjet og KGB?

I følge den sovjetiske KGB afhopper Yuri Bezmenov opererede KGB med en standardmetode for alle de lande de forsøgte at påvirke med propanda, og ultimativt erobre. Det var en ret udspekuleret og uhyggelig metode, som al krig jo er. Metoden kørte i et fast skema af faser. 1. Første fase kaldte de for demoralisering. Man forsøgte at få et angrebent lands intellektuelle elite til at forråde landet, man forsøgte at nedbryde familiestrukturer (feminisme) sekualmoralen (bøsser befrielse), religionen, og loyaliteten for landet generelt. Formålet med processen var at gøre landet nemt at overtage når Sovjetunionen rykkede ind. 2. Anden fase kaldte man destabilisering. Her fik man sine agenter til at skabe mere og mere kaos. De forskellige folkebevægelser fik man til at kæmpe imod hinanden, og loven forsøgte man at få til at forsvinde. 3. Tredje fase kaldte man borgerkrig eller befrielse. Enten fik man en intern agent i landet til at stå som en slags “Messias”, altså en befrier fra al balladen, eller også gik den Røde hær selv ind i landet. Det skete i mange lande som Afghanistan, Østeuropa og store dele af Sydamerika. 4. Sidste fase kaldte man ironisk “normalisering”. Dette var et udtryk man havde hentet fra overtagelsen af Tjekkoslovakiet, hvor landet blev pacificeret af den Røde hærs tanks efter foråret i Prag. I denne fase fangede man så alle de rebeller og støtter der oprindeligt satte hele processen i gang, og aflivede dem. Disse personer var nemlig farlige at have til at lave ballade i det diktatur som Sovjetunionen jo i virkeligheden var. Man slog altså alle de radikale feminister, bøssernes befriere, arbejder lederne osv. ihjel, således at der blev ro, og man kunne udnytte landets ressourcer og arbejdskraft.

Kigger vi på Danmark, så er vi stadig kun nået til demoraliseringsfasen. Sovjetunionen startede processen i 68, og fortsatte op i havlfjerserne med at bearbejde den intellektuelle oponion. Stadig er de samfundsomvæltninger som Sovjet satte i gang aktive i landet; familiens destruktion, manglende loyalitet overfor landet, en reel dominans af Marxistisk leninistisks professorer i landets uddannelsesinstitutioner, og en reel socialistisk dominans i medier og offentligt bureaukrati.

I følge Yuri Bezmenov kan man ikke vende udviklingen igen. Når først en generation er blevet skolet i det marxistisk leninistiske begrebsapparat, så er der ingen vej tilbage igen. Han have selv forsøgt med dokumentation, billeder og alverdens tiltag for at forklare inderne (han var udstationeret i Indien) hvad Sovjet i virkeligheden var. Men ingenting hjalp. Tilsvarende ser vi det i Danmark. Den sovjetiske propaganda var så effektiv, så selv, her mange år efter murens fald og Sovjetunionens forsvinden, er de forladte marxister stadig overbevist om kommunismens herligheder. Det på trods af, at enhver med en smule fornuft kan se, at Sovjetunionen var et fascistisk styre. i halvfjerserne var der mellem 25 og 30 millioner russere i politiske koncentrationslejre, placeret der, fordi de ikke fulgte partilinjen. Russerne hader i dag, med rette, den undertrykkelse de var udsat for.

Det påvirker imidlertid ikke de marxister som er i Danmark, de er stadig loyale overfor propagandaen.

Hvad har det så af konsekvenser for det sikkerhedspolitiske situation i Danmark? Ja, det er selvfølgelig dybt problematisk at Danmark er fanget i første fase af den Sovjetkommunistiske omvendingsplan. Vi står så og sige, med et ben i den sovjetkommunistiske lejr, og et ben i den danske folkehøjskole demokratitanke. Situationen fanger landet i en intellektuel benlås, som stopper meget af den udvikling vi ellers kunne have været en del af. Tingene står stille. Yderligere, med de farlige tegn der er på en konfrontation imellem Vesten og det shiamuslimske Iran, er manglende loyalitet overfor nationen i de intellektuelle kredse et problem. Iran, som er notorisk for at operere med undergravende operationer, har en nem tilgang til intellektuelle som i vænnet til at forråde deres egne. Vi er svage og dårlige til at forsvare os imod de ret primitive intellektuelle angreb som kommer fra den iranske side. Et godt eksempel er Jørgen Bæk Simonsen, professor ved Niehbuhr instituttet, som gjorde det til en dyd at hvidvaske Islam, og forsøge at bilde befolkningen ind at Islam ikke er farlig. Denne ryggeløshed og intellektuelle demoralisering er et resultat af den sovjetiske propanda, men kan let bruges af islamisterne. Det er ikke sikkert, at Jørgen Bæk Simonsen er direkte påvirket af islamisterne, men det er helt sikkert at han går deres ærinde.

Hvad kan vi så gøre for at rette op på situationen? Ja, først og fremmest bør der, i følge Yuri Bezmenovs udsagn sættes en uddannelsesplan i værk, som genopretter de intellektuelle miljøers loyalitet overfor det danske demokrati. Jeg forestiller mig, at man kunne genoptage de tanker som er i Grundtvigs ideologi, og begynde at tale folkeoplysning og folkesjæl igen. Herudover er det sunde fokus på kreativitet og talens frihed også gode principper. Og ja, så er folkemyterne efter min mening heller ikke dårlige historier; Stærkodder og alle de andre danske helte kan jeg godt lide, og det er gode identifikationsskabende myter alle kan være med på. Altså en genopdagelse af de danske demokratiske traditioner. Herudover kunne man knytte an til de metafysiske diskussioner der er i Grundtvigs forfatterskab og også Kierkegaards forfatterskab.

Det ville være godt for vores plagede lille land, at finde sig selv igen.

Hør om processen fra Yuri Bezmenov selv:

Katrine Winkel Holm på vildveje

i Leder af

Katrine Winkel Holm, redaktør af Sappho.dk og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, svarer i sidste uges udgave af Weekendavisen (“Underlødig?”, Weekendavisen 05.11.2010) på en kritik, der rejses af to medlemmer af Frit Forum – Hans Henrik Jørgensen og Zoheeb Iqbal (førstnævnte er tidligere medlem af Trykkefrihedsselskabet). Jeg skal ikke blande mig i den polemik, men derimod udrede et par alvorlige misforståelser i KWH’s indlæg.

Om Dansk Plakatmuseums afvisning af kunstnergruppens Surrends royale plakat skriver KWH følgende:

“Her er, hvad jeg udtalte (…) om Dansk Plakatmuseums beslutning: »Som galleriejer står det ham frit for at sige, at noget (Surrends plakat, red.) er underlødigt, og at han hellere vil udstille noget andet.«”

KWH afslører med den citerede udtalelse, at hun slet ikke har sat sig ind i sagen om Surrends plakat, men uvidende om de faktiske forhold blot har tilsluttet sig det hylekor, der har fordømt plakaten.

Lederen af Dansk Plakatmuseum, Peder Stougaard, var ikke, som KWH ellers hævder, interesseret i at fjerne Surrends plakat fra udstillingen. Som begrundelse for ikke at fjerne plakaten sagde Peder Stougaard derimod til TV2 Østjylland:

“Vi har censur nok i Danmark.”

Den betragtning var museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By (hvor Dansk Plakatmuseum har til huse, red.) i første omgang enig i. Men siden underkendte Thomas Bloch Ravn lederen af Plakatmuseet og dermed dennes kunstfaglige kompetence.

Om man skal gøre en stor sag ud af dette kan diskuteres, men det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at et profileret medlem af en ytringsfrihedsorganisation ligefrem hylder en sådan beslutning om censur. Det borger ikke for en særlig god dømmekraft, hvad frie ytringer og forsvaret af disse angår. Om det er KWH’s “moral”, der har spillet ind, som Hans Henrik Jørgensen og Zoheeb Iqbal skriver i deres indlæg i Weekendavisen, ved jeg ikke, men hendes grundlæggende bornerthed har sandsynligvis haft en finger med i spillet.

KWH skriver endvidere, at Surrends plakat “har kunnet ses i alle medier, herunder i Sappho.dk”. Det er en sandhed med modifikationer. Jyllands-Posten illustrerede ikke sine artikler om sagen med gengivelser af plakaten (Politiken gik i øvrigt i den stik modsatte grøft og illustrerede en af sine artikler med hele to udgaver af den selvsamme plakat (i lidt forskellig beskæring)).

Med hensyn til Sappho’s brug af Surrends plakat som illustration til tidsskriftets artikel om sagen hører det med til historien, at KWH i første omgang undlod at lade artiklen illustrere med plakaten. Først da blandt andet undertegnede udtrykte kritik af KWH’s angreb på en lovlig kunstnerisk ytring, kom illustrationen på Sappho.dk.

Go to Top