THERMOPYLAE

Så er finansloven endelig lagt på bordet og forhandlingerne er gået i gang.

Hermed mine refleksioner og kommentarer.

Jeg kunne virkelig godt lide regeringens iværksætterpakke. Hvorfor? Fordi den ikke sigter så meget på at bruge penge, men er et projekt til støtte for en samfundsdel som er væsentlig, og som altid kan trænge til ekstra hjælp.

For mig at se, bruger man alt for meget tid på at diskutere hvem der skal have penge, i stedet for at tænke over, hvordan man løser problemer i samfundet.

Iværksætterpakken var et eksempel på at tænke løsninger og ikke bare penge. Den var relativt billig, og havde nogle super ideer. Specielt ideen med at lade lønmodtagere have mulighed for at investere i aktier er god. Det koster ikke staten noget, og det giver en masse goder for samfundet.

Det samme mener jeg, at jeg forsøger at tænke i forhold til forsvaret af de fattigste danskere.

Det går bare ikke, at de fattige danskere kommer i sidste række når der skal hjælpes, men at hjælpen så går til udlændinge.

Det skal der laves om på. Det koster ikke noget, og det vender en prioritering om som er helt, helt skæv.

Yderligere har det den effekt, at det rent faktisk, reelt, styrker velfærdssamfundet.

Det er altså gode ideer og ikke bare et spørgsmål om at dele dollars ud til højre og venstre. Det er lederskab og noget vælgerne kan tage og føle på.

Så mht. det “substantielle” løft til forsvaret. Jeg vidste det bare, og jeg vidste også at folk omkring regeringen ville blive irriteret. Det er muligt at det var tænkt som et forhandlingsudspil. Men signalet man sender er alligevel idiotisk. Det sætter regeringen under pres fra start af. Så, det er en dum strategi, synes jeg.

Det siger sig selv, at der skal flere penge den vej, og det ser også ud som om det kommer. Men hvorfor slåskampen?

Men alt i alt er der gode ideer, åbenhed overfor DF og måske også Socialdemokratiet (Social dumpning).

Jo bredere en løsning, jo bedre er implementeringen og holdbarheden af finansloven.

Mht. DF, så er det helt tydeligt, for mig at se, at hvis DF skal vende den nedgående trend. Så skal man skaffe flere midler og bedre forhold til de fattige danskere. Problemet er her, at hvis man bare giver flere penge til folkepensionister, kontanthjælpsmodtager osv. så går pengene, det viser erfaringen, ikke til danskere, men til udlændinge.

Det problem skal løses. Hvis man gør det, og jeg har i hvert fald foreslået nogle ideer, så vil det lune de mange fattige danskere som ikke prioriteres af systemet.

Det andet store spørgsmål er sikkerhed. Her er der lagt i kakkelovnen, og kan DF få trukket nogle seriøse stik hjem her. Så vil det også gavne vælgerbasen.

Der kan opstå kritik hen af vejen, lyt til den, og forsøg at rette ind.

Jo, og så er der selvfølgelig DR. Den sag ser også ud til at gå vores vej, men husk nu også Radio 24/7, de skal også have en stærk løftet pegefinger. Islamkritikken skal ind begge steder, efter min mening.

Men, det ser ud til at der er at super seriøst grundlag at starte forhandlingerne på, lad os se hvad der sker.

Jo, og så lige en sidste ting, Folkets Avis har afsløret en del korruption rundt omkring, det er også værd at tage op. Det er i øvrigt godt gået af Folkets avis.

G-d bevare Danmark.

Jeg bliver ind imellem beskyldt for at skyde til højre og venstre, og ikke have en rød tråd i min filosofiske/politiske tænkning. Det er helt forkert, der er bestemt en klar tråd fra de filosofiske ideer, til implementering, eller hvad jeg anbefaler at gøre.

Set i lyset af de finanslovsforhandlinger vi er på vej ind i, og min anbefaling af at støtte det fattige Danmark og i øvrigt beskytte vores velfærdssamfund, er der er dybereliggende ide i det.

For at forstå hvor jeg vil hen, bliver man nødt til at forstå de underliggende ideer som ligger i de systemer vi har i Danmark.

På den ene side har vi det som man kalder en Republik, eller en Demokratisk Retsstat. Vi har så en lettere vikingeficeret en, med ting og folkestyre.

Men kombinationen af en demokratisk grundlov og en kommunistisk velfærdsstat er ikke noget som er set i verdenshistorien før.

Den demokratiske retsstat er en reflektion af Athens forfatning, velfærdsstaten eller den kommunistiske stat er en reflektion af Sparta.

Det bliver så til det man kalder “Socialdemokratisme”, altså en form for blanding.

Det fungerer kun, hvis man forstår de dele som eksisterer i de to stater.

For at forstå dem, er det smarteste at gøre, at læse de filosoffer som har fundet på de ideer som ligger bag Sparta og Athen. Lycurgus for Sparta og primært Aristoteles for Athen.

Specielt Lycurgus er helt klar på hvordan en Spartansk forfatning skal struktureres, den skal være hermetisk lukket, ellers virker den ikke.

Denne sandhed ser vi nu i praksis med opløsningen af velfærdsstaten som EU forsøger. Så snart velfærdsstaten bliver globaliseret, så forsvinder borgernes opbakning til den, det er en af årsagerne til at danskerne er så frustrerede, de vil netop ikke af med deres velfærdsstat.

Lycurgus havde ret, for at få en messe til at virke, skal messen være lukket. (Centret i den spartanske stat var messen, communismen).

Eller lad mig sige det på en anden måde, hvis fagforeningen og resterne af det sociademokratiske bagland vil bevare deres velfærdsstat, så skal de nedbryde de regler som EU har lagt ind på området for at opløse den.

Når det så er sagt, så er jeg ikke blind for mange af de meget negative ideer som kommunismen også har. Jeg mener ikke at Frankfurterskolen er noget at samle på, altså minoritetets diktatur, mangfoldighed og så videre. Heller ikke den blinde kamp imod forretningslivet giver nogen mening for mig, til slut er kampen imod kirken heller ikke meningsgivende.

For at skabe et stærkt og levedygtigt samfund, skal de piller samfundet hviler på styrkes og være stærke.

For min skyld kan vi godt være med i EU samarbejdet hvor det giver mening, men det giver helt sikkert ikke mening i forhold til det sociale område.

Så, set fra mit samfundsperspektiv, som er Socialdemokratisk, så mener jeg, at vi skal til at beskytte grænserne for samfundet, ellers dør det altså.

G-d bevare Danmark.

Jeg har tidligere foreslået DF, at man går til stålet, når det handler om at forsvare velfærdsstatens fundament.

En velfærdsstat fungerer kun, når rammerne omkring den er klare. Hvem betaler til hvem.

Når der er social dumpning, altså når migranter tager danskernes arbejdspladser, og når de så derefter tager sociale ydelser som børnepenge dagpenge med hjem til deres egne lande, så udhuler det velfærdsstaten.

Denne kamp er en reel faglig og arbejderkamp, det er danske arbejdere som ikke får jobs. Yderligere mener jeg, at det må give nogle dårligere arbejdsforhold over hele linjen.

Men en anden overset problematik i forhold til velfærdsstaten, er de udenlandske borgere som ikke flytter ud af landet, men bliver boende. Det drejer sig om migrantarbejdere af forskellig art.

Disse mennesker, som for nogles vedkommende, slet ikke gider at arbejde, men lever på evig overførelsesindkomst, udhuler velfærdsstaten virkelig meget. Dels bruger de penge som ellers kunne være gået til danske fattige, dels udhuler de den arbejdende del af befolkningens lyst til at financiere velfærdsstaten.

Derfor mener jeg, at det burde være en oplagt mulighed for at tage Socialdemokraterne i hånden, og få dem til at hjælpe med at dels at bekæmpe den sociale dumpning, men også at få skåret i de udlændinge som modtager sociale ydelser i landet.

Jeg ved, at Socialdemokraterne er med på den første mulighed, måske også den anden. Velfærdssamfundet er jo deres projekt, og hvis der ikke skabes nogle seriøse og reelle forhold for velfærdssamfundet, så ender det med, at befolkningen ikke vil den længere.

Yderligere ved jeg, at der er mange fattige danskere, som lider under, at de ikke kan få førtidspensioner osv, fordi der ikke er råd til dem. Så der er yderligere et ægte socialt argument for at hjælpe dem som ikke får.

En velfærdsstat dur kun, hvis der er en forbindelse imellem dem som betaler og dem som får. Det er der stadig, men det forsvinder hvis multikulturalismen opløser sammenhængskraften. Det første offer vil være velfærdsstaten, derefter alle de andre dele af staten. Det er faren.

G-d bevare Danmark.

De danske medier er sådan set rimelige nok, set fra min pind. Specielt de skrevne medier spreder sig ud med en bred palette, fra Politikens Kulturradikale/Kulturmarxistiske perspektiv, til Snaphanens dystre nationale perspektiv. Indimellem en masse andre, hver især spændende perspektiver.

Der er skabt en spændende, mangefaccetteret debat med nye vinkler.

Det eneste problem, synes jeg, er at nogle af medierne får statsstøtte, andre ikke. Hvad er lige argumentet for at Folkets Avis, eller min blog ikke skal have penge, men Politikens blog eller Jyllandspostens blog, skal have penge?

Der er ikke noget reelt argument.

For at sikre, at medierne ikke korrumperes, synes jeg derfor at man helt skal fjerne statsstøtten til alle medier. Så skaber man den spredning som læserne er parate til at betale for, eller hvad der er læsere til.

Noget helt andet er derimod de offentlige medier. De SKAL dække hele paletten. Men det gør de ikke. DR ligger TIL VENSTRE for Politiken, med alle deres hijabber og der Kulturmarxistiske paroler. Det kan man vist ikke ligefrem kalde at tjene den offentlige debat.

Armslængde princippet skulle sikre, at DR havde mulighed for at kritisere magten, men hvis den misbruges til at køre en ekstremistisk politisk propaganda, så har vi et problem Grandberg.

DERFOR, og lyt nu nøje efter DR og Radio 24/7, så er jeres opgave at spænde det politiske univers ud, således at det dækker den spændende diversitet som er i de elektroniske medier, hvis i skal have en eksistens berettigelse.

Ja, det betyder en helt, helt, helt anden politiske orientering, at gå fra Kulturmarxistiske paroler som “diversitet” til at dække hardcore islamkritiske områder, det er næsten umuligt.

Men det er opgaven, så se at komme igang, ellers skærer vi jer indtil i kan finde ud af det.

Det gælder også Radio 24/7.

G-d bevare Danmark.

Vi diskuterer kønsroller i Danmark til den store guldmedalje disse dage. Der er adskillige konspirationsteorier fra mændenes side imod kvinder, og kvinderne er fanget i deres manglende mod til at tage de nye kampe imod de mandchauvinistiske imamer.

De er reelt lammede, hvilket giver mændene chancen for at slå igen, og kalde kvinderne alverdens negative ting, som hævn for alle de negative ting kvinder har kaldt mændene igennem de sidste fyrre år.

Men det giver bare ingen løsninger.

Her er en reel løsning.

Grundlæggende er min løsning, at mændene vender kampen med kvinderne væk fra kvinderne og ind i sig selv.

Det at slås, er det som modner en mand. Det behøver ikke at være fysisk kamp, men kamp i business, politik, sport jobs osv., er det som skaber en mand. Kampen er central for alle dem, som ser sig selv som et modent menneske.

Det styrker os, det renser al fedtet af sjælen, og det giver os den ro vi har brug for, for at klare livet.

Kvinder er ikke så gode til at slås som mænd. Ofte er det kvindelige kampe fyldt med strategier, bagtalerier, undertrykkelse med snak osv. Men det er meget ufokuseret, og uden ære.

Grundlæggende mener jeg, at vi som mænd skal vende kønsroller lidt om, og give vores kvinder kamp. De har tørstet efter den i mange år, og jeg synes vi skal tage den kamp op de har sukket efter, og give dem den.

Problemet er, at vi er stærkere end kvinderne, og hvis vi slås af al vores kraft, så kommer vi til at undertrykke kvinderne. Det havde været meget lettere, hvis vi ikke havde kvinder, som gik så højt op i at slås med os. Men vi kan ikke overbevise dem om ikke at slås med os, det er en del af deres politiske forståelse af dem selv. Men vi kan vælge HVILKEN en kamp, vi vil give dem.

Som Hemingway siger, kvinder har megen ondskab når de har deres følelsesmæssige udsving i deres perioder osv. Men de kan ikke gøre for det.

Denne helt grundlæggende erkendelse i forholdet til kvinden synes jeg er væsentlig. Når kvinderne kommer med alle deres følelser og hysteri, bliver vi nødt til at bekæmpe dem, specielt hvis der er børn i nærheden, men vi skal vide, at de ikke kan gøre for det, når de flipper ud.

Det gør det langt lettere at tilgive dem for de åbenlyse fejl de gør, og de omkostninger det har for vores familier.

Men det svære ved kampen imod kvinderne er, at målet med den ikker er at vinde, men at opnå lighed.

Hvis vi ikke stopper før vi undertvinger kvinderne, så skaber det ulighed, og så er forholdet ødelagt.

Så i stedet for at blive ved med at brokke sig over, at kvinderne ødelægger kærligheden, fordi de insisterer på at gøre kærligheden til en slagmark, mener jeg, at vi skal se det som en udfordring for os selv.

Vi skal se forholdet som et sted hvor vi kan blive rigtige mænd. For vinder vi først kampen med kvinderne i den forstand, at de accepterer vores styrke, så har vi opnået en lang større modenhed og dybde.

Det er ikke let, og det er irriterende, fordi vi jo har så meget andet slås med i livet. Men det er den eneste vej ud af den blindgyde feministerne har tvunget os ind i.

De kan ikke ændre deres opførsel, og de vil ikke. Men det kan vi, og det skal vi, om ikke andet for vores ungers skyld.

Ungerne har ikke ønsket at blive født ind i en kampplads, de vil bare have ansvarlighed, men det vil vores kvinder. Så derfor er det bedre, at de, i det mindste, ser en kamp hvor den ene part forsøger at finde balance, som det gode menneske far nu er.

G-d bevare Danmark.

Vi er stadig ikke rigtig kommet os over Mohammedkrisen, i den forstand, at de mønstre som blev lagt, intellektuelt, under krisen, har skabt nogle dybe sår, og nogle forhold, som reelt ødelægger debatten, stadigvæk.

Nogengange når jeg snakker med Uwe Max Jensen, som jo var med under Mohammedkrisen, så snakker vi om, at vi den evige undergrund.

Normalt, er man undergrund nogle år, og så brager man igennem.

Men det gør vi bare aldrig, vi brager aldrig igennem, hvilket vil sige, at vi bliver aldrig en naturlig del af parnasset.

Det være som det være vil. Jeg er ok med det, jeg har til gengæld den beskyttelse og frihed der ligger i at være undergrund, jeg kan skrive hvad jeg vil, og jeg gør det.

Men det giver nogle problemer i forhold til udviklingen i parnasset. Nu er der kommet sådan en næste generation. Johan Christian Nord for eksempel, en blændende skribent, og en ven. Han er vel allerede braget igennem.

Eller Ibi-Pipi, Uwes ven, som også er braget igennem.

Så nu står vi der, hvor næste generation er braget igennem, men Uwe og jeg, vi er stadig undergrund.

Det giver selvsagt en lidt underlig situation. Jeg vil lige sige, at jeg synes, at det er kanon at både Ibi-Pipi og Johan er braget igennem. To blændende kunstnere, men dialogen imellem os er selvfølgelig reelt umuligt, undetagen selvfølgelig personligt.

Der er skabt sådant et stort hul i debatten, der er simpelthen gået en generation tabt.

Dog må man sige, at idet vi har en international karriere, kan der måske skabes en sluttet ring, lidt ligesom Karen Blixen, som jo slet ikke udgav i Danmark først, men i USA.

Det giver imidlertid nogle lidt underlige mekanismer, hvor de udstødte bliver de dominerende, for man har altid mere magt som martyr end som mainstream.

Jeg ved ærlig talt ikke om det overhovedet giver mening at tage den tabte generation og institutionalisere den, måske er verden bare blevet anderledes, og det er en skam at være en del af parnasset og ikke en naturlig udvikling for ens karriere. Jeg ved det ikke, men det er lidt ærgelig, vi har jo ellers haft en udbrudt række af intellektuelle stjerner tilbage fra Boethius de Dacia. Det skulle Mohammedkrisen så sætte en stopper for.

Men der er jo intet der er normalt i disse dage, så måske er det bare det nye normale. Det er en skam at være en del af parnasset, det er meget mere ærefuldt ikke at være en del af parnasset.

G-d bevare Danmark.

Med alle de tiltag den borgerlige regering foretager sig med den næste finanslov, så må man sige, at krigen for demokrati imod islamisme er godt i gang i Danmark.

Der skæres i Friskoleloven, der skæres i islamisternes allierede DR, der skæres mange steder.

Samtidig truer islamisterne bycentrene med deres biler, de skruer løs på vores cykler og voldtager lystigt. Det er krig.

Hvis man er i krig, så bliver man nødt til at opruste. Men det at opruste betyder ikke, at man vil BRUGE sin sikkerhedskapacitet. Hvis man vil have fred, må man OPRUSTE til krig. Det er en af den politiske virkeligheds grundlæggende maximer. I virkeligheden har ingen i et moderne samfund lyst til at slå folk ihjel, men denne mulighed får de først, hvis fjenden er så bange for en, at de vælger ikke at angribe.

En anden sandhed det politiske liv skal være opmærksom på er, at al krig eskalerer. Det er derfor man går så meget op i at forsøge at kontrollere krigene. Laver fredsarbejde og så videre, for en krig som ikke kontrolleres eskalerer til at den ene side er udryddet. Det så vi i for eksempel Romernes krig imod Fønikerne, altså den puniske krig. Her sloges de to magter, indtil den ene var udryddet. Omvendt overlevede den græske civilisation, fordi den formåede at skabe en fred med Romerne efter at de var blevet underlagt romernes åg.

Tilsvarende har vi en situation med migranterne nu. De TROR de kan vinde med de begrænsede midler de har, de har EU med sig, og FN. Der er en materiel ubalance, de har ingen våben i forhold til os, men de har så til gengæld en langt stærkere vilje end vi har. De er også parat til at gå langt længere for deres krav, ofre sig osv.

Hvis vi altså opruster og går i krig uden at tænke os om, vil denne krig udvikle sig til at blive en krig til døden. Det har selvfølgelig sine fordele, idet det vil rense vores egen kultur fra den dødelignende passivitet og letargi som vi er inde i, men det vil koste mange mange liv, på den ene og den anden side.

Derfor er det, efter min mening, vigtigt, at vi formår at DEMONTERE konflikten inden den løber løbsk. Formår at inddæmme den og fjerne voldspotentialet stille og roligt.

Det er derfor mine repatrieringsplaner er det eneste fornuftige og menneskelige forslag som kan gøre at vi ikke når ind i en ragnarokkrig lignende tilstand.

Som tingene står nu, har vi enten valget imellem at kæmpe til døden, eller at repatriere alle de udlændinge og nye borgere som ikke kan finde sig til rette i Danmark.

Men for at kunne det, så skal vi have de nødvendige magtmidler til at gennemføre processen. Det koster penge, betyder vi skal investere i materiel, våben, nye kampformer osv.

Krig er ikke noget man skal ønske sig, men man skal tage den, hvis der ikke er andet at gøre.

Med årtiers imbecil politisk ageren er vi nået til denne situation.

Men vi kan redde os selv, hvis vi TROR på vores idealer og livsform. Vores højskoledemokrati og åbne samfund.

På den måde er realiteten, at vi skal opruste, ikke for krigens skyld, men mærkeligt nok, for fredens skyld.

G-d bevare Danmark.

Jeg har gået og overvejet lidt, hvordan DF kan vinkle sine krav i finansforhandlingerne.

Nu har jeg jo tidligere været spindoktor for DF, men det er længe siden. Det virker dog, som om at DF kunne bruge lidt hjælp, og at vi er enige, langt hen af vejen.

Hør her, det vigtigste er forsvarsforhandlingerne. Dem ville jeg prioritere som det første. Vi får så mange problemer med migranter, specielt de radikale islamister, at vi skal have banket et seriøst forsvar op.

Prioriter det højest, kan det lykkes at få en rigtig solid aftale hjem, vil det bonne positivt ind hos vælgerne.

Det næste jeg ville vælge at prioritere er de fattige danskere. Hvis vi skal støtte de rige, så skal vi også lette i bunden. Her kommer et forslag, som faktisk ikke koster noget, men vil give en masse penge i kassen.

En af de regler som EU har lusket ind i Danmark udenom befolkningens viden, er at socialhjælp ikke kun gives til danske statsborgere, men til alle mulige andre, som EU synes skal have.

Denne praksis betyder for eksempel at vi financierer store dele af Nørrebro og andre ghettoer, uden at det er danskere som bor der. Jo, nogle er, men en stor del er ikke.

Mit forslag er, helt enkelt, at sociale ydelser følger danske statsborgerskaber.

Hvordan vil det støtte fattige danskere? Ja, store dele af de fattige danskere får ikke adgang til de sociale ydelser, fordi de bliver givet til udlændinge.

Hvis de sociale ydelser kun gives til danskere, hvilket er det mest rimelige, også for at få velfærdsstaten til at løbe rundt, så vil der være flere penge til de fattige danskere, helt automatisk.

På den måde koster det ikke noget, men vil faktisk spare en del penge.

Det vil give noget bøvl med de migranter som pludselig mister deres livsgrundlag, så der skal man være parate til at håndtere det. Skabe sikkerhed omkring socialcentre, og være parat med en ok repatrieringsordning. Noget fair.

Derefter ville jeg prioritere nedskæringen af de offentlige medier. Specielt DR skal skæres ned til sokkeholderne. De laver ikke noget seriøst, og de er så angste for konflikten med Islam, at de hele tiden snakker udenom, eller rent faktisk støtter islam. Skær dem ned, men mindre de rykker på islamkritikken.

Det gælder også for Radio 24/7 som også bare er Potempkin kulisser.

Hvis man gør det, så har man rent faktisk dels givet kernevælgerne noget, og forberedt forsvaret af Danmark.

G-d bevare Danmark.

Efter at have gennemgået Radio 24/7´s kommunistiske bagmands generalieblad, så er det tid til at gennemanalysere den politiske bias.

For hvad er Radio 24/7 egentlig for en radio POLITISK set.

For at kunne analysere det, bliver man først nødt til at forholde sig til hvad politik er.

Man kan se det ud fra mange vinkler, men en af de mest grundlæggende, er at se politik som afspejlende de elementer vi har i vores samfund. Hvert element afspejler en politisk position. Vi har følgende elementer:

1. Retsstaten
2. Demokratiet
3. Socialstaten

Den første del er konservativ, den anden liberal og den sidste kommunistisk eller socialistisk.

Der er yderligere forsvaret som ikke er en del af den interne samfundsmæssige maskine, men er en ekstern, i den forstand, at den beskæftiger sig med fjender som er udenfor landets grænser.

Kigger vi ned over de “skarpe” meningsdannere, falder ingen af dem indenfor den første kategori. Der er ganske enkelt ingen af de meningsdannere som er i radioen som beskæftiger sig med politi, retslige spørgsmål, straf og så videre. Og der er slet ingen af meningsdannerne som beskæftiger sig med forsvaret.

Dermed er der, i forhold til denne vinkel, ingen som dækker det konservative perspektiv.

Der er mange som dækker demokratiet som ide, Jarl Cordua, Huxi, ja selv Rushy Rashid betragter sig selv som demokrat.

Mht. den tredje del dækkes den, i øvrigt blændende synes jeg, at Trier.

Men man kan også betragte spørgsmålet ud fra en anden vinkel; kvalitetsvinklen. Hvis vi siger at konservatisme er de meningsdannere som BETRAGTER sig som konservative, så er der nogen meningsdannere som kan ses som konservative. Selsingerne, Jarlov, Mikkel Anderson.

Sammenligner vi imidlertid disse meningsdannere med andre konservative stemmer i debatten, så er det ret tydeligt, at det er mellemvaren radioen har fat i. Den bedste er undertegnede, men så er der Steen fra Snaphanen og Lars Hedegaard. Måske kan man sige at Uwe Max Jensen er er konservativ meningsdanner, eller måske kunstner, det er som man ser det.

Men, også ud fra dette perspektiv, kan man se, at det kun er dem som reelt ikke har den store indsigt, der gives taletid. Jeg kan godt lide dem, de er dygtige, men de er ikke de bedste.

Så også ud fra denne betragtning underprioriteres det konservative perspektiv.

Til sidst kan man betragte det ud fra evnen til at sætte den politiske dagsorden. Hvor mange af de “skarpe” debattører har rent faktisk en evne til at nå ud over mediet, og ud i samfundet. Altså, ender deres ideer som samfundsforandrende, som politik på Christiansborg osv.

Her er kun en af de forskellige debattører så stærke, at det rent faktisk har en effekt. Jarl Cordua har en lille fod indenfor. Men efter at han forsøgte at vælte Støjberg, er det nok forbi.

Min erfaring er, at det i virkeligheden er meget få intellektuelle som lægger linjen. Jeg har selv lagt en stor del af den politiske linje. Så er der sådan en som Dan Park, Uwe, og ja Selsing.

Så hvis vi konkluderer, så er der, ud fra de tre måder at betragte radioen på, kun én som der sker noget ved, og det er den sidste. Og det er kun en lille smule.

Så come on, kom ikke at sig, at radioen er konservativ. Den er elendig, overfladisk, har uduelige værter og er, hvis man kan sige noget om den, relativ rød, og altså ikke konservativ.

G-d bevare Danmark.