Nyheder/analyse

  • Børnene er de første ofre ved konflikt

    af Hvis der er noget som virkelig betyder noget for mig, noget som jeg vitterlig aldrig har gået på kompromis med, som jeg hellere vil ofre min karriere for end at tillade, så er det mit engagement i børn. Jeg har selv arbejdet i praksis med børn, som pædagogmedhjælper, som handicaphjælper… Læs videre

Farvel Herbert Pundik

i Topnyheder af

Min største helt er lige død. Han sov stille ind i Israel, og lukkede således et sidste kapitel i et ellers langt og begivenhedsrigt liv. Herbert Pundik, efter min mening, den største kulturradikale redaktør er just sovet ind.

Som så mange andre som blev bestøvet af hans mod og varme, var det også mit held rent faktisk at møde ham.

Her er min lille historie. For snart femten år siden, da jeg var en ung og upcoming intellektuel, der skrev jeg et lille platonisk værk, hvor jeg interviewede fem store danske ledere. Pundik var en af dem.

Jeg kan tydelig huske det. Det var vigtigt for mig med den bog, men Pundik kendte mig jo ikke, så han hverken svarede eller reagerede på mit forsøg på at få ham i tale.

Det siges om Pundik, at han havde en fabelagtig vilje, han blev bare ved. På en måde havde vi noget til fælles der, jeg tror måske det var derfor han til sidst sagde ja til interviewet. Men der havde jeg også gjort mig det til en tradition, at ringe til ham hver onsdag i fire måneder. Goddag, mit navn er Asger Engberg, er det muligt at tale med Herbert Pundik…

Til sidst sagde han i hvert fald ja, og ved selve interviewet sad han nærmest og krammede mig det meste af tiden. Det forstod jeg ikke dengang, men jeg bilder mig lidt ind, at han måske kunne se lidt af sig selv i den ranglede ungersvend med ild øjnene og hjertet på det rette sted.

I hvert fald kom det møde til at betyde en hel del for mig. Efter det, så gik jeg ud i politik, og engagerede mig i undergrunden. Modstandsbevægelsen, eller hvad der var tilbage af den. Ligesom Pundik.

Man kan ikke være ordentlig humanist, hvis man ikke har set døden i øjnene. De største humanister er vel dem, som kender krigen indefra, og alligevel vælger freden. Det var Pundik. Soldaten som valgte freden, hvor den var mulig.

Farvel Herbert Pundik, ære være dit minde. Du gav, måske mest af alt med dit eksempel. Det eksempel vil leve videre efter dig, i hvert fald i os som kunne se dig som det store og herlige menneske du var.

G-d bevare Danmark og Israel.

Kulturradikalismens fald med Østergaard

i Topnyheder af

Hvad i alverden er der sket med Radikale Venstre under Morten Østergaard? Jeg er selv rundet af en kulturradikal familie, så jeg skulle mene, at jeg har en eller anden form for aktie i RV.

Jeg tror, helt ærligt, at det handler om mistet jordforbindelse. Man kan ikke, ærligt, mene at destruktionen af Danmark er et godt mål, med mindre man er foldet ind i alverdens utopier og dårlige teorier.

Ja, det er korrekt, at der findes en form ideologi som hylder internationale institutioner som EU og FN.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan se ideen med FN. Selvfølgelig skal menneskeheden have en institution som søger at skabe fred i verden. Det er et nobelt mål. Men balancen imellem det nationale niveau og FN er efter min mening utrolig væsentlige at have for øje.

Denne balance er det Østergaard fuldstændig kaster vrag på.

Man kan håbe, for kommende generationer af kulturradikale, at de forholder sig objektivt og sandfærdigt til verden, og ikke med hovedet oppe i de ideologiske tåger som Østergaard.

For det er forudsætningen for at;

G-d og g-derne bevarer Danmark.

Humanioras fald

i Topnyheder af

Humanisterne er nu, langsomt, begyndt at jamre sig over, at resten af samfundet ikke vil have noget med at gøre. Der bliver skåret her og der, og det synes jeg sådan set er meget fornuftigt.

Produktet ved en humanistisk institution må nødvendigvis være brugbar viden. Det kan humaniora bare ikke finde ud af at producere.

Hvorfor?

Her er min vinkel på det.

DUMHED!

Længere er den ikke. Humaniora har bevæget sig ind i en akademisk blindgyde, og lægger herudover under for islam.

De er altså ikke bare dumme, de er også kujoner.

Samfundet skal altså ikke spilde penge på, at dumme kujoner sidder og roder rundt i deres egen usynlige navle. Altså usynlige for os andre, som lever herude i virkeligheden.

Problemet er, sådan set, humanioras EGEN selvopfattelse. Man betragter sig som BEDRE og KLOGERE end resten af samfundet.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, men er omvendt. At man faktisk er dummere og mere kujonagtig?

Jeg synes selv at jeg taler af erfaring, for jeg har rent faktisk leveret solide humanistiske systemer som alle i folketinget bruger. Hermed er der et bevis for, at humaniora sagtens kan bedrives med succes, og bruges af resten af samfundet.

Lige nu bruger S. mine ideer, når de går i kamp for et demokratisk og frit Danmark.

Hvad gør vi så ved det?

Helt ærligt, det er for sent. Vi kommer til at skære humaniora helt ned til minimum. De VIL ikke rykke på sig.

Derefter kommer vi til at starte en helt ny akademisk institutionalisering. Jeg håber på, at det kan være indenfor højskoleregi, så at vi skaber et godt Folkeuniversitet.

Det er i hvert fald mit mål.

Mod dumhed kæmper selv g-derne forgæves. Sådan er det.

Så derfor, det bliver ikke humaniora som kommer til at bevare Danmark, måske;

G-d og g-derne bevare Danmark.

Nationalisme overfor globalisme

i Topnyheder af

Radikale Venstre under Morten Østergaard prøver noget helt nyt for RV; at være støtteparti.

Den ekvilibrisme som som regel har været RVs kendetegn. Altså en evne til altid at sætte sig i midten af dansk politik, det er nu ikke længere RVs kendetegn. Det i en tid, hvor højrefløjen faktisk gerne vil RV. Specielt Venstre.

Hvordan i alverden er vi nået hertil, hvor RV er de dumme, og Dansk Folkeparti er de kloge?

Grundlæggende handler det om indsigt. De konflikter samfundet kæmper med, er ikke kun økonomi og migration. På et dybere niveau handler det om nationalisme overfor globalisme.

Altså tror vi på, at den danske nation og det danske folk er noget godt og bevaringsværdigt, eller tror vi på, at det er noget skidt, og noget som skal ødelægges og destrueres.

Det er reelt denne balance, som RV ikke magter, men sætter sig i en yderposition, som reelt er, at den danske nation og det danske folk ikke er noget som er hverken godt eller bevaringsværdigt.

Det er derfor Morten Østergaard kæmper så hårdt for at give penge til migranter og åbne grænserne igen. Det ikke fordi han har særlig meget til fælles med dybt konservative muslimer, tværtimod har han absolut intet til fælles med muslimer. Det er fordi konservative muslimer er et led i andet spil han spiller, nemlig destruktionen af nationen.

Han vil bare ikke sige det.

Så når han står der og laver hjertetegn, så er det han siger er; jeg er rigtig glad fordi det er lykkes mig at sætte endnu et søm i Danmarks ligkiste.

Resultatet af hans politik skal man bare kigge til Sverige for at se, nemlig destruktionen af det svenske folk og den svenske nation.

Derovre har hans politiske venner nemlig frit spil.

Så, kan vi i det mindste ikke lige lægger denne her hykleriske attitude af os. Der er ikke noget smukt eller hjerteligt i at destruere.

Der er noget smukt og hjerteligt i at bygge broer, løse problemer, kæmpe for mere harmoni og beskytte danskerne.

Det kan godt været at danskerne ude i de små flækker er primitive og drikke både kaffe og spiser småkager de selv har lavet. Men det er nu engang det politiske livs opgave, at tjene dem.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Kunstens store krise

i Topnyheder af

Når det ikke længere er comme il faut, altså tilladt, for de højere klasser, at ses i sammenhæng med kunstlivet. Så har kunstlivet et problem.

Normalt er vi vant til, at litteraturpriser og billedkunst tilhører den del af samfundet, som er elitært i sin indstilling. Vi har for eksempel at gøre med Karen Blixen, som ud over at være adelig, også havde en fremragende karriere som forfatter.

Eller Bjørn Nørgaard, som startede med at skære hoveder af heste, for derefter at blive dronningens bedste ven, og lave et par smukke sarkofager til Roskilde Domkirke.

Altså en form for menneskelig og aldersmæssigt adling. Først skære hovedet af heste, derefter ven med dronningen.

I Vilks komiteen har vi da også mærket lidt af stjernestøvet fra de øvre dele af samfundshierarkiet, idet Bjørn Nørgaard skrev en smuk indledning til en bog om Lars Vilks.

Men på det sidste, er kunstlivet blevet så aparte og udueligt, at man ganske enkelt ikke rigtig kan have sympati for det længere.

Jeg mener, Knut Hamsun, vel den største norske forfatter sås sammen med Adolf Hitler. Det kommer man altså ikke udenom er en ret stor plet på mandens renomme. Det var samtidig med, at Christian X red ture i København for at holde modet oppe på københavnerne.

På samme måde, har specielt det københavnske kultur og kunstliv bevæget sig ud i nogle intellektuelle blindgyder, hvor de, uden blusel, vrænger af samfundet med et racistisk og neo-nazistisk perspektiv. Det kan godt være, at de “bekæmper nazismen”. Men når det foregår ved at vende alle de nazistiske dogmer på hovedet, så bekæmper man dem altså ikke, så bestyrker man nazismen, man er selv nazist, selvom det er med omvendt fortegn.

Det er den reelle baggrund bag fr. Eva Selsings advarselslampe for kronprinsen overfor de nynazistiske kunstnere.

Vi skal forholde os til, at kunstlivet et kommet så langt ud, at de bræger nynazisme ud fra landets præmieoverrækkelser.

Det er klart, det er lige en tand mere oprørsk end Bjørn Nørgaard, men det er også en virkelighed som afspejler nogle værdier vi ikke kan have i samfundet, og som skal bekæmpes, efter min mening.

Bjørn Nørgaards motiv for at skære hovedet over på hesten var ikke, på nogen måde, at ville et nynazistisk verdensbillede. Det var, at ville gøre op med dogmer i samfundet, at bryde negative tabuer ned.

Formålet var noget positivt, det kan vi se i dag, hvor han er endt med at lave sarkofager for dronningen.

Der er en lille rest af det demokratiske, dannende, kunstliv tilbage. Ja, vi er jaget op i Nordjylland. Men vi er her stadig, og vi holder stadig fast i, at kunst er til for at oplyse samfundet, så at kunsten hermed bidrager positivt til samfundets svære erkendelse.

Det kunne være, at resten af samfundet fandt på, at passe lidt på resterne af det reelt eneste sunde kunstliv, vi efterhånden har tilbage.

Jeg siger det bare, for resten af kunstlivet er ved at afgå ved nazidøden, og det er ikke ligefremt et kønt syn.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Løsningen på feminismens tyranni; solidaritet

i Topnyheder af

Det er spændende med den debat, som for nyligt er blusset op i Danmark ang. kønsroller. Specielt kritikken af feminismen er velkommen. Jeg har selv forholdt mig til diskussionen i mange år, som tidligere skrevet gik jeg allerede i gang på mit studie for 25 år siden, så jeg synes selv, at jeg har samlet en del erfaring.

Her er lidt af den.

For det første, løsningen på parforholdsproblemer som kommer af de magtkampe i mellem mand og kvinde som feminismen foreskriver, er ikke mere kamp. Det er, efter min erfaring; klar grænsesætning fra mandens side, og så dialog.

Efter jeg havde lavet det lange studie i kønsdebat på RUC forsøgte jeg i mit næste forhold at være macho. Altså at slås med min kæreste. Det var ret synd for hende, og det virkede ærlig talt lidt kunstigt fra min side.

Hun blev bare ked af det, og endte med at gå fra mig to uger før min fødselsdag. Det var ærlig talt lidt deprimerende.

Nu lyder det lidt kynisk, at bruge ens kæreste i forhold til et politisk projekt. Men jeg forsøgte sådan set bare, at få det til at fungere. Jeg kunne, ærlig talt, ikke finde ud af det (hvem kan), og forsøgte mig frem. Det gik jo også ud over mig selv, så….

Anyway, med den kedelige erfaring rigere, fik jeg så en ny kæreste efter nogle år. Jeg var i midten af tyverne, og på vej ud på arbejdsmarkedet.

Det gik også i fisk, men det handlede ikke så meget om magtkamp, men i højere grad om ansvar overfor hinanden. Jeg havde lagt våbnene, men var ærlig talt rimelig egoistisk på vej ud på arbejdsmarkedet. Jeg arbejdede som en sindssyg, og det var ikke lige så fedt for min kæreste, så gik det i fisk.

Man skal huske at prioritere hinanden.

Her for knap otte år siden, fandt jeg så en sød kæreste, og har nu en nogenlunde velfungerende familie.

Min erfaring med dette forhold er, uden at skrive noget om forholdet er, at dialogen er ekstremt væsentlig. Det er meget vigtigt, at kunne snakke ordentlig sammen.

Alle forhold har konflikter, men hvis man ikke formår at gennemsnakke konflikterne bagefter, så ligger de og ulmer.

Den lighed vi har skabt imellem kønnene, skaber ofte en stor usikkerhed hos mange kvinder. De føler ikke, at de kender mandens plads, og det fører et stort behov for kontrol for kvinden.

Da manden har fået tudet ørene fuld om, at han ikke må undertrykke kvinden, formår han ikke, at gå imod kvindens behov for kontrol, og det kan ofte skabe et parforhold, hvor manden bliver kontrolleret. Det skaber så ulighed imellem manden og kvinde.

I denne situation er det ekstremt vigtigt, at manden siger fra, uden at trampe på kvinden. Man skal, som mand, finde nogle kampe man synes er rimelige, og så kæmpe dem. Jeg tager mig for eksempel af husholdningens økonomi. Det er mit ansvar, og det klarer jeg.

Pointen er, at magten i familien skal deles lige. Da kvinder ikke er blevet opfostret med, at de skal dele magten, men tværtimod tage magten for ikke at blive “undertrykt”, så er man som mand pinedød nødt til at slås med sin kæreste eller kone.

Det kan give nogle pinlige optrædener, men det er den eneste måde at finde en ægte balance.

Som tiden går, vil parforholdet finde en balance, da man ikke orker at blive ved med at slås, og kan erobre nogle magtpositioner hver især.

Det skal dog lige siges, at det selvfølgelig ikke er en ønskelig situation at slås om magt i parforholdet, det er bare nødvendigt, idet de fleste kvinder går ind i parforholdet med den ambition at finde “lighed”, eller med andre ord, at erobre magt.

Derfor er man som mand tvunget til at være bevidst om magtspillet fra start, og udkæmpe det på så nænsom en måde som mulig. Det er en meget, meget svær balance.

Man skal dog samtidig være sig pinlig bevidst om, at de mange magtkampe slider gevaldigt på parforholdet, og det er et problem, specielt hvis man har små børn, for de slider også på parforholdet.

I denne udvikling skal man samtidig bevæge sig hen imod et MINDRE egoistisk forhold. For det er reelt det vi starter ud med i Danmark og andre meget feministiske samfund. En stor egoisme fra de to kæresters side.

Målet er således, hele tiden, at bevæge sig hen imod MINDRE egoisme, og større solidaritet.

Solidariteten ligger i at være parat til at ofre sig for den anden.

Det at ofre sig for en anden, er også den største kærlighedsgerning, vi kan gøre.

At ofre sig for en anden, er det samme som at give noget af sig selv, som man ikke ville undvære.

Så det er processen i dagens Danmark. Man skal gå fra egoisme og selvrealisering, imod anerkendelse og selvopofrelse.

Det er svært, men det er det eneste rigtige, hvis man gerne vil have kærlighed i sit liv.

Kærligheden er som en sart plante. Den skal vandes med ofre og lys, men dør, hvis man glemmer den.

Det virker for mig, og det vil derfor også måske virke for dig. Men det er ekstremt svært synes jeg.

Vi skal blive bedre til at se hinanden og være noget for hinanden. Det bliver vi altså kun, hvis vi formår at lægge våbnene, og søge efter kærlighed.

For kærligheden og lykken hænger sammen.

Og målet med livet er nu engang lykke, ikke en gold og ensom magt.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Hva´mæ kærligheden?

i Topnyheder af

Kærligheden er en af de mysterier, som vi altid forsøger at finde ind til. Hvad er kærligheden egentlig, og hvordan får vi kærligheden til at virke?

I vores samfund, som er meget domineret af feministiske dogmer, der har kærligheden det virkelig skidt.

Da jeg studerede på RUC, der lavede jeg et projekt på historie fakultetet om feminismens gennembrud i Danmark. Det var et meget omstændeligt arbejde, hvor jeg sammen med mine kompagnoner gennemtrawlede avisedebatterne fra 70 – 78.

Vi kiggede tre aviser igennem, og printede alle artikler som havde med kønsdebat at gøre ud fra mikrofilm.

Min tese var, at der var noget galt med kønsrollerne, så det var et meget tidligt forsøg på at gennemskue hvad der var gået galt i forhold til kønsdebatten. Det var engang i 90 erne.

Efter at have læst det meste af feminismens gennembrud i aviserdebatterne igennem, synes jeg selv, at jeg fik et ret godt overblik over, hvad der var sket da feminismen slog igennem i 70´erne.

Klimakset i forhold til rødstrømpernes kamp for en “lige” verden, var en kamp imod en psykolog ved navn Vanggaard.

Vanggaard påstod, at det måske ikke var så sundt med et radikalt feministisk forhold. Det kunne, ud fra et psykologisk perspektiv, være enddog usundt. Han talte ud fra lidt det samme perspektiv som den Canadiske psykolog Jordan Peterson, som har fået en form for YouTube gennembrud i disse dage.

Den købte de radikale feminister imidlertid ikke, men forsøgte at få ham fyret.

I dette hav af artikler om menstruationsblodets skønhed, og det helt forfærdelige menneskesyn som feministerne lagde for døren. Havde vi haft regler imod hadtale dengang, så var 90 % af feministerne blev lagt i lås os slå. Men altså midt i dette hav af debatindlæg, var der et enkelt indlæg, som slog mig.

Der var en enkelt kvinde der stilfærdigt spurgte, nærmest kættersk; hvad med kærligheden?

Altså, det var som om kvinderne dengang godt vidste, at det de havde gang i, ville ødelægge kærligheden imellem mand og kvinde.

Det var egentlig grundlæggende det som jeg lærte med dette afsindigt dybe studie, jeg lavede sammen med mine kompagnoner dengang på RUC.

Feministerne havde ofret kærligheden på feminismens alter. De vidste det godt.

Siden dengang, har jeg altid snakket for kærligheden imellem mand og kvinde. Jeg har forsøgt at overtale kvinderne til lægge våbnene lidt, være lidt mere rimelige, og tænke også kærligheden. For bottom line, hvad er egentlig mest værd; kærlighed eller en kamp imod en undertrykkelse, som reelt ikke er der i 90 % af tilfældene.

Men kvinderne lytter ikke. For dem er feminismen blevet et magttrip og de har selv udviklet sig til det de kæmpede imod. De er blevet vor tids undertrykkere.

Nu er jeg et godt menneske, synes jeg selv. Jeg forsøger at gøre verden bedre, ofte på en underlig måde og imod strømmen. Men motivet er altid positivt.

Så derfor er min opfordring, endnu engang, som det altid har været mht. kønsdebat.

For at citere den eneste fornuftige kvinde fra 70; hva´mæ kærligheden?

G-d og g-derne bevare Danmark.

Populisme?

i Topnyheder af

Det er et rimelig stort problem, at retsstaten og Folketinget er ude af sync med hinanden hvad angår holdningen til Islamisk Stat.

Senest har hr. Bonnichsen, tidligere chef for PET, som tidligere skrevet, kaldt statsministeren og andre nævnte folketingspolitikere ting som normalt ikke er kutyme når det gælder embedsmænd og folketingspolitikere.

Det i sig selv er problematisk, som tidligere leder af en af Danmarks vigtigste institutioner forventer man ikke så negativt et sprogbrug. Det er væsentligt, at vi formår at holde en hvis form for konduite imellem de forskellige dele af staten.

Det er derfor jeg selv gør meget ud af, at holde en høvisk tone. Det er udtryk for respekt.

Anyway, lad os kigge lidt mere på det etiske og filosofiske bundniveau ved hr. Bonnichsen og folketinget, og se om vi kan rede trådene ud.

Bonnichsens grundlæggende argument for at importere flere krigere fra den ekstreme og ekstremt voldelige terrororganisation Islamisk Stat er, sådan helt skåret til benet. At “had” og afvisning af krigerne skaber flere konflikter.

Med andre ord har Bonnichsen overtaget den argumentation, som 68´erne fremførte under studenteroprøret. Hvis bare vi sætter os i rundkreds og synger Kumbaya og Imagine, så skaber vi en god verden. Eller sat lidt på spidsen, hvis vi er totalt pacifister og aldrig går i konflikt med nogen, så skaber vi fred.

Det er en helt grundlæggende kristen dyd, “at vende den anden kind til”.

Problemet med denne holdning er, at pacifisme skaber ikke fred, det skaber mere rum til banditterne og terroristerne. Det er fordi en total afståenhed fra konflikt giver forbryderen plads til sine forbrydelser. Det tiltrækker så flere forbrydere, og så har man Sverige.

I en ordentlig, seriøs pædagisk tradition blander man frihed med ansvar. Man stiller krav til, at den enkelte kan tage ansvar for sine handlinger, og giver derefter den enkelte frihed.

Det hedder også “Frihed under ansvar”.

Med andre ord, en seriøs og moden forestilling om et samfund stiller både krav, og giver frihed.

Jeg har selv været med til at formulere nogle af de principper folketinget arbejder ud fra. Nemlig at vi bekæmper politisk islam (ansvar), og giver plads til sekulær islam (islam som underlægger sig demokratiet)(frihed).

På denne måde skaber vi en ramme for den enkelte muslim, så at han eller hun SELV vælger om vedkommende vil gå i konflikt eller være i fred.

Det virker. Det kan man se på Danmark, som relationelt i forhold til Sverige som kører pacifisme, har mere ro og fred.

Det er også langt mere menneskeligt, at forære den enkelte borger en mulighed for selv at påvirke sin skæbne og mulighed indenfor statens rammer.

POPULISME
Der bliver snakket meget om “populisme”. Jeg har tænkt lidt over hvad der egentlig ligger i begrebet “populisme”. Forsåvidt ligger der vel i begrebet, at det er simple svar og løsninger man peger hen imod. Når noget er “populært”, så er det som regel også enkelt. Man sætter nogle enkle modsætninger op; racister imod antiracister, muslimer imod jøder, muslimer imod racister osv.

Frihed under ansvar er ikke en simpel konstruktion. Det kræver at staten virkelig tænker sig om, og foreholder sig refleksivt over de enkelte tilfælde af terror, islamisme, sekularisme osv. vi har i samfundet.

Derfor mener jeg ikke, at kampen imellem demokrati og islamisme er populistisk. Det er tværtimod en seriøs og konservativ begrebsramme.

Jeg mener, når noget er udviklet af en platonisk filosof, så er det vel præcist det modsatte af populisme.

At være 100 % pacifist er derimod populistisk i en egentlig forstand, fordi det er så simpel en måde at se tingene på. Det er nemt at forstå, men det virker ikke.

For populisme har yderligere den konsekvens, ud over at det er forsimplet, at det meget sjældent virker.

Så derfor, lad g-derne og G-d bevare Danmark, ikke pacifisterne.

Vi er alle lige for loven

i Topnyheder af

Hr. Bonnichsen, tidligere chef for PET, er meget bekymret for “mørket” fra DF, som nu er ved at blive mainstream. Det vil i praksis sige, at Socialdemokratiet har flyttet sig hen på de politiske positioner, som DF tidligere havde alene.

Hvis jeg skal forstå det rigtigt, så mener hr. Bonnichsen, at der er noget moralsk anløbent, ved nogle af de politiske ideer som DF har.

Nu er jeg ikke enig med DF i alt, men mange af de snit DF har lagt, er jeg enig i.

Så set fra mit perspektiv, så er jeg uenig.

Forudsætningen for at definere et politisk perspektiv som “mørkt”, er vel, at det reelt er moralsk anløbent.

Det vil sige, i sidste ende, er håndteringen af migrantområdet en moralsk diskussion.

Hvis man tager udgangspunkt i menneskerettigheder og demokratiske principper, så er man i hvert fald i udgangspunktet ikke “mørk” i sine betragtninger.

At migranter skal overholde loven, hvilket er det ene grundkrav DF har, er ikke en anløben betragtning, det er en helt korrekt etisk betragtning. At migranter skal overholde de borgerlige rettigheder og pligter, det er heller ikke et moralsk anløbent perspektiv. Det er helt normalt.

Vi har oven i købet brugt en del energi på at få vores ideer til at blive accepteret af menneskerettighedsrådet. Det internationale menneskerettighedsråd, så også her har vi det moralske og etiske på plads.

Det er altså ikke forkert at kræve, at migranter overholder de regler, vi har i landet.

Der hvor der KUNNE være noget anløbent, det er i deciderede racistiske betragtninger. Det er klart, det kan vi ikke tillade.

Derfor har vi også holdt os strengt på lovens grund.

Det kan være, at der er nogle DF´ere som har udtalt sig udenfor den lovramme vi har sat op. Men det ændrer ikke på, at den officielle politik er, at det er de demokratiske spilleregler vi vil have migranterne til at overholde.

Så ved jeg godt, at der er tradition for indenfor det offentlige, at der bliver taget specielt hensyn til migranter. Det gælder både når migranter skal modtage offentlige ydelser, og når der begås kriminalitet.

Men her er det altså de offentlige myndigheder som er ude på et skråplan. Der skal IKKE gøres forskel på folk. Hvis du er migrant og snyder dig udenom jobprøvninger osv, så skal du ikke have del af fælleskassen. Hvis du er migrant og har smidt en sten efter en bil fra en bro, så skal du heller ikke have særlig god behandling.

Vi er alle lige for loven, det gælder også migranter.

G-d og g-derne bevare Danmark.

En undskyldning til Tesfaye

i Topnyheder af

At være ude i kulden, er noget som jeg virkelig har en del erfaring med. Først var jeg lidt af en enspænder, dengang jeg voksede op på den hårde stenbro i ghettoen Avedøre Stationsby. Sådan en lille splejs som mig med hornuglebriller var ikke i høj kurs et sted hvor testetoron, murere, slagtere og marrokanske forbrydere boede og sloges med hinanden.

Så blev jeg mega populær i gymnasietiden, begyndte og danse og blev for en tid Københavns svar på John Travolta. Det var den omvendte verden.

Men mit iltre sind og nørdede tilgang til verden fik mig alligevel vendt rundt 180 grader efter Mohammedkrisen. Der kunne jeg se, at verden var på vej ud i uføre, specielt Danmark, som jeg kunne se var på vej imod “svenske tilstande”.

Det måtte man ikke sige dengang for ti år siden, så blev man en del af det “dårlige selskab”. Det har jeg så været i ti år nu. Det minder ret meget om dengang jeg boede i Avedøre stationsby, bortset fra, at det nu ikke er slagtere og marrokanske forbrydere som holder mig udenfor, men journalister, mediefolk og den “kulturelle elite”. Det er dog præcis de samme mekanismer som er på spil. Jeg er for nørdet til at overholde de her sociale spilleregler, med hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Så jeg kommer altid til at sige sandheden. Ikke fordi jeg altid har en ambition om det, men fordi jeg ikke altid tænker over hvilken konsekvens det har for min karriere eller min anseelse. Jeg er for begravet med snuden nede i bøgerne og læser for mange strategiske ideologiske værker, til at jeg lægger mærke til, hvad der lige er tilladt i dag.

Når det så er sagt, så mener jeg, at sandheden sætter dig fri. Det er min holdning, helt ærligt.

Mine tanker ligger så til grund for store dele af Folketingets politik, og jeg har, tror jeg, en anden dreng fra Vestegnen som en af mine læsere her på Thermopylae. Nemlig hr. Mattias Tesfaye. Jeg tror også Tesfaye er vokset op med slagtere og marokkanske forbrydere derude på Vestegnen. Så derfor kan han rimelig nemt forstå hvad jeg siger, på trods af, at jeg som bekendt er rimelig nørdet.

Anyway, her er en tilståelse. Jeg har en aktie i Vestegnen, og jeg kan rigtig godt lide hr. Tesfaye.

SAMTIDIG har jeg en stor aktie i Venstre og har en forpligtigelse overfor det gamle smukke parti.

Det er altså rimelig svært at balancere. Specielt fordi begge partier konkurrerer om magten.

Jeg støtter BÅDE Tesfaye og Ellemann – Jensen.

Jeg har nok ikke en opskrift på, hvordan det skal kunne fungere i praksis. Det er jo en umulig opgave. Men jeg må forsøge at være mere afbalanceret, end jeg har været her på det sidste, hvor jeg ensidigt har støttet Ellemann. Det koster for meget på den anden side af de partipolitiske skel.

Så det er jeg ked, jeg vil gerne undskylde overfor Socialdemokratiet over at jeg gik så ensidigt ind for Venstre. Det kommer sig af, at jeg fik tilbudt et interview med hr. Ellemann, det gjorde mig så glad, at jeg hoppede i med begge ben, og ikke tænkte over balancen.

Det vil jeg forsøge at blive bedre til for fremtiden, hvis det overhovedet er muligt.

Jeg er en nørd, og jeg forholder mig til de politiske udfordringer vi har, uden at kræve noget til gengæld. Men når jeg så, en sjælden gang, får et skulderklap den anden vej. Så bliver jeg altså utrolig glad. Det er ikke nødvendigt, men hold da op hvor er det dejligt. Jeg er også bare et menneske, og vi har allesammen brug for et skulderklap i ny og næ.

Yderligere må man sige, at Venstre var ved at bevæge sig ud på dybt vand. Den BALANCE i det udlændingmæssige spørgsmål som er så væsentlig at finde, var ved at gå fløjten. Så opstår der fløjkrige og det skaber konflikter.

Der har jeg også en forpligtelse overfor de politikere som har hængt deres politiske fremtid op på mine ideer. Jeg synes også, at det ville være tragisk, hvis Venstre blev splittet op i to dele. Venstre er, efter min mening, en af Danmarks demokratiske kronjuveler. Venstre skabte det danske demokrati, og har bidraget smukt til den demokratiske udvikling af landet igennem over hundrede år. Det er en lang og smuk tradition. En tradition som vi skal passe på, synes jeg.

Så, sådan har jeg det. Jeg håber hr. Tesfaye kan tage min undskyldning for hvad den er, og så se at få skabt lidt mere plads til dem med tynde arme, også på Vestegnen.

Ok?

Ja, og derfor;

G-d og g-derne bevare Danmark.

Go to Top